"Det menneskelige møde udfordrer og overrasker"

En patient kommer ind på skadestuen i Vejle med åndedrætsbesvær. Behandlersygeplejerske Metha Sørensen tager imod og går straks i gang med at registrere, vurdere og observere. Hvad kan det handle om? Er det en mindre ting, eller kan det være alvorligt?

Selv efter 30 år som behandlersygeplejerske på en skadestue kan Metha Sørensen stadig blive overrasket. Noget, der i begyndelsen synes at være fredeligt, viser sig at være livstruende. Andre situationer har det stik modsatte forløb.

“Uforudsigeligheden udfordrer mig. Hvert menneskelige møde med patienten er unikt, og det kan gå i alle retninger. Det kræver, at jeg folder hele min sygeplejefaglige viden ud, og jeg elsker den diversitet i mit arbejde,” fortæller Metha Sørensen.

Tryghed er individuel

35 år er der gået, siden Metha Sørensen blev færdiguddannet. 30 år har hun viet til skadestuen, hvor hendes fornemmeste opgave, som hun ser det, er at gøre hver enkelt patient tryg. Det gør man ved at bruge tid på at fornemme, hvad hver enkelt patient har brug for.

“Det kan være jeg skal fokusere på at være så informativ som mulig og tale et forløb igennem. Det kan være, der er brug for, at jeg tager over og tager ansvar. Tryghed er individuel, men det handler altid om at jeg skal udstråle ro og tilbyde et nærvær,” fortæller Metha Sørensen.

“Uanset om jeg sender dem hjem eller indlægger dem, og uanset om der er tale om en fod, der er brækket eller en forestående afsked med en pårørende, skal jeg give dem en følelse af, at de kan overskue deres nye situation,” siger Metha Sørensen.

“Gør jeg det, indgyder jeg håb,” fortæller Metha Sørensen.

Vaskeklude bliver til spøgelser

30 år bliver til et væld af møder med patienter. Nogle korte. Andre lange. Børn er en særlig gruppe, der skal mødes på en særlig måde for at blive trygge. Har barnet en flænge, der skal renses, tryller Metha Sørensen vaskekludene om til små spøgelser.

“Jeg prøver at dreje børnenes fokus over på legen, hvor jeg er en allieret, og vi sammen skal ordne spøgelserne,” forklarer Metha Sørensen.

Socialt udsatte eller hjemløse er en anden udfordrende gruppe.

“De har svært ved at være i rammerne og for eksempel vente på det bliver deres tur. Ligesom det kan være udfordrende for mig at overlade ansvaret for en forbinding til dem, for jeg kan reelt være i tvivl om, hvorvidt de kan drage omsorg for sig selv,” forklarer Metha Sørensen.

Faget kræver et større mod

Hun fortæller, at alle de menneskelige møder, hun har i skadestuen, er betydningsfulde. Men der er nogle møder, der fæstner sig mere på nethinden end andre. Som de mange forældre, der i 1980’erne kom løbende ind på skadestuerne med deres døde eller livløse spædbørn i armene.

“Det var et årti med rigtig mange tilfælde af vuggedød. Her var min fineste opgave at give forældrene mulighed for at tage ordentlig afsked. Lægge deres barn i kisten, lukke og til sidst køre med kisten,” fortæller Metha Sørensen.

Hun fremhæver i det hele taget de mange liv-og-død situationer, hun har stået i de sidste mange år, hvor faget til stadighed fordrer et større og større mod. Modet til at rumme det ubærlige. Modet til at sige de ting, man næsten ikke tør sige.

”Din far skal dø. Har du ikke lyst til at være hos ham?” At turde sige det. At turde være der med dem og rumme deres sorg. Det oplever jeg er vokset i nyere tid og blevet en central del af moderne sygepleje,” fortæller Metha Sørensen.

Vi tør sætte ord på døden

Hun oplever det særligt i den her tid. Under coronaen. Hun har kun sine egne og kollegers oplevelse at referere ud fra, men hendes klare fornemmelse er, at der for tiden er et usædvanligt højt antal mennesker, der ender på skadestuen som et resultat af et selvmordsforsøg.

“Vi er begyndt at spørge dem: “Havde du tænkt dig, at du skulle dø?” Det spørgsmål stillede vi ikke for 10-20 år siden. I dag tør vi sætte ord på det, vi tænker som sygeplejersker. Personligt synes jeg, det er den helt rigtige udvikling.”