Nægter indlæggelse på Holbæk Sygehus igen

Der er ikke styr på noget. Det var Susanne Grøndahls klare indtryk af medicinsk afdeling på Holbæk Sygehus, efter at hendes far var indlagt i januar. Hun vil nægte at lade ham indlægge der igen af frygt for at miste ham.

"Hvis de indlægger min far på Holbæk Sygehus igen, vil jeg nægte. Så er jeg bange for, at vi mister ham. For de har ikke styr på noget. Jeg har aldrig haft så dårlig en oplevelse med sundhedsvæsenet."

Det fortæller en rystet Susanne Grøndahl, efter at hendes far i begyndelsen af januar blev indlagt på Medicinsk Afdeling på Holbæk Sygehus med vand i kroppen og problemer med at trække vejret. Det bliver et ophold på fire dage, hvor han er mere dårlig, da han bliver udskrevet, end da han blev indlagt.

Det begynder allerede ved indlæggelsen. Her får hendes far en seng på gangen ligesom fem andre patienter. Ellers ikke andet. Der er ingen, der tager imod, hjælper eller fortæller, hvad der skal ske de første to timer til klokken er 10 om aftenen, og Susanne Grøndahl må køre hjem. Dagen efter ringer hun tre gange til afdelingen for at høre, om der er nyt om hendes far.

"Jeg prøver flere gange uden held. Tredje gang får jeg at vide, at de ikke vil bruge tid på de pårørende, men på patienterne. Problemet er bare, at min far ikke kan tage imod en besked, som han kan huske at fortælle videre, så man er nødt til som pårørende at tage imod informationer," siger Susanne Grøndahl.

Susanne Grøndahl prøver løbende at finde ud af, om personalet har styr på hans parkinsonpiller, som skal gives på faste tidspunkter. Det sejler også. Først kan personalet ikke finde pillerne, og senere opdager familien, at de ikke bliver givet til tiden.

"Hvis han ikke får dem rigtigt, bliver han konfus og kan ikke huske."

Det er netop det, familien oplever allerede på andendagen, og på tredjedagen er den helt gal.

"Han er vild i ansigtet og har hallucinationer. Han får ikke nok at drikke. Han har stadig vand i kroppen, og der er endnu ingen information om hans tilstand ellers," siger Susanne og fortsætter:

"Det er så svært at få noget personale i tale. Indimellem ser vi ikke nogen overhovedet. Eller også løber de rundt og ser ud, som om de ikke laver noget. Jeg forstår godt, at det kan være irriterende med pårørende, der må forstyrre dem, men når de ikke har styr på noget, skal det jo ikke gå ud over min far. Han er egentlig bare heldig at have nogen, der kan tale hans sag, nu hvor han var blevet så mentalt dårlig siden sin ankomst. Jeg kan ikke lade være med at tænke på de patienter, der ikke har det."

På dag fire oplever familien for første gang, at en vikar tager sig tid til at tale med dem. Hun fortæller, at han har lungebetændelse, forhøjet infektionstal samt urinvejsinfektion, og at der gives penicillin mod det. Senere samme dag får de at vide, at det dagen før er besluttet, at han skal udskrives samme dag. Det havde personalet hverken været opmærksom på eller fortalt de pårørende.

Få dage efter hjemkomsten har Susanne Grøndahls far igen problemer med vejrtrækning og vand i kroppen, og lægen taler om at indlægge ham igen. Men både han og Susanne Grøndahl nægter.