Sygeplejersken
Litteraturen er et instrument
Byt for en stund triagering ud med Tove Ditlevsen, brug lidt tid på Pia Tafdrup i stedet for Pro-medicin, og udforsk begrebet håb med Helle Helle. Sygeplejersken er taget med til undervisning i kurset Narrativ Medicin, hvor skønlitteraturen er et redskab til at forbedre kommunikation og interaktion – både med patienter og kolleger.
Sygeplejersken 2019 nr. 7, s. 52-53
Af:
Maria Kræmer, journalist
På Syddansk Universitet indretter et hold sundhedsfaglige kandidater sig til dagens undervisning. Her er kaffe i to go-kopper, sms-beskeder, der skal tjekkes, og en stigende summen lyder blandt de studerende. Kort efter befinder vi os på en hospitalsstue.
Der sidder vi med en dement mand i tyndslidte hospitalssokker og hans to børn i knastør stilhed. Scenen er fra Pia Tafdrups digt ”Min brors øjne”, og professor fra Institut for kulturvidenskaber, Peter Simonsen, læser digtet op med en høj og dyb stemme.
De 30 sundhedskandidatstuderende skal nemlig ikke undervises i biostatistik eller sundhedsjura, i dag er der metaforer og billedsprog på tavlen.
Kæmper med metafor
Pia Tafdrups digt nærlæses i grupper af 2-3 studerende, og dagens tema, pårørendeperspektivet, udforskes gennem fire spor: stemme, tid, metafor og rum. I et hjørne af det store undervisningslokale sidder et par kvinder bøjet over deres bøger.
”Jeg kan simpelthen se det for mig, de der tyndslidte sokker, og det bare udtryk. Jeg forestiller mig en seng og en stol på en enmandsstue,” siger Trine Borglit og gestikulerer med den ene hånd, mens den anden vender siden.
- Kurset består af seks undervisningsgange, hvor de studerende kan blive bedre til at fortolke patienter og borgeres signaler og se kompleksiteten i relationer gennem skønlitteratur.
- Kurset benytter den litteraturvidenskabelige metoder nærlæsning og kreativ skrivning.
- Kurset er obligatorisk for medicinstuderende ved Syddansk Universitet og tilbydes som valgfag på den sundhedsfaglige kandidatuddannelse.
Sygeplejerskerne Trine Borglit og Stine Zeberg-Theisen er ved at tage en kandidat i klinisk sygepleje, men lige nu kæmper de med den metafor, der dukker op i digtets sjette linje.
”Krateret følger jo efter en eksplosion, og eksplosion er, at faderen lige har sagt ”I slår mig vel ikke ihjel?” Den sætning er trykbølgen,” foreslår Stine Zeberg-Theisen.
Digtet er en anden indgangsvinkel til pårørende til demente og den dementes autonomi, end man er vant til i sundhedsvæsnet.
Nye perspektiver
De to sygeplejersker mener, at undervisere fra en anden disciplin bidrager med helt nye perspektiver på sygeplejen.
”Vi vil jo gerne sige, at vi handler og ser situationen fra patientens og de pårørendes perspektiv, men jeg kunne godt sætte spørgsmålstegn ved, hvor meget vi egentlig gør det. Det kan man tale med andre sundhedsprofessionelle om, men at tale med nogle, som egentlig interesserer sig for litteratur, det giver et helt andet perspektiv, for de kan noget med ord, analyser og perspektiver, som vi andre måske ikke helt kommer i nærheden af,” forklarer Trine Borglit.
At læse digte og noveller sammen med andre sundhedsprofessionelle bidrager også til at anskue situationer på en ny måde.
”Vi er uddannede til hele tiden at se ting fra en andens synsvinkel, og ét er at tale om at gøre det på et teoretisk plan, men i de her timer gør vi det. Vi gør det på to niveauer, vi ser de forskellige perspektiver i de skønlitterære tekster, men i klasserummet har jeg en fortolkning og en mening om teksten, men så hører jeg andres, som kan være helt anderledes. Så indser man: Nå ja, sådan havde jeg slet ikke tænkt det,” fortæller Stine Zeberg-Theisen.
Digte til personalemødet
Et er at have god tid til at fordybe sig i et digt som en del af et kursus, men kan litteraturen komme med ud af undervisningslokalet og med ind på arbejdspladserne? Det har Trine Borglit og Stine Zeeberg-Theisen også reflekteret over.
”Jo mere man læser og får nogle teoretiske værktøjer til at arbejde med, desto bedre bliver ens forudsætninger for at være nysgerrig på andre, reflektere og udforske deres verden, men det er bare et kørekort. Sidste undervisningsgang spurgte jeg, om det var noget, vi kunne tage med os ud, måske lave historiefortællinger sammen med vores kollegaer? Det synes jeg faktisk godt, vi kan. Jeg synes faktisk, det er hammervigtigt at træne evnen til at være nysgerrig på, hvad patienten tænker og oplever,” fortæller Trine Borglit.
”Der skal også være en kultur på arbejdspladser, hvor der er rum til at anskue tingene forskelligt og frit. Der kan jo godt være en bestemt kultur på arbejdspladser, at her gør vi tingene på en bestemt måde. Sådan har vi gjort i mange år, og det bliver vi ved med. Så det kan godt blive en udfordring, men jeg håber virkelig, at vi kan tage det med os,” supplerer Stine Zeberg-Theisen.
Dagens undervisning er ved at være ovre. Peter Simonsen forsøger at samle op på de studerendes tanker om digtet, og han må skrive hurtigt for at få alle nuancerne på tavlen. Pia Tafdrups digt har ansporet mange tanker hos de studerende. Det afføder en betragtning fra underviseren:
”Tænk på litteraturen som et instrument, som en teknologi, man kan anvende, men uden helt at vide, hvad den gør på forhånd. Man kan ikke tage en puls med litteratur. Man kan ikke bruge den som lift, men hvis man bruger sin litterære fantasi, så er det jo et instrument til at lytte med og tælle menneskerytmer, og den kan løfte folk i overført betydning.”
Læs også i dette nummer af Sygeplejersken: