Ville du finde dig i det, hvis det skete i Netto?

"Jeg ved, hvor du bor", "Jeg ved, hvor dine børn går i skole", "Fatter du overhovedet selv, hvad du går og laver?" Eller "Jeg kan sagtens finde dig."

Sådan lyder nogle af de trusler, som sygeplejerskerne på kirurgisk sengeafdeling på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa må lægge øre til.

Alligevel kom det bag på afdelingen, da Arbejdstilsynet sidste efterår gav dem et påbud om at forebygge vold og trusler.

For sygeplejerskerne syntes måske nok, at det var grænseoverskridende, men samtidig anså de det også som et vilkår i en hverdag med syge og sårbare patienter og følelsesmæssigt pressede pårørende.

"Hvor vi har haft en tilbøjelighed til at sige, at det var et vilkår, så har Arbejdstilsynet en klar definition omkring vold og trusler, som siger, at det ikke er et vilkår," siger Iben Meilandt, arbejdsmiljørepræsentant på kirurgisk sengeafsnit.

"I dag er vi begyndt at spørge os selv, om vi ville finde os i det, hvis det samme skete i Netto," siger hun.

Vold og trusler er udbredt

Det var ikke kun det kirurgiske sengeafsnit, der fik et påbud på baggrund af vold og trusler. Også Fælles Akut Modtagelse og Medicinsk Sengeafsnit på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa fik påbud om at forebygge vold og trusler mod personalet.

Og langt de fleste påbud, der er blevet givet for psykisk dårligt arbejdsmiljø det seneste halvandet år, har handlet om vold og trusler. Det viser den aktindsigt, Sygeplejersken har fået i Arbejdstilsynets påbud og strakspåbud (se boks).

En ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd og Megafon viser da også, at 37 pct. af alle sygeplejersker har været udsat for vold eller trusler inden for de seneste 12 måneder.

Analysen viser også, at det især er verbale trusler og truende adfærd, som sygeplejerskerne bliver udsat for (se boks).

Når sundhedsvæsenet får tæsk

For halvandet år siden forsvarede Anne Sønderup Søes, der i dag er konsulent i FOA’s Politik og Analyse-enhed, sammen med sin specialemakker deres socialvidenskabelige speciale "Når Sundhedsvæsenet får tæsk".

I forbindelse med specialet blev otte sygeplejersker fra en akutmodtagelse i Region Hovedstaden interviewet omkring de observationer, de studerende havde lavet i ventearealerne.

Specialet tager afsæt i det, forfatterne kalder "hverdagstrusler" på en akutmodtagelse i Region Hovedstaden.

Her må patienterne ofte vente længe på, at det bliver deres tur, og ifølge Anne Sønderup siger sygeplejerskerne, at netop ventetid er den hyppigste årsag til, at patienterne og deres pårørende pludselig ændrer karakter fra "almindelige, velfungerende borgere" til at blive udadreagerende og voldelige over for sygeplejerskerne både fysisk og verbalt.

"De kan finde på at kalde sygeplejerskerne "kælling", "lorteluder" og "idiot" eller komme med bemærkninger om, at sygeplejerskerne udfører deres arbejde uprofessionelt," fortæller Anne Sønderup Søes.

"Det er frygteligt grænseoverskridende," fortæller en af sygeplejerskerne i specialet.

Alligevel siger flere af sygeplejerskerne, at den udadreagerende adfærd og volden er et vilkår i deres arbejde som frontmedarbejdere. En af dem siger f.eks.:

"Hvis du er i den tro, at du hverken bliver verbalt eller fysisk overfaldet, så er man naiv. Det er jo en del af pakken, kan man sige."

Og den holdning er ifølge Anne Sønderup også en af grundene til, at sygeplejerskerne ikke registrerer eller anmelder alle de tilfælde af vold, som de oplever.

"De siger, at dokumentationskravet er højt i forvejen, og at hvis de skulle registrere alle de verbale overfald, de oplever, så ville de ikke have tid til andet," fortæller Anne Sønderup Søes, som stiller spørgsmålet, om sygeplejersker ikke finder sig i for meget?

Vold er ikke et vilkår

Det svarer Birgitte Bækgaard Brasch ja til. Hun er selv uddannet sygeplejerske, men i dag er hun chefkonsulent i Socialt Udviklingscenter (SUS), som bl.a. hjælper arbejdspladser på social- og sundhedsområdet med at forebygge og håndtere konflikter og vold.

"Selvfølgelig skal man også have forståelse for, at vold og trusler er en måde, som patienter og pårørende kan reagere på, fordi de er syge eller angste for det, de skal igennem. Men selv om man kan forstå reaktionen, kan det jo godt påvirke en alligevel. Det slider jo på mennesker, og det er også derfor, at Arbejdstilsynet giver påbud for det," siger hun.

"Derfor er det vigtigt, at man tager vold og trusler alvorligt, og at man organisatorisk gør noget ved det og signalerer, at det ikke er acceptabelt," siger hun.

"Det er også vigtigt, at der er en åbenhed omkring det, så man kan tale med kolleger og ledere om det. Så det ikke kommer til at handle om, at man ikke er fagligt dygtig, eller om, at man ikke kan klare mosten."

Registreringer forsimples

På Sygehus Sønderjylland har de tre påbud om vold og trusler sat problematikken på dagsordenen på hele sygehuset, hvor en nyansat arbejdsmiljøkonsulent sørger for, at erfaringerne fra arbejdet med påbuddene med vold og trusler bliver bredt ud til resten af sygehuset.

Begge arbejdsmiljøgrupper fra kirurgisk sengeafsnit har været på kursus i forebyggelse og på den årlige temadag for afdelingen vil alle øvrige medarbejdere også blive undervist.

Proceduren for vold er blevet revideret og gennemgået med hver enkelt medarbejder, som har skrevet under på, at de kender proceduren.

Registreringsskemaerne for at anmelde vold og trusler er blevet forsimplet og er også blevet mere tilgængelige, så det ikke længere er en undskyldning, at man ikke kunne finde skemaet, eller at det tog for lang tid at udfylde det.

Caption 

Arbejdstilsynets påbud: Sygeplejersken fik tidligere i år aktindsigt i de 56 påbud og strakspåbud, som blev givet til hospitalsafdelinger på baggrund af dårligt psykisk arbejdsmiljø. De 56 påbud fordelte sig, som det ses på figuren.

En kulturændring

Ifølge Hanne Sørensen, afdelingssygeplejerske på kirurgisk afsnit på Sygehus Sønderjylland, Aabenraa, har det ikke udelukkende været et spørgsmål om, at personalet skulle gøres bekendt med sygehusets voldspolitik, eller at registreringsskemaerne skulle være lettere tilgængelige.

"Da vi gik i gang med at arbejde med påbuddene, var personalet frustrerede over, at det var noget, der skulle problematiseres. Så det er faktisk også en kulturændring, vi er i gang med," siger hun og fortæller, at hun af og til har måttet hive episoderne ud af personalet for at få sat gang i de registreringer, der med tiden skal tegne mønstre over, hvordan, hvornår og hvorfor volden opstår, så man kan arbejde forebyggende.

"Jeg oplever, at det også kan være mindre ting, der er med til at skabe frustrationer, som resulterer i vold og trusler. Ting, som vi godt kan ændre på," siger Hanne Sørensen.

"Det kan være frustrationer over ventetid, dårlig skiltning eller manglende information om kørselsgodtgørelse, der kan være den udløsende faktor."

Den nye tilgang til vold og trusler har gjort, at hvor der sidste år kun blev registreret enkelte og ret voldsomme arbejdsulykker, hvor f.eks. en narkoman havde truet en ansat i medicinrummet med en kniv, så er der i år allerede blevet registreret syv arbejdsulykker i årets første fem måneder.

"Vi arbejder meget mere seriøst med registrering af vold og trusler nu," siger afdelingssygeplejerske Hanne Sørensen. "Vi kommer ikke helt af med problemet, men nogle ting kan vi ændre på," siger hun.

Pårørende og politikere har også et ansvar

Men det er ikke alt, som sygeplejerskerne eller sygehuset alene kan ændre på, mener afdelingssygeplejerske Hanne Sørensen.

"Der er sket en udvikling blandt patienter og pårørende, hvor hierarkiet og respekten omkring det fagprofessionelle personale er blevet mindre," siger hun.

Chefkonsulent i SUS, Birgitte Bækgaard Brasch, mener også, at der er sket et skred i samfundet:

"Man snakker tit om, at personalet skal på kursus. Og det er også fint. Men der er også noget, der skal løses organisatorisk og politisk," siger hun.

"Der er en frygt for, at sundhedsvæsenet er i knæ, og det går ud over sygeplejerskerne i praksis. Man hører om travlhed, der gør, at man får forkert medicin, og man hører om, hvor meget man selv skal presse på for at få behandling, og det gør jo, at de pårørende allerede på forhånd har pustet sig lidt op og tænker, hvis mit barn eller min mor skal have den optimale behandling, må jeg holde øje med personalet," siger hun.

Anne Sønderup Søes, der skrev specialet "Når Sundhedsvæsenet får tæsk", kom også frem til, at sygeplejerskerne arbejder under nogle rammer, som er med til at optrappe konflikterne.

"Jeg oplevede, at sygeplejerskerne må tage skraldet for, at de patienter, som henvises fra 1813, tror, at det fremmødetidspunkt, de har fået, er det samme som behandlingstidspunktet. Og når der så samtidig kan opstå mange timers ventetid, fordi der kommer mere behandlingskrævende patienter med ambulancen, resulterer det i mange frustrationer fra patienternes side," siger hun og fortæller, at hun også oplevede, at sygeplejerskerne for at beskytte sig selv mod de frustrerede patienter kommer til at medvirke til at optrappe konflikterne, når de ignorerer eller undlader at forklare patienterne i venteværelset, hvad situationen er, af frygt for repressalier.

"Det kan være med til at skabe utryghed eller manglende anerkendelse blandt patienterne, som kan få bægeret til at flyde over og medvirke til, at patienter og pårørende så føler, at de må have spidse albuer og gøre opmærksom på sig selv for ikke at blive overset i travlheden."