"Hvis en patient får hjertestop i nat, hvad gør jeg så?"

En efterårsdag i 2017 var Dina Jensen til sin første MUS-samtale.

Efter at være blevet færdiguddannet i 2016 havde hun fået ansættelse på en medicinsk sengeafdeling i hovedstaden. Allerede under sygeplejestudiet havde hun været i klinik på afdelingen og efterfølgende blev hun så timeansat.
MUS-samtalen blev lang og hård.

“Min leder spurgte mig, hvordan det gik med mig. Så kunne jeg ikke holde facaden længere. Jeg brød sammen og græd i to timer,” fortæller hun.

Ingen makker og ingen frokost

En af årsagerne var, at Dina Jensen aldrig havde fået en ordentlig introduktion til afdelingen og specialet. Det betød, at hun igennem sin ansættelse jævnligt blev bragt i situationer, som hun aldrig før havde stået i eller var blevet oplært i.

“Jeg kom bl.a. ind i en ferieperiode, hvor mange var væk, samtidig med at der var meget sygdom, så der var vildt travlt. På grund af mit studiejob på afdelingen tror jeg, at mange oplevede mig som et kendt ansigt på afdelingen og ikke tænkte over, at jeg var helt ny i faget. Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg begyndte at tælle med i normeringen, men det føltes som om, det var helt fra starten,” siger hun.

Selvom hun på papiret skulle have en fast makker på afdelingen i starten, så gik der på grund af travlhed ikke lang tid, før hun stod med patienter alene.

“Jeg nænnede ikke at sige, at jeg ikke kunne eller magtede det. Jeg kunne jo godt se, at de andre ikke havde tid til at oplære mig. Nu var jeg mødt ind, og så måtte jeg gøre det så godt jeg kunne. Så jeg fik egne patienter meget hurtigt.

Det gik så stærkt, og der var ikke tid til at stille en masse spørgsmål, det var ren brandslukning, hvor vi måtte bruge de hænder, der var,” fortæller Dina Jensen og uddyber:

“Den første måned jeg var på afdelingen, fik jeg højst frokost fem gange. Det er faktisk ret vildt, at der gik halvandet år, før jeg knækkede. Jeg tænkte slet ikke på mig selv i den periode, det handlede bare om at arbejde,” siger hun nu, hvor hun har fået perioden på afstand.

Hun husker det som en tid præget af stor usikkerhed.

“Du ved, at du har en masse huller i din viden, men du ved ikke, hvilken viden det er du mangler. Det er bare at krydse fingre og håbe på det bedste, og det er hverken patienter eller sygeplejersker tjent med. Vi vil så gerne gøre det godt, men der er ikke tid til at nå at snakke med en kollega om, hvad vi mangler, og hvad vi kan have overset. I stedet går man usikker hjem fra arbejde og tænker: Hvad har jeg overset? Hvad hvis der sker noget med patienten? Det er den største frygt,” siger Dina Jensen.

Ikke ressourcer til oplæring

Flere gange i løbet af interviewet understreger hun, at situationen ikke var med kollegaernes gode vilje.

“Det er ikke afdelingens skyld. Jeg holdt så meget af kollegaerne. Der er ikke en finger at sætte på dem. De er nogle af de dygtigste og mest professionelle sygeplejersker, jeg nogensinde har mødt. Men arbejdet var simpelthen så presset, at der slet ikke var tid til en ordentlig oplæring,” siger hun.

Det var ikke kun sidemandsoplæringen, der røg i travlheden. Også andre dele af introduktionen blev udsat.

“Én af de undervisningsdage som jeg skulle have i starten, blev jeg ikke sendt afsted på, for der var ikke tid til det. Jeg tror, at jeg nåede at være på afdelingen i halvandet år, før jeg fik den sidste undervisningsdag, som jeg burde have haft i starten. Brandkurset blev aflyst og hjertelungeredning blev udskudt to-tre gange,” genfortæller hun. Det kom dog ikke som et chok.

“Jeg var blevet mere overrasket, hvis jeg rent faktisk var kommet afsted, for der var så vanvittigt travlt i afdelingen. Men det gav en usikkerhed i de situationer, hvor jeg var i nattevagt med ét års erfaring og to kollegaer, som var helt nye. Jeg skulle være den erfarne. Hvis en patient får hjertestop i nat, hvad gør jeg så? Det var vildt utrygt.”

Rygdækning giver succesoplevelser

MUS-samtalen ledte til en stresssygemelding, men Dina Jensen vendte efterfølgende tilbage til afdelingen på fuld tid. I dag er hun flyttet til en anden del af landet og har derfor skiftet job.

“Nu er jeg startet nyt sted med tre måneders oplæring og evalueringer undervejs. Det er en kæmpe forskel. Jeg var ikke i tvivl om, hvilken dato jeg var ”frigivet” og skulle gå selv med egne patienter,” fortæller hun.

Derfor peger hun på ordentlig oplæring som et centralt element i at få en god start på livet som sygeplejerske.

“Det er lettere at gøre noget på egen hånd, når man ved, at man har nogen i ryggen, der følger op på det, man overser eller gør forkert. Det er nemmere at få succesoplevelser, hvis man ikke skal bekymre sig om alt det, man måske har glemt. Man vil jo ikke begå fejl med patienterne, det er jo dem, vi er der for at hjælpe,” siger hun.