Har vi de rigtige oplysninger om dig?
Når vi har korrekte oplysninger om dig, kan vi bedst sørge for, at du får relevant hjælp og information fra DSR.
Sygeplejersken
Pensioneret og tilbage på arbejde igen
Kirsten Flink valgte at gå på pension i en alder af 61 år. Men efter et par år spurgte en tidligere leder hende, om hun ville arbejde igen. Hun er nu tilbage og har selv haft stor indflydelse på arbejdstid og løn.
Sygeplejersken 2022 nr. 10, s. 52-53
Af:
Laura Elisabeth Lind, journalist
Der var gået et par år. Kirsten Flink nød tiden og friheden til selv at bestemme, hvad hverdagen skulle bringe. Der var tid til at læse bøger. Hun kunne se de venner og sygeplejekolleger, der arbejdede i skiftende vagter og havde fri i dagtimerne. Under corona var der tid til at give en hånd med, når familien havde brug for hjælp til at passe børn. Og der var masser af planer om forskellige fritidsinteresser.
Men så ringede telefonen en dag i starten af maj 2022. Det var funktionslederen fra Kirsten Flinks seneste job i distriktspsykiatrien i København. Den tidligere leder arbejdede nu som afdelingssygeplejerske i distriktspsykiatrien i Slagelse. Ligesom mange andre steder var der nok at se til. Mange patienter, for lidt personale.
“Hun spurgte mig, om der var nogen mulighed for, at jeg kunne overveje, om jeg ville starte igen. De kunne ikke rekruttere nok sygeplejersker til de stillinger, der var ledige. Jeg kunne godt høre på hende, at de var meget pressede. Så afdelingssygeplejersken ville tage imod det, jeg ville kunne tilbyde.”
Berørt af situationen
De besluttede, at Kirsten Flink skulle tænke over det hen over weekenden. Om hun var klar til at give en hånd med igen, nu hvor hun efter 41 år som sygeplejerske og afdelingssygeplejerske i Region Hovedstaden ellers var færdig med at trække i arbejdstøjet.
“Jeg havde besluttet at pensionere mig selv. For jeg syntes, jeg havde ydet mit bidrag i sundhedsvæsenet. Jeg nød at have tid til selv at råde over min egen tilværelse. Men jeg var også interesseret i at se, hvordan psykiatrien er i en anden region. Og først og fremmest var jeg berørt af at høre om situationen. For det betyder, at der er mennesker, som ofte er nogle af samfundets mest sårbare, der ikke får den hjælp, støtte og behandling, de bør have,” siger den 63-årige sygeplejerske, der til dagligt bor i Hvidovre.
Kirsten Flink har bl.a. arbejdet 30 år i psykiatrien, herunder en lukket psykiatrisk afdeling, psykiatrisk skadestue og de sidste 10 år i et psykiatrisk ambulatorium. Så tankerne om borgere, der måtte vente på relevant behandling, var i den grad med i overvejelserne om at vende tilbage i arbejde. I løbet af weekenden nåede hun frem til en beslutning.
“Jeg sagde, at jeg gerne ville ansættes et halvt år i et vikariat, at jeg ville arbejde tre dage om ugen fra kl. 8-16, og så ville jeg gerne ned og se stedet. Og her sagde jeg, at jeg ville have min løn med fra mit sidste arbejde i København, svarende til 24 timer. Hvis ikke jeg fik den løn, så kom jeg ikke.”
Lind strøm af patienter
Kirsten Flinks ønsker blev imødekommet. Hun har været tilbage på arbejde siden den 23. maj.
“Jeg blev modtaget med meget stor imødekommenhed og stor tak for, at jeg ville komme og hjælpe. Man kan godt mærke, at vi er i en periode nu, hvor der er for få til at behandle de mange patienter, der henvises i en lind strøm.”
Der er to vakante stillinger i distriktspsykiatrien i Slagelse. Og ifølge Kirsten Flink er det blevet sværere at rekruttere til psykiatrien. I hvert fald, hvis man ser på billedet, hun kender fra Region Hovedstaden:
“I de år jeg har været i psykiatrien, havde vi altid ansøgninger til ledige stillinger. Jeg valgte selv at søge over i distriktspsykiatrien, fordi det var en anden måde at udøve specialet på end på sengeafdelingerne. Men jeg tror, at ambulatoriearbejde er mere attraktivt for en del sygeplejersker. For det er vagt- og weekendfrit. På den måde er det normalt et attraktivt arbejde, som passer til manges familieliv.”
Læs også i samme tema: