Pleje af både krop og sjæl

Ned til mindste detalje udarbejdede han et system, som skulle høste stor anerkendelse gennem De Barmhjertige Søstres enestående indsats i de næste århundreder. Også Florence Nightingale lærte af de franske søstre, inden hun tog til Scutari.

Hvilken uddannelse findes der i sammenligning med den, de katolske nonner får? Der findes intet, som den uddannelse St. Vincent Ordenen giver kvinder”(1).

Sådan skrev Florence Nightingale i året 1852 i et brev til en kirkelig embedsmand, som hun havde lært at kende under en rejse i 1847 til Rom. Florence Nightingale var på det tidspunkt 32 år gammel og havde allerede fra sine helt unge år næret visioner om noget andet og større end det liv, der traditionelt ventede kvinder i hendes eget højborgerlige miljø i Victoriatidens England.

Hun ville uddanne sig inden for sygeplejen. Men ikke hvilken som helst form for sygepleje. Derfor måtte der søges inspiration og uddannelse også uden for Englands grænser. På sin rejse til Rom fik hun for første gang kendskab til de romersk katolske søstres sygepleje, deres organisation og uddannelse, som hun kom til at beundre.

I 1849 rejste Florence Nightingale igen til udlandet, og denne rejse sluttede hun af med et to uger langt ophold hos pastor Fliedner, som ledede det tyske diakonissehospital i Kaiserswerth. Senere samme år opholdt hun sig her i tre måneder. Forfatteren Lucy Ridgely Seymer skriver i den forbindelse om Florence Nightingale (1), at de tre måneder i Kaiserswerth blev hendes livs vendepunkt.

Siden da omtalte Florence Nightingale Kaiserswerth som sit åndelige hjem, selv om hun aldrig ville have, at det skulle siges, at hun ligefrem uddannede sig der. Den franske læge og forfatter Jean Guillermand udtrykker det sådan i sit værk ”Histoire des Infirmières:”

”Hun beundrer diakonissernes opofrelse, men det, hun ser, styrker hende i den ide, at opofrelse ikke er nok, og at en teknisk uddannelse er helt nødvendig”(2).

Florence Nightingale tog i årene efter Kaiserswerthopholdet flere tilløb til at studere hos Sankt Vincent-søstrene i Paris. I 1853 kommer hun en måned til Paris og fordeler sin tid på de store hospitaler, hvor hun tager noter og assisterer ved operationer. Hun skulle have fortsat med en læretid hos Sankt Vincent-søstrene, også kaldet De Barmhjertige Søstre, men blev nødt til i hast at vende tilbage til England, hvor hendes bedstemor lå for døden.

Sankt Vincent - skildret som den helgen, han blev kåret til i 1737. Barmhjertighed over for næsten var hans hjertesag.I 1885 resulterede det i en ny anerkendelse. For her bliver han udnævnt til skytshelgen for alle barmhjertige gerninger.

Det er først i oktober 1854, da Florence Nightingale sammen med sine engelske sygeplejersker er på vej til Marseille til afskibning mod Krim, at hun undervejs i Paris får lejlighed til at få indblik i de franske søstres reglement og metoder for sygepleje, uden at der dog er tale om en decideret oplæring hos søstrene.

Florence Nightingales indsats for sygeplejen under Krim-krigen og senere i England igen er beskrevet i utallige værker og er kendt verden over. Men hvem var de franske Sankt Vincent-søstre? Hvordan havde de opnået et ry som sygeplejersker, der havde bredt sig ud over Frankrigs grænser? Hvad var det, de kunne, der fik Florence Nightingale til at sætte så mange kræfter ind på at få kendskab til deres sygepleje?

For at kaste lys på det spørgsmål må man gå helt tilbage til Vincent de Paul, som i 1633 stiftede La Compagnie des Filles de Charité - De Barmhjertige Søstre, også kendt som De Grå Søstre på grund af deres dragt.

 Side 21

Opsøgende pleje

Vincent de Paul, som blev helgenkåret i 1737, var katolsk præst i 1600-tallet. Hans arbejde var først og fremmest båret af kristen næstekærlighed og et ønske om at tjene Gud ved at tjene de syge og de fattige og de fattige syge.

Hans livsforløb var helt igennem exceptionelt, og hans tankegang præget af visioner, der var intet mindre end revolutionære for hans samtid. Det bemærkelsesværdige hos ham var ikke bare hans visionære tanker omkring plejen af de syge, men i høj grad hans enestående evner til at omsætte disse ideer til praktisk og velorganiseret handling. Man fortæller om Vincent de Paul, at han i 1617 som ung præst i det beskedne landsogn Châtillon-les-Dombes får underretning om en bondefamilie, der er brudt helt sammen på grund af sygdom. I familien er der ikke en eneste person tilbage, som er rask nok til at hjælpe de andre. Fra prædikestolen gør Vincent de Paul opmærksom på miseren og beder om hjælp til familien.

Senere på eftermiddagen, da han selv er på vej hen for at se til familien, møder han et større optog af sine sognebørn på vej med suppe og brænde i massevis til den sygdomsramte familie. Enhver anden præst ville sikkert have nøjedes med at glæde sig over, at bønnen om hjælp var blevet hørt, og

Side 22

så var det hele stoppet dér. Men det gælder ikke for Vincent de Paul.

Han var straks opmærksom på, at hvis hjælpen ikke blev styret efter behovet, ville det ikke være en effektiv hjælp. Med sit naturlige talent for organisation får Vincent de Paul på stedet styr på de enorme mængder af brændeknipper og hele kortegen af frivillige sundhedshjælpere, og straks den næste dag foreslår han at oprette en permanent hjælpekomite for sognet (3).

Han anbefaler ”alle de gode mennesker, hvis barmhjertighed havde bragt dem dertil, at de skulle slå sig sammen og på skift lave mad ikke bare til disse folk, men til alle dem, der ville følge efter” (4). Sådan blev den første sammenslutning for De Barmhjertige Damer, Confrérie des Dames de la Charité, skabt, en sammenslutning, der senere i 1633 skulle følges op af stiftelsen af De Barmhjertige Søstre.

Sådan lød den ”håndfæstning,” Vincent de Paul i 1617 gav De Barmhjertige Damer: ”Hende, der er på tjeneste om dagen, tilbereder middagen og bringer den til de syge, som hun, idet hun nærmer sig dem, hilser på med munterhed og barmhjertighed.

Hun anretter det lille bord på sengen, lægger en serviet, et glas, en ske og brød på bordet, vasker den syges hænder, beder bordbønnen, hælder suppen i en skål og sætter kødet på en tallerken, anretter det hele på det føromtalte bord. Og så indbyder hun den syge til at spise i barmhjertighedens ånd i kærlighed til Jesus og hans Hellige Moder. Alt sammen med kærlighed, som havde hun at gøre med sin søn eller nærmere med Gud, som vil tilskrive hende det gode, hun gør mod de fattige.”

Respekt for den syge
Det er slående, hvordan Vincent de Paul har sans for omsorgen helt ned i mindste detalje. Her er ikke tale om at styrte ind til den syge uden hilsen og smække en gang suppe på bordet. Nej, man skal gøre sig umage og pleje den fattige syge med respekt og kærlighed og endda munterhed.

Da de franske Barmhjertige Søstre mere end 200 år senere under Krim-krigen passede de syge soldater, som var blevet smittet med kolera, var det også med smil og munterhed og uden at vise angst for smitte eller afsky for det gruopvækkende syn, som de blev vidne til, når de lemlæstede soldater blev bragt ind på militærhospitalerne. På den måde respekterede søstrene Sankt Vincents 200 år gamle anbefalinger om at møde den syge med munterhed. Og ikke nok med at søstrene tiltalte de syge og sårede soldater med et smil, de kaldte også soldaterne ved deres navn og ikke bare ved deres soldaternummer,

Side 23

for Sankt Vincent havde i sin tid givet nøje instrukser om, at de syge skulle bevare deres personlighed - også på et hospital. Og disse principper havde været bærende kræfter i søstrenes sygepleje lige siden.

Vincent de Paul ville, som den fremsynede person han var, sikre, at de fattige syge blev behandlet med respekt for deres person og deres værdighed som menneske. Han lader det ikke være op til den enkelte ”Barmhjertige Dame,” hvordan hun vil tolke barmhjertighed over for næsten, men udarbejder en præcis instruks, der går på plejen af både krop og sjæl.

Denne første vejledning blev gennem tiden fulgt op af ham med en lang række anbefalinger og konkrete bud på systematiseret sygepleje. Læg mærke til, at Vincent de Paul allerede her i den første ”håndfæstning” i én og samme sætning anbefaler, at man vasker den syges hænder og beder bordbønnen inden måltidet. Det er denne vægtning mellem den åndelige og den fysiske pleje - her udtrykt i nærmest symbolsk form - der gør Vincent de Paul til en exceptionel frontkæmper i sygeplejens tjeneste.

Skulle søstrene komme i tvivl om, hvad der var vigtigst mellem den syges behov for pleje og deres egne bønner og ordensregler, anbefalede Sankt Vincent, ”at hvis det er nødvendigt at forlade fællesbønnen for at se til en syg, så gør det” (4). Eller endnu mere konsekvent:

Hjælpen til den syge må foretrækkes frem for andagtsøvelser og ordensregler.

Sygesøster i gang med en af tidens gængse behandlinger: Åreladning. (Kobberstik, Bibliothéque Nationale.)

Solgt som slave

På den måde gav Sankt Vincent plads til sygeplejen i søstrenes liv, og lagde dermed grunden til en professionel sygepleje. Set på baggrund af datidens sygepleje var det en enorm landvinding for sygeplejen.

Dr. Gaston Parturier beskriver Vincent de Pauls betragtninger om forholdet mellem krop og ånd således:

”Hvis Vincent de Paul så på den menneskelige krop som et kors pålagt af Forsynet, nødvendigt for det åndelige liv, betragtede han også kroppen som et aktivt instrument, man skulle bevare og styrke”(5).

Hvordan kan det gå til, at en præst i 1600- tallet også kender til sin tids mest oplyste midler inden for lægevidenskaben? Og oven i købet har modtaget undervisning og tilegnet sig medicinske færdigheder, der i udstrækning og kvalitet i følge GastonParturier langt overgik samtidens professionelle læger.

Overordnet bygger Vincent de Pauls kristne overbevisning på, at kærligheden til de syge fattige skal udmøntes i konkret og effektiv handling af kvalitet, og at gode tanker i sig selv ikke er nok, tanker, som Florence Nightingale mere end 200 år senere også skulle komme til at gøre sig under sit ophold hos diakonisserne i Kaiserswerth.

Side 24

 Vincent de Paul blev født i 1581 i en beskeden familie i landsbyen Pouy (Landes), som dengang bestod af en lille samling stråtækte huse i et sumpet marskområde (i dag kaldt Saint-Vincent-de Paul). Her passede han familiens får og grise, men samtidig med hyrdegerningen lod han også sine tanker arbejde. En advokat ved domstolen i Dax lagde mærke til ham og fik ham i gang med studier; bl.a. læser han videre ved universitetet i Toulouse.

19 år gammel bliver han ordineret som præst. Det sker den 23. september 1600, men han har ikke glemt den interesse for sygdom og smerte, han allerede som barn og hyrdedreng udviste, når han skulle forbinde og behandle syge og sårede får.

Det fortælles om Vincent de Paul, at han i 1605 befandt sig på en sørejse mellem Marseille og Narbonne, da hans skib blev angrebet af pirater. Vincent de Paul blev såret af en pil i brystet og efterfølgende solgt som slave til en gammel, men eminent arabisk, såkaldt spagirisk læge (spagirisk lægevidenskab bygger på kemi i modsætning til plantemedicin). Det skal senere lykkes ham at fl ygte til Avignon og Rom.

Med til de franske sygesøstres opgaver hørte også at give brød til de fattige. (Kobberstik, Bibliotèque Nationale.)

Men i de mere end to år, som Vincent de Paul kommer til at tilbringe hos lægen, som han betegner som en ”fænomenal videnskabsmand,” kommer han til at beundre denne læge højt og lærer af ham. Den arabiske lægekunst var på den tid blomstrende og den franske lægevidenskab overlegen (6). Den spagiriske lægevidenskab svarede til Vincent de Pauls behov for præcision. Det lykkedes for ham at blive godkendt til at fremstille disse ingredienser til lægemidler og uddele dem. Han noterede ned og gemte også recepterne til senere brug.

Tilbage til Paris

Efter mere end to års fangenskab i Tunis er det med en solid viden om lægekunst i bagagen, at Vincent de Paul efter et ophold i Rom bliver kaldt tilbage til Paris til nye opgaver. Her bliver han i 1610 udnævnt til præst for Dronning Margueritte de Valois. Han kommer til at bo i Rue de Seine tæt på dronningens palæ, men også tæt på Hôpital de la Charité, det hospital, som dronningen stod for, og som Vincent de Paul ofte besøger. Det er et rystende syn, han møder her. I begyndelsen af det 17. århundrede dækkede ordet ”hospital” nærmere over et sidste tilflugtssted for hjemløse, fattige og syge i den yderste nød end over et videnskabeligt funderet behandlingssted. Hygiejne kendte man stort set ikke til, og det var derfor ikke ualmindeligt, at man stuvede flere syge sammen i én stor seng uden større tanker for, om de led af smitsomme sygdomme eller ej. Man skal helt frem til Ludvig den 16.s tid (1754-1793), før situationen ændres til, at hver patient skal være alene i sin seng.

Da man modtog flere syge, end man kunne passe, herskede der overalt en ubeskrivelig urenlighed og stank, ligesom man ikke

Side 25

havde mulighed for at give de syge selv den mest elementære pleje eller tilstrækkelige kost. På Vincent de Pauls tid i 1629 var der på det parisiske hospital l´Hôtel-Dieu kun én læge, én kirurg og to medhjælpere til at tage sig af i alt 2.200 syge.

Dødeligheden var enorm, og det kan ikke undre, at de fattige frygtede hospitalerne, som de betragtede som en indespærring. Men det var ikke kun de fattige syge, der var tilbageholdende med at komme ind på 1600-tallets hospitaler. Lægerne selv mente, at et teoretisk kendskab til sygdomme var at foretrække frem for kontakt med de syge. Det er først i 1707, at de unge læger som et led i deres uddannelse skal have et obligatorisk praktikophold af to års varighed på Hôtel-Dieu (7). Vincent de Paul så helt anderledes på, hvordan man skulle tage sig af de syge. Religionen i begyndelsen af det 17. århundrede var anset for tilstrækkelig til alt. Vincent de Paul mener imidlertid, at lægevidenskaben er nødvendig, og at den eneste opgave for en kristen er at lade de syge skrifte og modtage de hellige sakramenter for at sikre dem et evigt liv.

I følge Gaston Parturier havde tiden i Tunis lært Vincent de Paul, hvordan man tager sig af den enkelte patient, og konfrontationen med den kollektive sygdom i stor målestok tilbage i Paris lærte ham nødvendigheden af at samarbejde og hente støtte og økonomisk hjælp hos de store og indflydelsesrige i samfundet. Vincent de Paul tager derfor fat på at reorganisere de allerede eksisterende hospitaler og grundlægge nye. Han opretter Barmhjertige Brodersamfund og oplærer søstre til sygeplejersker, som under hans ledelse plejer de syge ikke bare på hospitalerne, men også i hjemmene. Han opstiller regler for såvel den individuelle som den offentlige hygiejne, herunder også hygiejnen i hæren og på slagmarken. 

Caption 

Kirken og sygeplejen i fælles indsats for den syge: Sankt Vincent pålagde sine sygesøstre at arbejde i stor kærlighed til den syge næste - og til Gud. (Udsnit fra kalkmalerierne i Angers).

De Barmhjertige Søstre  

Sankt Vincent opbyggede med andre ord den tids første sundhedstjeneste. Han havde allerede i 1617 i Châtillon-les-Dombes stiftet den første sammenslutning af Barmhjertige Damer, der i antal senere skulle brede sig ud over Frankrig og også nå Paris. Den første sammenslutning bestod af kvinder fra et relativt beskedent miljø, som ønskede at hellige sig tjenesten af de syge og fattige i deres landsbyer og sogne. Da disse sammenslutninger så dagens lys i Paris, var det damer fra adelen eller det højere borgerskab, som, ansporet af Vincent de Pauls iver og entusiasme, tilsluttede sig. Men deres familiære forpligtelser og deres sociale rang gjorde den ydmyge tjeneste hos de syge og fattige vanskelig, og flere af damerne

Side 26

så sig nødsaget til at overlade denne gerning til deres tjenestepiger, som påtog sig opgaven mere af tvang end af barmhjertighed

Det er på det tidspunkt, at Margueritte Naseau, en hyrdepige fra Suresnes (tæt på Paris) præsenterer sig for Vincent. Hun ville gerne tjene de fattige, men det skulle være gratis og for Guds kærlighed. Margueritte, der var en intelligent og modig pige, skulle snart få følgeskab af andre piger, som for de flestes vedkommende var fra et landligt miljø. Fra 1630 betror Vincent disse piger til Mademoiselle Le Gras (Louise de Marillac), som allerede hjalp ham med arbejdet.

Louise de Marillac så det hurtigt som en nødvendighed at samle ”disse gode viljer” for bedre at kunne uddanne og hjælpe dem i deres såvel fysiske som åndelige tjeneste. Efter moden overvejelse fra Paul de Vincent opnår hun hans tilladelse, og den 29. november 1633 modtog hun de første seks søstre. Datoen markerer fødselsattesten for De Barmhjertige Søstres Samfund. Søstrenes berømte kendetegn blev det store hvide, højt opsatte og stivede slør, som kunne ses på lang afstand, et kendetegn, der først i 1964 blev afløst af et lille hvidt foldet hovedtørklæde.

Dette religiøse fællesskab var en nyhed inden for den katolske kirke dengang, idet kirken ikke tillod nonner uden for klostrene. Sankt Vincent-søstrene er altså ikke nonner i den kirkelige betydning af ordet med aflæggelse af et evigt løfte, men de har viet sig til Jesus Kristus i de fattiges tjeneste(8), en tjeneste, som Vincent præciserede skulle være både kropslig og spirituel, og som noget helt nyt skulle foregå ude i ”den virkelige verden,” nemlig de syges egen verden uden for klosterets beskyttende mure.

De Barmhjertige Søstre var altså fra starten et veritabelt ekspeditionskorps, oplært til at pleje sjæl og krop og parat til at blive sendt ud i verden, hvorhen Forsynet nu styrede dem. Derfor tøvede Vincent de Paul heller ikke, da dronning Anne af Østrig, mor til barnekongen Ludvig d. 14., fra omkring 1653 og i årene frem bad om søstre til at passe de syge og sårede soldater både på militærhospitalerne og ved fronten. Frankrig var nemlig på den tid ramt af interne krige og opstande.

”Oh, mine søstre, hvor vil I være henrykte over at have hjulpet så mange fattige, når I engang skal stå frem for Vorherre”(8).

Det er ikke svært at forestille sig, at søstrene havde disse ord fra Sankt Vincent i tankerne, når de mere end 200 år senere med et smil på læben sagde ja til opfordringen om at forlade deres ordenshus i Paris for at passe de syge og sårede soldater under Krim-krigen. Og man kan vel også forstå den franske hårdt sårede soldat, som bare ved synet af De Barmhjertige Søstres hvide stivede slør fra sin feltseng spontant udbrød: ”Nu, hvor vi har søstrene, kan vi ikke dø.” 

Denne artikel er en forkortet version af Pia Loyaus artikel, der kan læses i sin fulde længde på Sygeplejerskens hjemmeside www.sygeplejersken.dk

Næste artikel af Pia Loyau om den franske sygepleje handler om Vincent de Pauls hospitalslære.

Redigering: Grethe Kjærgaard. Pia Loyau er bosat i Paris, hvor hun arbejder som frelancejournalist.

LITTERATUR

1. Seymer R.L. A general history of nursing. London: Faber and Faber Limited; 1949.
2. Guillarmand J. Histoire des Infirmières. Paris: Croix-Rouge Francais Editions France-Selection; 1988.
3. Album Officiel. Monsieur Vincent- Visages de la Charité. Paris: Maison de la Bonne Presse; 1960.
4. Martin du Theil J. La Doctrine Hospitalière de Saint Vincent de Paul. Paris: Louis Arnette, Libraire à Paris; 1939.
5. Parturier G. La Vocation Médicale de Saint Vincent de Paul. Lyon: Editions Cartier, 13, Rue Puits- Gaillot; 1943.
6. Milliez P. Memorial du Tricentenaire de Saint Vincent de Paul et de Sainte Louise de Marilallac. Paris: Bonne Presse; 1962.
7. Milliez P. Saint Vincent de Paul et la Médecine. Paris: La Semaine des Hôpitaux de Paris. L´Expansion Scientifique Francaise; 20. decembre 1960.
8. Coste P. Le Grand Saint du Grand Siècle - Monsieur Vincent. Paris: Desclée de Brouwer et Cie, Editeurs; 1931