Sparsom normering koster

En toårig pige dør i marts måned på børneafdelingen på Hvidovre Hospital. På Gastroenheden i Herlev ender en patient unødvendigt på intensivafdelingen, og en sygeplejerske bliver sygemeldt pga. stress. På Aalborg Universitetshospital kaster en anden sygeplejerske håndklædet i ringen og siger farvel til sygeplejerskefaget.

Ovenstående er eksempler på, hvad der sker, når normeringerne er så lave, at sygeplejerskerne ikke har tid til at tage sig ordentligt af patienterne.

En nylig undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 35 pct. af sygeplejerskerne inden for det seneste år har oplevet et fald i normeringen af sygeplejersker på deres arbejdsplads, og en anden analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 75 pct. af de hospitalsansatte sygeplejersker inden for den sidste måned har oplevet at være for få sygeplejersker på arbejde i forhold til arbejdsopgaverne.

Alene i 2018 har Arbejdstilsynet givet 18 påbud om for stor arbejdsmængde og tidspres.

Lungemedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital er en af de afdelinger, der i sommer fik et påbud. Her arbejder sygeplejerske Anja Eldrup.

”Når jeg har ansvaret for otte eller 12 patienter, så kan jeg ikke være inde over hver enkelt patient hele tiden. Det kan ikke lade sig gøre. Jeg kan ikke være så mange steder på en gang. Så sker det, at patienterne bliver dårlige og vælter respiratorisk, før vi får handlet på det. Og det kan de jo dø af,” siger hun.

Anja Eldrup er blot en af mange sygeplejersker, der på daglig basis oplever, at hun har for få kolleger til de opgaver, der er. Og at misforholdet er blevet værre de fem år, hun har været på afdelingen.
”Hvis du kigger på vores dokumentationsoversigt, står der mange gange dagligt ”ikke nået på grund af travlhed”,” fortæller hun.

Hun er ikke den eneste sygeplejerske, der oplever det problem. En række fællestillidsrepræsentanter fra landets sygehuse fortæller om hospitalsafdelinger, der er ”skåret helt ind til benet”, når det angår, hvor mange medarbejdere der er på arbejde til at tage sig af patienterne.

Forskning fastslår farlighed

Alligevel fastsættes normeringer mange steder ikke med udgangspunkt i patienternes plejebehov og personalets erfaring og kompetencer. Det sker til trods for, at international forskning viser, at antallet af sygeplejersker og deres kompetenceniveau har betydning for, hvordan patienterne klarer sig.

Den amerikanske sygeplejeforsker Linda Aikens forskning har vist, at hvis man på en kirurgisk afdeling ændrer normeringen fra fire patienter til én sygeplejerske til fem patienter pr. sygeplejerske, så stiger patienternes risiko for at dø med 7 pct. Hvis normeringen er én sygeplejerske til otte patienter, stiger risikoen med 31 pct.

I 2017 færdiggjorde sygeplejerske Hanne Mainz den første og hidtil eneste ph.d. om sygeplejerskenormeringer. I den forbindelse lavede hun en undersøgelse af 336 vagter, som viste, at sygeplejerskerne i en femtedel af vagterne mente, at de leverede dårlig kvalitet. Og at det ofte hang sammen med, at de havde været for få sygeplejersker på arbejde.

En ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd (SATH 2018) peger på, at det er blevet værre siden da. I dag oplever under halvdelen (43 pct.) af sygeplejerskerne, at de kan udføre deres arbejdsopgaver tilfredsstillende, og ud af disse peger næsten alle (97 pct.) på, at de var for få på arbejde i forhold til at løse opgaverne.

Økonomi afgør normering

Men selv om både personlige oplevelser og forskning viser, at fagligt forsvarlige normeringer har betydning for, hvordan patienterne klarer sig, er det ikke det, der er udgangspunktet, når landets hospitalsledelser skal fordele pengene. Her vurderer man ikke løbende, hvilken type pleje patienterne på de enkelte afdelinger har brug for, og dermed hvor mange sygeplejersker det kræver. Det er derimod økonomien, der afgør, hvordan normeringerne ender med at se ud.

”Vi tager udgangspunkt i sidste års budget og bygger videre på det. Er der besparelser, bliver de trukket fra. Er der flere penge til specifikke områder, bliver de lagt til. Men som udgangspunkt bliver pengene ikke fordelt ud fra normeringer, men ud fra lønsum,” siger Klaus Lunding, hospitalsdirektør på Herlev Hospital.

Lignende melding kommer fra sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, Lisbeth Lagoni: ”Klinikcheferne har et fast budget hvert år. De skal få aktiviteten til at stemme overens inden for den ramme. Afdelingsledelsen ser så på, hvad det setup kræver af personale, og laver en fremmødeprofil ud fra det,” siger hun.

Udbrændthed og opsigelser

Men fremmødet harmonerer ikke altid med antallet af patienter og deres behov. Og det går ud over arbejdsmiljøet. Et britisk studie har vist, at der er 71 pct. større sandsynlighed for udbrændthed blandt sygeplejersker, der har mere end 12 patienter, end for de sygeplejersker, der maksimalt havde otte patienter.

Anja Eldrup ville ønske, at hun havde flere kolleger, når hun er på vagt. Så der var tid til at tilse alle patienterne ordentligt.

Det seneste år har 20 af hendes kolleger sagt op. En del af dem fordi de ikke kunne leve med arbejdsvilkårene. Nye unge er kommet til, men det tager tid at blive oplært, og i stort set alle vagter indgår der vikarer. Det tærer på de tilbageværende erfarne sygeplejersker.

Lisbeth Lagoni anerkender, at der har været problemer på Lungemedicinsk Afdeling. Især på grund af overbelægning, som politikerne nu har bevilliget ekstra penge til at bekæmpe. Men samtidig skal hospitalet spare. Derfor mener Lisbeth Lagoni, at det er vigtigt, at man også optimerer arbejdet på andre måder.

Det prøver man også på Anja Eldrups afdeling. Hun fortæller, at ledelsen arrangerer, at medarbejderne mødes og selv forsøger at effektivisere arbejdsgangene.

”Der er mange idéer, men vi oplever desværre oftest, at det sjældent resulterer i noget, da møderne ikke bliver fulgt op, og vi falder tilbage i gamle rutiner. Det bliver ikke prioriteret nok. Og når vi mangler folk til at tage sig af patienterne, ligger alt andet stille. Så sker der ingen ændringer, og vi føler ikke, vi bliver taget alvorligt. Og nu har endnu en kollega lige sagt op,” fortæller Anja Eldrup.

Hendes stemme knækker over. Det er stille lidt.

”Det er bare så hårdt. Det er kun blevet værre de fem år, jeg har været på afdelingen. Og jeg har virkelig kæmpet for at gøre tingene bedre,” siger Anja Eldrup, der også er arbejdsmiljørepræsentant.

”Men jeg kan ikke mere. Nu søger jeg andre job. Ikke som sygeplejerske. Men alt muligt andet.”

Budgettet skal holdes

Ifølge Lisbeth Lagoni er løsningen ikke bare at ansætte flere sygeplejersker, så der er flere på vagt.

”Vi har også et budget, der skal holdes, og det er ikke altid en løsning bare at ansætte flere. Der er også andre ting, man kan gøre. Vi skal eksempelvis blive bedre til at nytænke patientforløbene og i højere grad inddrage den kommunale sektor,” siger hun.
Sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital, Inge Pia Christensen, supplerer:

”Vi har det budget, vi har. Og så er det vores opgave at finde ud af at bruge pengene på den bedste måde. Jeg ved godt, at sygeplejerskerne er pressede. Og vi mangler helt sikkert penge. Vi er i et presset system. Min opgave er så hele tiden at finde nye løsninger, der sikrer tid til kerneopgaven.”

Mangel og besparelser

Det er med andre ord pengene, der lægger niveauet for plejen. Og pengene er knappe. Regionerne pålægger igen og igen sygehusene besparelser. De seneste måneder har resulteret i fyringer af sygeplejersker og andet personale mange steder i landet. Det rammer igen normeringerne.

Paradoksalt nok sker det samtidig med, at man landet over melder om problemer med at rekruttere sygeplejersker. I november 2018 kunne Sygeplejersken fortælle, at der allerede i dag mangler ca. 5.000 sygeplejersker. Det går ud over patienterne. Og det går ud over sygeplejerskernes arbejdsmiljø.

Mange prøver at få det til at hænge sammen – blandt andet ved at være på deltid. Andre bliver syge, og nogle vælger at forlade faget.

På Aalborg Universitetshospital mister man endnu en erfaren sygeplejerske til februar. Få dage efter at Sygeplejersken talte med Anja Eldrup fra lungemedicinsk afdeling første gang, vender hun tilbage og fortæller:
”Jeg har fået nyt job. Jeg skal være selvhjælpskoordinator i Aalborg Kommune.”

Det er ikke et sygeplejerskejob. Men hun kan bruge sin sundhedsfaglige baggrund. Og hun glæder sig. Men hun ærgrer sig også. For hun var glad for sit sygeplejerskejob, sine kolleger og dem, hun samarbejdede med. Og hun synes, at specialet er spændende.

Men hun vil ikke længere være med til at arbejde under de arbejdsforhold, hun bliver budt.