Ni timer uden toiletbesøg

Kollegaen er smuttet. Han er taget til undervisning i Sundhedsplatformen. Søs Anja Larsen overtager hans patient. Det er okay, og der er tid til at udføre arbejdet. Men så kommer der besked om, at en traumepatient er på vej. Hendes afdeling, Neurointensiv på Rigshospitalet, er den eneste intensiv, der kan skaffe en plads.

Det kræver dog, at en anden patient bliver flyttet. Men det er ikke ”bare lige” at gøre en plads klar, når man arbejder med svært syge patienter, og det bliver starten på en af de mere hektiske dage, som sygeplejerske Søs Anja Larsen kender alt for godt. En af dem, hvor der bare ikke er nok kollegaer til at udføre de opgaver, som patienter og deres pårørende har brug for.

For selv om Søs Anja Larsen er på en afdeling, der på papiret har en høj normering med en til en, grundet kompleksiteten af patienternes sygdom, oplever hun som mange af sine kollegaer i hele landet, at antallet af fremmødte medarbejdere ikke altid stemmer overens med opgaverne. Det gør de heller ikke denne dag i december.

Overarbejde og mangelfuld dokumentation

På en ”normal” dagvagt er der planlagt et fremmøde på 17 sygeplejersker til 14 intensivsenge og seks opvågningspladser.

”Vi burde være en til en. Men når der er sygdom, er det ikke altid muligt. Vi har patienter, der er alvorligt syge. Mange – nogle gange alle – patienter ligger i respirator. Vi skal hjælpe dem med alt,” siger Søs Anja Larsen.
Det er lige fra opgaver med at tjekke patienternes værdier, optimere den medicinske behandling af deres kredsløb til personlig pleje og forebyggelse af komplikationer.

”Og så skal vi også tage os af de pårørende, der ofte også er i krise,” påpeger hun.

Tilbage til traumepatienten. Søs Anja Larsen har flyttet den ene patient og gør klar til den nye patient. Et hold af læger og sygeplejersker rykker ind med traumepatienten, men har behov for hendes hjælp til at installere patienten på afdelingens udstyr.

Der opstår behov for et mindre kirurgisk indgreb, men da der ikke er plads på operationsgangen, sker det på stuen. Igen bliver Søs Anja Larsen nødt til at blive og hjælpe. Patienten, hun tidligere overtog fra sin kollega, har hun givet videre til en anden, og hun har samtidig behov for ekstra hjælp til den dårlige traumepatient.

”Efter en times overarbejde vælger jeg at gå hjem. Jeg har ikke fået dokumenteret fuldt ud, men dog det vigtigste. Jeg har prioriteret at tage mig af patienten og de pårørende. Jeg har ikke været på toilettet, siden jeg tog hjemmefra, og min frokost har jeg slugt i døren ind til patientstuen. Det gør jeg normalt ikke, men ellers ville jeg ikke få noget mad,” slutter Søs Anja Larsen.