Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Truet og slået af patienter

37 pct. af alle sygeplejersker har været udsat for vold eller trusler inden for de seneste 12 måneder, viser en ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd. Trine Schmidt Sørensen og Anja Odefey Nielsen er to af dem.

Sygeplejersken 2018 nr. 9, s. 44-45

Af:

Kristine Jul Andersen, journalist

2018-9-vold-og-trusler-case

"Hun slår ud efter os og kradser os. Og råber og truer os."

Hvad patienten præcis siger og truer med, kan sygeplejerske Trine Schmidt Sørensen ikke huske.

"Jeg fik et chok. Men mest fordi jeg synes, at det var synd for hende."

Trine Schmidt Sørensen er sygeplejerske på Organkirurgisk Afdeling på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa, hvor hun har været i halvandet år. Episoden, hun fortæller om, skete for et par måneder siden og er blot en af mange episoder, som sygeplejersker oplever i forbindelse med deres job.

Ifølge en ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd og Megafon har 37 pct. af alle sygeplejersker været udsat for vold eller trusler inden for det seneste år.

Aggressiv og truende

"Det var en ældre dement kvinde, der ikke forstod, hvorfor hun var indlagt. Vi var to, der var inde hos hende flere gange for bl.a. at mobilisere hende, og så var det, hun pludselig slog ud efter os," fortæller Trine Schmidt Sørensen og fortsætter:

"Vi var chokerede og vidste først ikke, om vi skulle anmelde det. Men det gjorde vi. For at beskytte os selv."

De fandt ud af, at kvinden blev mere rolig, hvis der var en hos hende i længere tid, og det endte med, at de fik en fast vagt kun på hende, som ikke var en del af det normale personale.

Det er dog ikke første gang, Trine Schmidt Sørensen har oplevet at blive truet. Hun husker en mandlig patient, der var meget voldsom, aggressiv og truende. Her måtte hun og kollegerne tilkalde en mandlig læge, der til sidst gav patienten noget beroligende.

"Tidligere havde vi også en anden type patienter, der var mere udadreagerende. Men nu har vi ikke nær så mange episoder," siger Trine Schmidt Sørensen.

"Jeg følte, at jeg svigtede ham"

Anja Odefey Nielsen er også sygeplejerske på sygehuset i Aabenraa – på Kirurgisk Sengeafdeling. Hun har også oplevet en episode, hvor en patient truede hende og slog ud efter hende.

"Det var en ældre herre, som vi lige havde fået overført fra opvågningen. Jeg skulle måle hans værdier efter operationen, og det var især vigtigt at få målt hans blodsukker, fordi han havde diabetes. Men han ville ikke give mig lov. Så da jeg står ved ham, begynder han at true mig, og så knytter han næverne og slår ud efter mig. Jeg når at gå et skridt væk, så han rammer mig ikke," fortæller Anja Odefey Nielsen.

Hun prøver at tale med patienten, men han bliver ved med at sige, at han bare vil hjem, og vil ikke lade hende hjælpe ham. Selvom det er et halvt år siden, det skete, står episoden alligevel tydeligt for Anja Odefey Nielsen.

"Det gjorde mig ked af det. Jeg følte, at jeg svigtede ham i situationen, fordi jeg ikke kunne hjælpe ham. Og det kunne jo være fatalt, hvis glukoseniveauet var højt eller lavt. Men jeg kunne ikke tvinge ham, og jeg kunne ikke udsætte mig selv for at blive slået," siger hun.

I stedet sørgede hun for at holde tæt øje med ham. Efterfølgende har hun også anmeldt episoden.

Efter at Sygehus Sønderjylland sidste år fik tre påbud fra Arbejdstilsynet for ikke at forebygge vold og trusler godt nok, har hele sygehuset sat fokus på det og forsøger at lave forebyggende tiltag. Og i dag ved alle, hvad de skal gøre, hvis de bliver udsat for vold eller trusler – og der er en kontaktperson, man kan gå til, hvis man ikke kan huske det.

2018-9_intro_vold-og-trusler

VOLD OG TRUSLER

Ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at travlhed øger risikoen for, at sygeplejersker udsættes for vold og trusler fra patienter og pårørende. Efter påbud fra Arbejdstilsynet har Sygehus Sønderjylland fundet en måde at håndtere det på.