Opsporing og behandling skal ske i hverdagslivet

Som mange andre lande står Danmark over for en tsunami af diabetestilfælde i løbet af de næste årtier. Det vil koste samfund og patienter dyrt, lyder det fra bl.a. forskere, politikere og patientforeninger, som mener, der skal sættes ind med mere og bedre forebyggelse, opsporing og behandling.

Udviklingen bliver af nogle beskrevet som en potentiel bombe under det danske sundhedsvæsen, og den tilskrives bl.a. længere levealder, bedre behandlingsmuligheder og ikke mindst usund livsstil – mange danskere motionerer simpelthen for lidt og spiser forkert samt ryger og drikker for meget. 

Tsunami eller ej – diabetes er allerede en af Danmarks otte folkesygdomme. I dag estimeres det, at omkring 270.000 danskere har diabetes, hvoraf ca. 239.000 er diagnosticeret med type 2-diabetes (2). Derudover har flere tusinde borgere sygdommen uden at vide det. Nogle forskere anslår, at det såkaldte mørketal er omkring 60.000, andre, som f.eks. Diabetesforeningen anslår, at helt op til 200.000 danskere går uvidende rundt med diagnosen. Og i en ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed estimerer forskerne, at alene antallet af danskere med type 2-diabetes vil vokse drastisk til omkring 430.000 forventede tilfælde i 2030 (3).

Udviklingen tydeliggør behovet for regeringens og satspuljepartiernes nye nationale handlingsplan for diabetes, som offentliggøres i løbet af dette efterår. Planen har overordnet til formål ”at styrke kvaliteten i indsatserne og understøtte sammenhæng i forløbet for mennesker med diabetes og deres pårørende” (4). Til det formål er der afsat 65 mio. kr. i årene 2017-2020. 

Svingende tilbud og indsats

Sygeplejerske Helle Terkildsen Maindal er en af Danmarks førende forskere inden for sundhedsfremme og forebyggelse af type 2-diabetes. Også hun mener, at der er behov for at styrke kvalitet og sammenhæng i både forebyggelse og behandling af diabetes og hilser den kommende afløser for den gamle handlingsplan fra 2003 velkommen.

”Det er glædeligt, at man fra centralt hold tager fat om problematikken. Type 2-diabetes har store konsekvenser både samfundsøkonomisk og for patienterne og deres familier. Behandlingen i Danmark er som udgangspunkt god, men kan blive bedre især i almen praksis og på kommunalt niveau, hvor tilbud og indsats kan variere fra kommune til kommune,” siger Helle Terkildsen Maindal og peger på patientskoler som eksempel. 

”Alle kommuner skal ifølge Sundhedsloven tilbyde patientundervisning, men der stilles ikke krav til undervisningens kvalitet fra centralt hold. Nogle kommuner har f.eks. ikke nok diabetespatienter til et hold eller heller ikke undervisere, der specifikt ved noget om diabetes. Så bliver undervisningen gennemført for alle patienter med kroniske sygdomme, hvilket kan resultere i varierende kvalitet. Kommunerne gør deres bedste, men tilbuddene er forskellige og rammer ikke alle, hvilket kan skabe en unødig ulighed,” siger hun.

Behandling i primær sektor

I det faglige oplæg (4) til den kommende handlingsplan kredser Sundhedsstyrelsen om tre indsatsområder, bl.a. styrkelse af forebyggende og opsporende indsatser samt en indsats for at løfte og udbrede eksisterende indsatser, retningslinjer og tilbud for at sikre høj kvalitet i hele landet. Indsatsområder, som forskeren finder helt relevante at fokusere på: 

”Det er vigtigt, at handlingsplanen bliver bygget på det korrekte epidemiologiske grundlag og ikke mindst på, hvad der er evidens for i forhold til opsporing, risikogrupper, sundhedsfremme, pleje og behandling.”

Midt i august annoncerede sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) desuden, at en fjerdedel af de omkring 400.000 årlige behandlinger af patienter med KOL og type 2-diabetes bør flyttes fra sygehusene til det nære sundhedsvæsen. Det giver god mening, siger Helle Terkildsen Maindal: 

”Type 2-diabetes skal langt hen ad vejen behandles i patienternes hverdagsliv. Sygeplejersker har om nogen kompetencerne til dette, de er dygtige til at tage vare om det hele menneske og har gode forudsætninger for at lave sundhedsfremmende indsatser. Men det kræver, at de er fagligt opdaterede på området og ikke mindst, at de kommer i spil. Jeg vil derfor gerne advokere for flere sygeplejersker i almen praksis og primær sektor.”