Fire medlemmer: Nej eller Ja

"Vi må gå nye veje"

To gange ja til overenskomstaftalen fra Pernille Venzel Nielsen, sygeplejerske i akutteamet i Hillerød Kommune og tillidsrepræsentant.

"Jeg stemte ja første gang. Og det gør jeg igen. Vi får ikke noget ud af at strejke.

Den lønkamp, vi gerne vil have, kan vi ikke føre alene. Vi er nødt til at være flere, der står sammen og kæmper for et fælles løft.

Jeg synes, at vi har fået vækket politikernes interesse for Tjenestemandsreformen. Den bølge skal vi ride med på. I stedet for at bruge penge på at strejke skal vi bruge pengene på at nå bredere ud til befolkningen og fortælle, hvad problemerne er. Så de får øjnene op for, hvad vi laver, og for at vores løn ikke stemmer overens med det ansvar, vi har. Og de skal vide, at vi er pressede, fordi vi arbejder under urimelige forhold. Det har store personlige omkostninger, når vi begår fejl. For det går galt indimellem, og det går ud over borgerne. 

Derfor er det vigtigt, at DSR griber bolden nu og går nye veje. Så vi når ud til borgerne. Så vi kan få bredere opbakning til et opgør med Tjenestemandsreformen.

De kolleger, der stemte nej sidst, stemmer nej igen. I begyndelsen var jeg også i tvivl, men jeg startede med at stemme ja, og for mig er det det samme, vi stemmer om igen. 

At strejke er det kort, vi har til at vise vores utilfredshed. Men vi kan ikke bruge det til noget. 

Der bliver lavet nødberedskaber, hvor der nogle steder er næsten lige så mange på arbejde som normalt. Så kan man strejke og bruge en masse penge på det, til regeringen synes, det er for besværligt, og så kommer der bare et lovindgreb. 

Det er en forældet måde at gøre tingene på. Vi bliver nødt til at tænke nye tanker i forhold til, hvordan vi får vores krav frem i en mere moderne tid.”

"Ingen udsigter i at stemme nej igen" 

Derfor er Anja Thorslund, udskrivningskoordinator og fællestillidsrepræsentant i Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune, gået fra et nej til et ja.

"Jeg stemmer ja nu, fordi jeg ikke kan se nogen udsigter i at stemme nej igen. Vi kommer ikke tilbage til forhandlingsbordet, men direkte ud i en konflikt, som der ikke kommer noget godt ud af. En strejke vil dræne kræfterne hos dem, der er udtaget til strejke, og vores strejkekasse, og ellers kommer der et regeringsindgreb. 

Jeg stemte nej til OK21 i marts primært for at sende et signal om, at vi sygeplejersker i det hele taget er utilfredse med vores løn og med Tjenestemandsreformen. Jeg stemte med hjertet og forventede ikke at opnå det store ved et nej og ikke flere lønkroner.

Jeg plejer at stemme ja. Men denne gang stemte jeg nej. Nok er nok. Jeg ville være med til at sende et signal til arbejdsgivere og politikere. Vi bliver ikke hørt, men kostet rundt med. Under corona har sygeplejersker været superfleksible og ydet ekstra, uden at det er blevet belønnet.

Jeg er glad for, at jeg stemte nej, for det har skabt et kæmpe fokus, ligesom Tjenestemandstirsdag foran Christiansborg også har skabt et fokus, vi ikke har haft på samme måde før. Der er skabt en bølge, som jeg ikke tror stopper, og som bliver svær at komme udenom.

Der er mange, der siger, at man ikke kan stemme ja til noget, man er utilfreds med. Men jeg er stadig utilfreds med vores løn og utilfreds med resultatet og med, at vores arbejdsgiver ikke er villig til at give os noget mere og indgå nogle kompromiser, der vil gøre os tilfredse.

Jeg synes, Dansk Sygeplejeråd har kæmpet for os med næb og kløer.

I forhold til den politiske komité håber jeg, at der kommer noget godt ud af det. Det er godt, at et samlet FH (Fagbevægelsens Hovedorganisation) bakker op. Men jeg vil se det, før jeg tror det.”

"Hvad skulle være anderledes denne gang?"

Charlotte Nybo-Sørensen, sygeplejerske på Fælles Akutmodtagelse på OUH, stemmer nej igen.

"Jeg stemmer nej medmindre, der kommer noget nyt frem. Som jeg ser det, er der enten et kommunikationsproblem angående forliget, hvor det ikke er kommet ud til almindelige medlemmer, hvorfor det er anderledes denne gang, eller også er det bare håb.

Håb er lidt for lavt sat for mig. Især fordi vi i 2008 havde en kommission, uden at der skete noget. Hvad skulle være anderledes denne gang? Jeg har ikke set, at der er noget, der overhovedet ligner en håndsrækning. Jeg ser ingen penge, og jeg har ikke hørt noget fra hverken Mette eller Peter.

Hvis det bliver et nej, så håber jeg allermest, at de går tilbage til forhandlingsbordet og finder nogle penge til os. De har jo sagt, at der ikke kommer flere penge, men jeg tænker, at det er der. Vi kan jo se, hvor meget der bliver brugt på sommererhvervspakker og andet.

Det bekymrer mig, at de trækker strejken hen mod juni. Vi kommer væk fra en mulig tredje covid-bølge, og vi kommer tættere på en sommerferie, som er megavigtig for sygeplejersker. Det ved jeg, at mange vil sige, på ingen måde er optimalt. Jeg tænker, at der er noget taktisk i det. Det er jeg rigtig ærgerlig over. Jeg synes, at man skulle have rejst sig fra bordet og sagt, okay så strejker vi nu.

Jeg har fået nok. På alle niveauer – arbejdsmæssigt og i forhold til lønnen. Derfor har jeg sagt min stilling op og tager noget tid i Norge. 

Vi sagde ”Nok er nok” i 2018, og det er det i hvert fald også nu. Hvis de skal tage os seriøst fremadrettet, så skal vi stå fast. Jeg kunne godt tænke mig, at vi var en smule mere modige med DSR i front. Vi har et mål nu, og det er at få en lige løn, og så må det koste det, det gør. Vi må finde noget mere ligegyldighed frem i forhold til, hvad hr. og fru Jensen tænker.”

"Jeg stemmer nej. Igen."

Cheanne Clausen, sygeplejerske på medicinsk sengeafdeling på Sygehusenheden Ærø, stemmer nej. Hun er tilhænger af at lade den danske model udfolde sig.

"Den eneste gang, jeg har stemt ja til overenskomstforhandlingerne, var, da jeg var nyuddannet. Det var før, jeg fandt ud af, hvordan den virkelige verden hang sammen.

Jeg har arbejdet i forskellige regioner og har hen ad vejen opdaget, hvor meget der egentlig forventes af sygeplejerskerne, og uden at lønnen er noget, der kan forhandles. 

Arbejdsvilkår gør, at det er svært at få arbejdsliv og privatliv til at hænge sammen, når man skal være meget fleksibel på sit arbejde. Vi har i forvejen kun krav på at kende vores vagtplan fire uger frem. Men regionen kan stadig lave den om, endda uden at det koster noget særligt. Vi kan omlægges, inddrages, pålægges og indkaldes – og vi har ikke krav på at gå hjem, når vi har fri, medmindre vagten tillader det. Alt sammen til en pensionsgivende løn på 25.000 de første otte år. Hernæst stiger man til lige under 30.000 kr., næsten uagtet at du uddanner dig.

OK21 er min chance for at skaffe sygeplejerskerne en højere løn. 

Mæglingsforslaget har med “introdelen” fjernet fokus fra, at dette handler om vores oprindelige nej til lønrammen på 5,02 pct. Jeg er overrasket over at få den samme lønramme præsenteret igen. 

Oppositionen og regeringen siger, at vi skal benytte os af den danske model. Er man tilfreds med sin overenskomst, skal man derfor stemme ja. Men det er vores ret at stemme nej. Jeg tror, vi forventes at kæmpe for det, vi har kært. 

Jeg stemmer først ja til OK, den dag overenskomstforhandlingerne medfører en mærkbar stigning i en almindelige sygeplejerskes pensionsgivende løn.”