Det handler om kommunikation

"Det er ikke raketvidenskab, og det handler i bund og grund om at udvikle nogle evner, vi allerede har."

Sådan siger Louise Brix om de konflikthåndteringsredskaber, som hun sammen med Gitte Vase bl.a. underviser kollegaer i somatikken i, så de kan nedbringe risikoen for vold og trusler fra patienter og pårørende.

Både Louise Brix og Gitte Vase er sygeplejersker med mange års erfaring fra psykiatrien. I dag er Louise Brix funktionsleder på psykiatrisk afsnit 55 i Aabenraa. Og Gitte Vase er uddannelseskoordinator i psykiatrien i Region Syddanmark.

"Vi kan undgå meget af volden og truslerne, hvis vi håndterer det på en hensigtsmæssig måde. Der er lavet undersøgelser, der siger, at mere end 60 pct. af volds- og trussels-situationerne udspringer af, hvordan vi handler i de situationer. Derfor er det vigtigt, at vi arbejder med at regulere os selv og bliver ved med at være imødekommende, hjælpende og forstående, samtidig med at vi grænsesætter," siger Louise Brix.

Den største frustrationskilde

Ventetid er en af de situationer, der skaber allerflest voldsepisoder, og her handler det ifølge Louise Brix og Gitte Vase om at gøre alt det forebyggende, man overhovedet kan.

"Hvis man allerede ved, at patienterne kommer til at vente, er det bedste at komme frustrationerne i forkøbet ved at orientere om ventetiden, lige så snart patienten kommer ind i skadestuen," siger Louise Brix.

Og så handler det om at forsøge at forstå, hvad der ligger bag ved frustrationen og aggressionen.

"Det gælder for os alle sammen, at når man bliver frustreret, så bliver man også mere aggressiv. Nogle vender det indad og sidder og skumler i venteværelset og brokker sig til sidemanden, mens andre reagerer ved at gå op og true hende, der sidder ved skranken."

"Jeg hører tit i somatikken, at "man ikke vil finde sig i at blive talt sådan til". Men man undgår meget, hvis man i stedet for at sige: "Jeg vil ikke have, at du taler sådan til mig", i stedet siger: "Jeg kan godt forstå dig. Du har også siddet og ventet længe, jeg ser lige, hvad jeg kan gøre". Så føler patienten sig set og mødt og forstået," siger Louise Brix.

Det hjælper nemlig ikke, når man står over for en frustreret person, at man taler ned til eller irettesætter personen. Tværtimod så eskalerer det konflikten.

Men skal sygeplejersker acceptere, at det er et vilkår at blive talt grimt til?

"Det er ikke, fordi vi skal finde os i det, men vi er nødt til at være bevidste om, at vi kan blive udsat for frustrationer. Og hvis vi undlader at eskalere konflikten, så er der større sandsynlighed for, at vi undgår at blive udsat for yderligere frustrationer og aggressioner.

I det hele taget handler det ifølge Louise Brix om en grundlæggende tilgang til, hvordan vi møder konflikter og frustrationer, og om, at vi forsøger at forstå den situation, som patienter og pårørende, der ikke forstår systemet, er i.

"Jo mere man kan informere og inddrage, des bedre," siger hun.

Når truslerne bliver personlige

I de tilfælde, hvor truslerne bliver personlige og rettet mod ens familie, handler det ifølge Louise Brix om at foretage en reel vurdering af truslen og spørge sig selv: "Ved han reelt, hvor mine børn går i skole, eller handler det bare om, at han er frustreret og aggressiv og bare vil ramme mig på følelserne lige nu."

"Uanset om man er ansat i psykiatrien eller somatikken, bliver man aldrig vant til at få den slags trusler. Vi risikerer alle at føle os truet og kan blive ramt på vores følelser. Det er samtidig en af de bedste grunde til at gøre alt, hvad vi kan for at forebygge og undgå disse situationer," siger Louise Brix.

Louise Brix og Gitte Vase fortæller, at selv om de også har stor erfaring med at arbejde deeskalerende, så er det umuligt ikke at blive påvirket af vold og trusler.

"Men vi er jo mennesker, ingen er perfekt, men hvis man har mod på at udvikle konflikthåndteringsredskaberne og hele tiden have opmærksomhed på det, og at man som kollegaer hjælper hinanden, så kan vi udvikle de evner, vi alle sammen har."