Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Patientens pusterum

Sygeplejerskerne har et godt samarbejde med kræftrådgivningerne. Det er ikke direkte sygepleje, men en ekstra dimension i arbejdet og kan være et supplement til den behandling, vi giver, siger oversygeplejerske Merete Bech Poulsen, Odense Universitetshospital.

Sygeplejersken 2015 nr. 9, s. 38-39

Af:

Birgit Brunsted, journalist

arkitektur_2
Attribution 
Foto: Nils Lund Pedersen
”Vi har altid haft et godt samarbejde med kræftrådgivningen, også da de lå inde i Odense. Men det er meget nemmere at samarbejde, når vi bor på samme matrikel,” siger oversygeplejerske på onkologisk afdeling, OUH, Merete Bech Poulsen. 


Nærheden til hospitalet gør det lettere og mere overkommeligt for kræftpatienter at søge rådgivningen. Men det kræver et godt samarbejde og et tillidsfuldt forhold hospital og rådgivning imellem.

”Vi har altid haft et godt samarbejde med kræftrådgivningen, også da de lå inde i Odense. Men det er meget nemmere at samarbejde, når vi bor på samme matrikel,” siger oversygeplejerske på onkologisk afdeling, OUH, Merete Bech Poulsen, som har arbejdet med kræftpatienter i mange år. Hun er godt klædt på med en diplomuddannelse i ledelse i sundhedsvæsenet, en master i organisationspsykologi og er uddannet som psykodynamisk coach.

Træningsprogram for kræftpatienter
Bl.a. står en fysioterapeut og en sygeplejerske fra kræftafdelingen for et seks ugers træningsprogram, ”Krop og Kræft”, for kræftpatienter, der er i kemoterapi, i træningssalen i Livsrum.

”Man ved, at patienter i kemoterapi får det bedre og bliver mindre trætte, hvis de træner,” siger Merete Bech Poulsen.

”Men der kommer også mange brugere, der trænger til et pusterum, når de ligger på hospitalet eller går til undersøgelser og behandling, og de er jo herude alligevel. Det betyder også noget, at arkitekturen og indretningen af Livsrum er indbydende og overhovedet ikke hospitalsagtig.”

Personalet på kræftafdelingen sørger for at informere patienterne om, hvad Livsrum kan tilbyde, og har også elektroniske informationstavler om tilbuddet.

De svære mænd
Merete Bech Poulsen oplever ikke samarbejdet med Livsrum som en videreførelse af sygeplejearbejdet, men som et supplement til hospitalsbehandlingen.

”Livsrum er et sted, hvor patienten kan gå hen og få noget andet. Dér kan de bare være i rummet eller få samtaler med rådgiverne. Det er ikke sygeplejefagligt, men det er en ekstra dimension, og i nogle sammenhænge kan det gøre selve sygdomsforløbet lettere at bære, f.eks. også gennem psykologsamtaler.”

”Jeg hører en del af patienterne sige, at de har glæde af at være sammen med ligestillede og dele deres erfaringer. Som sygeplejerske og læge kan du ikke sætte dig præcis i den situation at være kræftpatient, hvis du ikke har prøvet det selv,” siger Merete Bech Poulsen.

”Der er andre patienter, som siger ”fri mig, jeg vil hellere være sammen med raske mennesker”. Men tilbuddet er der, og man kan vælge fra eller til, der er ikke noget pres. Livsrum har også en mandeklub, og mændene kan jo være svære at få fat i. De har ikke så meget lyst til at snakke, men vil hellere foretage sig noget andet sammen. De vil ikke sidde i rundkreds som kvinderne, men måske tage på fisketur eller spille billard. Den del har vi svært ved at fange på hospitalet.”

Lys, luft og ro

Principperne for indretningen af en helende bygning er, at hver eneste sygestue, patientområde, arbejdsrum, personalets arbejdspladser og gangarealer skal være indbydende og bære præg af, at designerne med farver lys, lyd, kunst, gulvmaterialer og overflader fremmer kvaliteten af patienternes pleje, styrker immunforsvaret og påvirker de pårørendes og personalets positive oplevelse. Et helende miljø defineres ved:

  • Eneværelser til alle patienter betyder mere privatliv, bedre kommunikation med plejepersonalet, færre hospitalsinfektioner, mindre stress for patient og pårørende.
  • Rene hænder er nøglen til at hindre hospitalsinfektioner. Der skal være lettilgængelige håndvaske og håndsprit på alle patientstuer.
  • Forbedret luftkvalitet. God ventilation og luftfiltre øger patienternes velbefindende og nedsætter antallet af infektioner.
  • Støj er stressende. Lydabsorberende loftsbelægning og gulvbelægning hjælper både patienter og personale.
  • Dagslys og udsigt til grønne områder mindsker depression og nervøsitet, nedsætter behovet for smertestillende midler og fremmer god søvn og en normal døgnrytme. Dårlig belysning øger også risikoen for medicinfejl. 
  • Udsigt til grønne omgivelser, natur eller haver reducerer stress og letter smerter.
  • Kunst kan give følelsesmæssige oplevelser og distrahere de syge fra patientrollen. Kunst skal være en integreret del af hospitalets design.
  • Det skal være let at finde vej på et hospital, både for patienter og deres pårørende. Der skal være klare og forståelige kort og anvisninger og tydelig identifikation af de forskellige rum.

Dette tema består af følgende artikler: