Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

”Parterne har været galvaniseret omkring uligeløn siden ’69 ... Det er også derfor, politikerne skal på banen”

Perspektiv 5/5: "Politisk ansvar". ”De seneste 50 år har vist, at arbejdsmarkedets parter ikke kan bane vej for lige løn for lige arbejde. Derfor skal politikerne træde til,” siger professor emeritus Henning Jørgensen, der har fulgt udviklingen på arbejdsmarkedet et helt arbejdsliv.

Sygeplejersken 2022 nr. 1, s. 30-32

Af:

Marianne Bom, journalist

25

Siden 1969 har sygeplejerskerne strejket mange gange for ligeløn. Første gang var i 1972 i protest mod lønindplaceringen i Tjenestemandsreformen i 1969. I 2021 var det femte gang. Hvad kom der ud af det?

”Der kom det ud af strejken i 2021, at sygeplejerskerne igen fik ligeløn på dagsordenen, og ifølge opinionsmålingerne havde de opbakning i befolkningen. Men den politiske dagsorden var fyldt op med andre ting. Så her i slutningen af året er det for tidligt at sige, hvad det egentlige resultat af konflikten er,” siger Henning Jørgensen, professor emeritus fra Aalborg Universitet.

”Men det kan godt være, at konflikten i 2021 får mere langtrækkende konsekvenser end de tidligere. Det er i hvert fald forkert at sige, at den kun var et nederlag. Sygeplejerskerne har taget en for holdet, for ligelønssagen angår også de andre kvindedominerede fag.”

Samtidig må sygeplejerskerne erkende, at de historisk har fået forholdsvist lidt ud af at strejke. 

”Noget har man da fået, men ikke ligeløn,” siger Henning Jørgensen. 

I 1995 førte en konflikt f.eks. til, at sygeplejerskerne fik 1,2 pct. mere end alle andre, efter de fik nedsat et udvalg, der granskede ansvar, kvalifikationer og løn. 

”Det viser, at noget kan lade sig gøre, når man får dokumenteret sine kompetencer,” påpeger Henning Jørgensen.

Men siden har det holdt hårdt for sygeplejerskerne at få politikerne og de mere vellønnede kolleger i fagbevægelsen med på at granske tal og kompetencer. I 2010 endte en lønkommission ifølge Henning Jørgensen med at ”bortforklare” ligelønsproblemet, og den kommende lønstrukturkomité har han små forventninger til. For her sidder arbejdsmarkedets parter, der i forvejen ikke har løst ligelønsproblemet, og nogle økonomer, som ikke er kendere af arbejdsmarkedet. 

Parterne er dyppet i zink

Efter fem faglige kampe er det nu til fulde dokumenteret, at ligeløn ikke bliver indført ved forhandlingerne om overenskomster i det offentlige, mener Henning Jørgensen. Reelt har ”parterne været galvaniserede omkring uligeløn siden ’69”. Billedligt talt er de blevet dyppet i flydende zink og har dannet en overflade, hvor al påvirkning udefra preller af. 

”I det nuværende forhandlingssystem betragter de faglige organisationer lønforhandlingerne som et nulsumsspil, hvor hver spiller kun kan vindes på bekostning af andre. Derfor sker der ikke noget her, som ændrer på løndiskriminationen. Parterne er galvaniserede. Både derfor, og fordi politikerne selv har lavet lønindplaceringerne, skal politikerne på banen,” siger Henning Jørgensen.

Det hele bliver kun værre af, at det reelt ikke er arbejdsgivere, men politikere, som sygeplejerskerne og de andre offentligt ansatte forhandler med. Den danske model bygger ellers på, at lønmodtagere og arbejdsgivere selv regulerer forholdene på arbejdspladserne. Politikerne holder sig ude. 

”På det offentlige arbejdsmarked lader politikerne som om, de kan lege arbejdsgivere uden at være politikere, men det kan de jo ikke. Det er politikerne, der både er arbejdsgivere, lovgivere og lægger budget,” siger Henning Jørgensen.

I strid med menneskerettighederne

Så den varme kartoffel ligger hos politikerne, der ifølge Henning Jørgensen er nødt til at finde måder at leve op til de aftaler, de har tilsluttet sig: om menneskerettigheder, ligelønsbestemmelsen i FN’s internationale organisation ILO fra 1951 samt EU's ligelønspolitik og direktiver.

Lige siden 1969 har politikerne vidst, at de kvindedominerede fag var for lavt indplaceret, viser forskning fra Institut for Menneskerettigheder og historiker Astrid Elkjær Sørensen fra Aarhus Universitet. 

Lønhierarkiet i det offentlige var en politisk beslutning, og politikere erkendte for 50 år siden, at fejlene skulle rettes. Men siden har hierarkiet været stort set fastlåst, og i 2020 meldte Institut for Menneskerettigheder ud, at det er i strid med menneskerettighederne, at der ikke er lige løn for lige arbejde og arbejde af samme værdi på det offentlige arbejdsmarked. Der er behov for en ligelønsreform, lød konklusionen. 

Vore dages politikere er under pres, mener Henning Jørgensen. I hans fortolkning medvirkede sygeplejekonflikten og det efterfølgende regeringsindgreb til, at Socialdemokraterne gik tilbage ved regions- og kommunalvalget i november 2021. Og de ekstra penge, som i slutningen af 2021 er på vej til sygehusvæsenet, er også delvist et resultat af sygeplejestrejken. 

Opløs de brede forhandlingsfællesskaber

Ligesom Danmark har en klimaplan, skal politikerne lave en plan for ligeløn, og de er nødt til at udmønte den med særbevillinger til de kvindedominerede fag. Bevillinger, der bliver holdt uden for den såkaldte reguleringsordning, som ellers ville skrue de offentlige lønninger tilbage igen. 

Men også fagforeningerne og deres medlemmer må bane vej for mere fair lønninger. De skal opløse de brede forhandlingsfællesskaber, der findes i dag, hvor mange forskellige fag forhandler sammen.

Meget taler for, at der kommer en mere fair løn til de enkelte fag, hvis forhandlingerne i stedet organiseres som i Norge, hvor beslægtede arbejdsområder forhandler løn og vilkår sammen. Det kan f.eks. være fællesskaber inden for uddannelse, det pædagogiske område og sundhed, foreslår Henning Jørgensen. Samtidig vil det fremme fair lønninger at give slip på den gængse opfattelse af, at det alene er uddannelsesniveau, der skal bestemme lønniveau og lønrelationer. 

To do-liste for ligeløn

Henning Jørgensens forslag til politisk og fagpolitisk handling for at opnå ligeløn:

  • Læg en langsigtet ligelønsplan med fastsatte mål – akkurat som Danmark har en klimaplan ud i fremtiden med mål for CO2-udledninger.
  • Udvid ligelønsloven med nye krav. F.eks. skal hver enkelt offentlige arbejdsplads certificeres, rapportere tiltag for ligeløn og have planer for, hvor meget ligelønsgabet skal reduceres hvert år.  
  • Lav særbevillinger til de kvindedominerede fag, der ikke har ligeløn. Og giv pengene uden om den såkaldte reguleringsordning, der ellers ville skrue forbedringerne tilbage igen eller reducere lønnen i andre fag.
  • Etablér et analyse- og forskningsinstitut for arbejdsmarkedet, der bl.a. kommer med input forud for overenskomstforhandlingerne til, hvor langt vi er med ligeløn. 
  • Opløs de kendte forhandlingsfællesskaber i det offentlige, der går på tværs af arbejdsområder. I stedet skal man forhandle i grupper inden for samme arbejdsområde, f.eks. uddannelse, det pædagogiske område og sundhed. Og løn skal gives som fortjent ift. kvalifikationer, kompetencer og ansvar – og ikke ift. uddannelse og uddannelseslængde.