Forebyggelse af sengelejekomplikationer er kompleks sygepleje

Tromber og tryksår. Kontrakturer og pneumonier. Det er bare nogle af de komplikationer, der kan støde til, når man må holde sengen ved sygdom.

Mennesket er ikke skabt til at ligge ned i længere tid, og især ældre patienter risikerer at blive endnu mere syge og i værste fald at dø, når først de ligger i sengen på hospitalet eller i egen bolig.

De ældre har ofte flere konkurrerende sygdomme og er tit svækkede, når akut opstået sygdom, traume eller planlagte operationer resulterer i sengeleje i kortere eller længere tid. Det samme gælder for patienter med parese eller paralyse (delvis eller hel lammelse, red.).

Det ufrivillige sengeleje går ofte hånd i hånd med immobilitet i større eller mindre grad, hvilket igen kan have store konsekvenser for patienternes evne til at få opfyldt helt fundamentale behov som mad og drikke, bevægelse og respiration. Det er få af de i alt 14 almenmenneskelige behovsområder, som den amerikanske sygeplejerske og forsker Virginia Henderson definerede tilbage i 1960 (1), og som også danske sygeplejersker lige siden er blevet uddannet til at tage ansvar for. Det fortæller Ingrid Poulsen, sygeplejerske, ph.d. og forskningsleder på Klinik for Højt Specialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade ved Rigshospitalet:

”Sygeplejersker har et stort ansvar for at forebygge, at patienten erhverver sig sengelejekomplikationer under immobilitet. De fundamentale behov er og har altid været sygeplejerskernes ansvar, men der er en tendens til, at andre faggrupper har fået uddelegeret flere af områderne,” forklarer Ingrid Poulsen.

Uddelegeringen kan skyldes sygeplejerskemangel, men også at sygeplejen i både Danmark og internationalt er blevet mere specialiseret og opgavefokuseret de senere år (2,3).
Mange steder har sygeplejersker for travlt til at etablere den vigtige relation med patienten, hvilket kan resultere i, at hjælp til toiletbesøg, personlig pleje og måltider ikke ses som rehabiliteringsaktiviteter i sig selv, men blot som opgaver, der skal udføres, men ikke altid nås i en fortravlet hverdag (2,3).

Det kommer bl.a. til udtryk i, at mange patienter stadig udvikler tryksår (4) eller pådrager sig urinvejsinfektioner (5) under indlæggelse til trods for, at begge tilstande i mange tilfælde kan forebygges (4,5).

Udviklingen må dog ikke hindre sygeplejersker i at gå forrest i forebyggelsesarbejdet, pointerer Ingrid Poulsen. Flere undersøgelser viser, at det lige præcis er den såkaldte fundamentale sygepleje, der betyder forskel på liv og død:

”Tag nu sammenhængen mellem dårlig mundhygiejne og pneumoni, som kan føre til døden for en i forvejen svækket person. Her er det jo vist, at man med en enkelt intervention kan forbedre patienternes mundhygiejne og derved forebygge pneumoni (6,7),” siger Ingrid Poulsen og henviser også til, at sengelejekomplikationer medfører betydelig nedsat livskvalitet for mange patienter og koster samfundet dyrt i længere indlæggelsestider, udgifter til genoptræning m.m.

Ikke simple opgaver

For at afdække nyeste viden og evidens om sygepleje til den immobile patient og forebyggelse af sengelejekomplikationer har Fag&Forsknings journalist sammen med kliniker Pina Kunstek mødt Ingrid Poulsen til en samtale om emnet.

”Nogle sygeplejersker finder ikke meget prestige forbundet med fundamental sygepleje og misforstår det og tænker, at ”det er ikke noget særligt, det kan alle udføre”,” siger Ingrid Poulsen og uddyber:

”I et af vores forskningsprogrammer arbejder vi med forståelsesrammen ”Fundamentals of Care”, som vinder mere og mere indpas herhjemme. Der er langtfra tale om simple sygeplejeopgaver. Det handler om, at man skal tage udgangspunkt i patienternes fundamentale behov” (se boks 1).

Som eksempel nævner hun beboeren på plejecenter og patienten på intensivt afsnit. De har begge et fundamentalt behov for mad. Beboeren skal måske have praktisk hjælp til at få maden skåret ud, mens der på intensivt afsnit kan være behov for, at patienten skal have ernæring intravenøst.

”Sygeplejen til de to patienter er vidt forskellig. Det samme behov hos to patienter skal opfyldes på to vidt forskellige måder. Det er kompleks sygepleje,” uddyber Ingrid Poulsen, som er en af landets førende forskere i sygepleje til den immobile patient.

Patienternes fundamentale behov

Pina Kunstek arbejder som sygeplejefaglig leder og uddannelsesansvarlig på Louise Mariehjemmet i Brønshøj. Hun understreger også, hvor vigtigt det er, at sygeplejersker i begge sektorer er opmærksomme på patienternes fundamentale behov, mobilisering og korrekt lejring.

”Vi oplever nogle gange beboere, der efter kort tids sengeleje, enten hjemme eller i forbindelse med indlæggelse, har begyndende kontrakturer. De skal faktisk ikke have ligget ret længe. Og det kan for den enkelte beboer betyde en lang og svær genoptræning til det habituelle funktionsniveau,” siger hun og uddyber:

”Det kan skyldes, at personalet ikke har nok tid eller lejringsredskaber som puder eller dyner til rådighed. Skal man rende land og rige rundt for at finde dem og samtidig tage sig af den tilgrundliggende sygdom og andre opgaver som smertelindring og ernæring, kan fokus på korrekt lejring godt glippe, tænker jeg.”