Min krop sagde: "Det her gør du bare ikke"

En nat i december sidste år kom Heidi hjem fra en aftenvagt kl. 00.30. og skulle køre hjemmefra om morgenen kl. 6.00 for at møde ind i dagvagt.

"Jeg vågnede om natten med hjertebanken. Om morgenen havde jeg det virkelig fysisk dårligt, jeg havde kvalme og meldte mig syg. Dagen efter ville jeg melde mig rask over telefonen, men så brød jeg helt sammen og begyndte at græde. Jeg tænkte: Hvorfor begynder jeg at græde nu? Men det var min krop, der sagde: "Det her gør du bare ikke".

Hun blev sygemeldt.

"Det var en reaktion på en masse overarbejde og en masse rykken rundt," fortæller hun om halvandet år på en konstant underbemandet afdeling.

Fiktiv vagtplan

Heidi blev uddannet i sommeren 2016 og arbejdede indtil for nylig på en medicinsk afdeling,

"Man vidste aldrig, hvornår man skulle arbejde. Jeg er selvfølgelig klar over, at det hører med til jobbet, at man en gang imellem bliver spurgt, om man kan bytte eller tage en ekstra vagt. Men det var jo nærmest en fiktiv vagtplan, for det var hver eneste dag, man blev spurgt."

Og når der ikke var nogen, der kunne tage vagterne, blev man pålagt dem eller taget ud af en dagvagt og sat i aftenvagt eller blev en time længere.

En anden ting, der gjorde hverdagen presset, var, at en stor del af de erfarne stoppede inden for det første års tid.

"Det gav nogle udfordringer med manglende sparring. Man mangler den der sikkerhed, man har, når der også er nogle erfarne, man kan læne sig op ad. Efter et halvt år på afdelingen var jeg pludselig en af de erfarne."

Overbelastning – ikke stress

For Heidi er det vigtigt ikke at bruge udtrykket "stress" i forbindelse med sin sygemelding.

"Ordet stress bliver brugt så meget i flæng. Folk siger hele tiden: "Jeg er lidt stresset." Jeg mener, at det, jeg fik, var en overbelastning. Det var jo en konsekvens af et hektisk arbejdsmiljø," siger hun.

"Når man står i sådan et presset arbejdsmiljø, føler man sig lidt alene. Ikke kollegamæssigt eller i forhold til sin afdelingssygeplejerske, som jeg i øvrigt ved, knoklede for os. Men mere længere oppefra. Om det så er på øverste ledelsesniveau eller politisk niveau, ved jeg ikke, men når vi siger, at vi har brug for at blive aflastet og brug for noget tid til at introducere nyt personale, hvorfor kan vi så ikke køre på et lavere blus i en periode og måske lukke nogle sengepladser?"

I midten af januar startede Heidi i sit gamle job igen.

"Jeg synes, jeg har lært noget af den periode, jeg lige har været igennem, og jeg er også blevet mere bevidst om, hvad en konstant dårlig samvittighed gør ved en. Den dårlige samvittighed, der opstår, når man ikke når alle de ting, man skulle og gerne ville have gjort, og som man må videregive til en lige så travl aftenvagt," siger Heidi.

"Folk siger hele tiden: "Du skal ikke have dårlig samvittighed. Du når det, du når, og du skal huske at passe på dig selv." Men det er altså sværere end som så. Det er jo mennesker, vi har med at gøre her og ikke papkasser på et samlebånd.

Men inden Heidi blev sygemeldt i december, havde hun allerede sagt sit job op.

"Det er kedeligt, at det skulle komme hertil, for jeg havde det rigtig godt med kollegaerne. Men jeg kunne bare mærke, at det kom til at koste for meget."

Den 1. februar startede hun så i et nyt job på en kirurgisk afdeling i håb om, at forholdene er anderledes.

"Men jeg tænker da, at hvis jeg ikke får mit drive igen – enten nu eller senere – hvad skal jeg så? Det kan jeg godt være lidt bange for, for det er jo det her, jeg vil. Det er det, jeg brænder for."