Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Lederne: "Den gode introduktion er en investering, som koster penge"

Der er stor forskel på, hvor meget oplæring og introduktion nyuddannede sygeplejersker får. Det varierer mellem region og kommune, men også mellem afdelinger på samme sygehus. Området skal prioriteres højt, mener formændene for hhv. ledere og studerende i faget.

Sygeplejersken 2020 nr. 3, s. 30

Af:

Andreas Rasmusen, journalist

Irene Hesselberg
Irene Hesselberg, formand, Lederforeningen i Dansk Sygeplejeråd
Hvad er det vigtigste element i at give nyuddannede sygeplejersker en god start på arbejdslivet?
”En af de vigtigste elementer er, at man føler sig velkommen, og at man kan se, at der er gjort nogle tanker i forhold til ens introduktion på arbejdspladsen.
Jeg oplever, at alle nyansatte er topmotiverede for at gøre en god indsats på deres nye arbejdsplads. Den motivation skal vi som arbejdsgivere og kolleger fastholde fra dag et. Vi skal derfor i højere grad tænke på, hvad der giver mening for den nyansatte, i stedet for hvad der giver mening for os.”

Hvorfor er der stor forskel på, hvor meget oplæring de nyuddannede får?
”Hvis ikke organisationen som helhed prioriterer introduktionen højt, skaber det udfordringer for den enkelte leder. Samtidig er der stor forskel på de forudsætninger, der er for den gode introduktion i de forskellige afdelinger. Det kan være massiv personalemangel, mangel på erfarent personale som mentorer, tidspres, kompleksitet og meget andet.
Der hvor introduktionen lykkedes, er det mit indtryk, at organisationen har arbejdet med at få udarbejdet introduktionsforløb som ikke kun er 14 dage, men som strækker sig over mere end et halvt år og har set, at det er en investering, der er værd at gøre.”

Er der større behov for introduktionsforløb i dag end tidligere?
”Jeg tænker ikke, at behovet for introduktion har ændret sig. Behovet var der også dengang, men blev ikke italesat i samme høje grad som nu. Vi er blevet klogere på betydningen og har derfor et øget fokus, og det er godt.
Den gode introduktion er en investering som koster penge, men som kan betale sig på den lange bane i forhold til fastholdelse af personale, mindre sygefravær, bedre psykisk arbejdsmiljø og ikke mindst bedre kvalitet i pleje og behandling for patienter og borgere.”

Er uddannelsesstederne gode nok til at klæde sygeplejerskerne på til at starte i job efter endt uddannelse?
”Det er min oplevelse, at både uddannelsesstederne og arbejdspladserne har stort fokus på at klæde de færdiguddannede på til deres kommende job. Spørgsmålet er, om det er nok. Jeg tror at det både på uddannelsesinstitutionerne og på arbejdspladserne er vigtigt, via dialog, at fastholde fokus på hver sin rolle i opgaven.”