Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

”Nu spørger vi forældrene, hvordan barnet har det”

For bare 50 år siden var sygeplejersker primære omsorgspersoner for et for tidligt født barn og derfor bedst til at svare på, hvordan barnet havde det. I dag er den rolle i høj grad overtaget af forældrene, som straks bliver inddraget i omsorgen for og plejen af det for tidligt fødte barn.

Sygeplejersken 2024 nr. 1

Af:

Christina Sommer, Journalist

62490055

Foto:

Nikolai Linares

Hamza kom til verden i uge 24 sammen med sin tvillingebror, der desværre døde tre dage efter fødslen. Sammen med sin mor, Gulsoom Kazimi, har han tilbragt de første mange måneder af sit liv på Rigshospitalets Afdeling for Intensiv behandling af Nyfødte og Mindre Børn.

Fokus på partnerskab og relationer med forældrene. Det er i dag vigtige opgaver for sygeplejersker på landets neonatal-afdelinger, hvor de side om side med de instrumentelle og ofte meget komplekse opgaver gør alt for at involvere forældre og andre nære relationer så meget som muligt i omsorgen for og plejen af for tidligt fødte og syge nyfødte børn.

Et af de børn er Hamza. Han er født i uge 24 og har sammen med sin mor, Gulsoom Kazimi, været indlagt på Rigshospitalets Afdeling for Intensiv Behandling af Nyfødte og Mindre Børn siden den 7. august 2023. Hans far, Mohammad Hussain, kommer på besøg dagligt og tager storesøster og storebror med i weekenderne.

Anderledes så det ud for 50 år siden. Her var sygeplejerskerne de for tidligt fødte børns primære omsorgspersoner og skulle groft sagt blot sikre, at børnene var varme, mætte og rene, så infektioner kunne undgås. Og bare 30 år tilbage i tiden kunne forældre kun komme på besøg på Rigshospitalets neonatal-afdeling, hvis sygeplejerskerne vurderede, at der var mulighed for og tid til at tage imod dem.

Det fortæller klinisk sygeplejespecialist og forsker, Ragnhild Måstrup, og chefsygeplejerske Sanne Allermann Beck, da Sygeplejersken møder dem på Rigshospitalet i december 2023 til en samtale om neonatal-sygeplejens udvikling. Anledningen er udstillingen ”En svær begyndelse. For tidligt født i sygeplejens hænder”, der åbner på Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding den 1. februar 2024.

Ragnhild Måstrup og Sanne Allermann Beck har begge arbejdet med for tidligt fødte og syge nyfødte børn langt størstedelen af deres karrierer, som begyndte i hhv. 1990 og 1995. De har derfor selv oplevet en stor del af neonatal-sygeplejens udvikling. Sanne Allermann Beck uddyber:

”I dag kan vi rigtig meget med teknologiens hjælp, og mange neonatal-sygeplejersker har som jeg også specialuddannelsen i intensiv sygepleje. Jeg er især optaget af at initiere den proces, hvor forældrene går fra at opleve sig som en outsider eller besøgende til en aktiv og vigtig medspiller – til at blive og være den vigtigste omsorgsgiver for deres barn.”

Ragnhild Måstrup tilføjer:

”Tidligere var det os, der varetog plejen af barnet, og så kunne forældrene komme og spørge, hvordan barnet havde det. I dag er det os, der spørger forældrene, hvordan barnet har det, når vi møder ind i vagt.”

 

62520890
"Mange neonatal-sygeplejersker har som jeg også specialuddannelsen i intensiv sygepleje."
Sanne Allermann Beck, chefsygeplejerske, Afdeling for Intensiv Behandling af Nyfødte og Mindre Børn

En svær begyndelse

  • Udstillingen ”En svær begyndelse. For tidligt født i sygeplejens hænder” åbner officielt den 1. februar 2024 på Dansk Sygeplejehistorisk Museum, Fjordvej 152, 6000 Kolding.
  • Museet har åbent fra tirsdag-søndag kl. 11.00-16.00, med afvigelser i skoleferier. Læs mere på museets hjemmeside www.dshm.dk