Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Ny analyse: Travlhed øger risiko for vold og trusler

Sygeplejersken 2018 nr. 9, s. 45

Af:

Anne Witthøfft, journalist

Undersøgelsen Forekomst af vold og trusler blandt sygeplejersker 2018

I juni 2018 har Dansk Sygeplejeråd Analyse i samarbejde med Megafon gennemført en spørgeskemaundersøgelse blandt medlemmerne af Dansk Sygeplejeråds medlemspanel. 53 pct. af de i alt 4.160 inviterede medlemmer deltog i undersøgelsen.

Sygeplejersker, der har haft overarbejde inden for den seneste måned, har i højere grad oplevet vold og trusler indenfor de seneste 12 måneder end sygeplejersker, der ikke har haft overarbejde.

Det viser en ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd lavet i samarbejde med Megafon.

"Overarbejde hænger tæt sammen med travlhed," siger Helle B. Bavnhøj, chefkonsulent på arbejdsmiljøområdet i Dansk Sygeplejeråd. "Når det er nødvendigt at arbejde længere end den planlagte arbejdstid, er det som oftest udtryk for et højt arbejdspres.

Blandt de sygeplejersker, der har haft overarbejde, har 37 pct. oplevet psykisk vold og 15 pct. fysisk vold, mens 26 pct. af de sygeplejersker, der ikke har haft overarbejde, har oplevet psykisk vold og 6 pct. fysisk vold.

"Vold og trusler hænger i vid udstrækning sammen med de rammer og vilkår, der er for arbejdet. Når arbejdspresset er højt, kan det være vanskeligt at give den demente borger den fornødne tid til f.eks. at tage sin medicin eller at holde aftalen med den psykiatriske patient om at komme ud og ryge," siger Helle B. Bavnhøj.

Og netop skuffelser over aftaler, der ikke bliver holdt, og ventetid er to af de situationer, som ifølge de regionalt ansatte sygeplejersker i Dansk Sygeplejeråds undersøgelse ofte udløser voldsepisoder. 27 pct. af de regionalt ansatte sygeplejersker, der har været udsat for vold, siger, at det skete i forbindelse med lang ventetid.

Mens de kommunalt ansatte sygeplejersker oftest oplever, at voldsepisoderne finder sted i forbindelse med medicingivning.

Derudover sker volden ofte i forbindelse med hjælp til personlig hygiejne, og i forbindelse med at sætte grænser.

Kun få voldsepisoder bliver ifølge undersøgelsen udløst af "udførelse af lovmæssig tvang".

VOLD OG TRUSLER

Ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at travlhed øger risikoen for, at sygeplejersker udsættes for vold og trusler fra patienter og pårørende. Efter påbud fra Arbejdstilsynet har Sygehus Sønderjylland fundet en måde at håndtere det på.