"Indtil nu har sygeplejersker været i holde-ud-fasen"

For en periode var det fint. Men nu trækker perioden ud. Der er stadig ikke nogen afklaring på noget, og der er ikke noget tidsmæssigt, vi kan forholde os til. Det påvirker mig mere og mere.”

Sådan siger sygeplejerske Louise Dippel til Danmarks Radio. De seneste uger har hun været tilknyttet Odense Universitetshospitals sengeafsnit for Covid-19-patienter.

Normalt arbejder hun på et lungemedicinsk ambulatorium. Mange af hendes dagvagter er blevet byttet ud med aften- og nattevagter, og hun kender sjældent sine vagter mange dage i forvejen.

Omstillingen til Covid-19 har ikke kun forandret hverdagen for Louise Dippel, men for sygeplejersker over hele landet, som har måttet indgå i beredskabet på nye afdelinger, med nye kollegaer og i et nyt speciale.

En ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd, gennemført i perioden 22.-30. april, viser, at andelen af sygeplejersker, som har været stresset hele tiden eller ofte, er markant højere blandt de sygeplejersker, hvis arbejde i høj grad er blevet påvirket af Covid-19-epidemien.

Blandt de sygeplejersker, hvis arbejde i høj grad er blevet påvirket af Covid-19-epidemien, svarer 32 pct., at de har været stressede hele tiden eller ofte de seneste to uger.

Hjernen er et vanedyr

Morten Vejs Willert er forskningsaktiv psykolog med speciale i psykisk arbejdsmiljø og stress og ansat på Arbejdsmedicinsk Klinik i Aarhus. Klinikken varetager også den personalepsykologiske funktion for sygehusansatte i Region Midtjylland.

Han fortæller, at mennesker er gode til at holde svære ting ud, hvis vi ved, hvornår noget slutter, men hvis der ikke er en udløbsdato eller en bagkant, så bliver det svært.

”I forhold til stress ved vi, at de fleste kan holde ud i nogle uger uden at blive påvirket, men efterfølgende opstår der et naturligt behov for at restituere, konsolidere forandringen og finde sig til rette i den næste fase. Og når vi taler om flere måneder, så bliver der en ubalance mellem det, man yder og restitutionen,” siger han.

”De fleste sygeplejersker har indtil nu været i holde-ud-fasen,” siger Morten Vejs Willert,

”Vi holder sammen på os selv, mens forandringen står på. Når vi så kommer ind i mere smult vande, så reagerer vi, og det skal der også være plads til.”

Derfor forbereder Morten Vejs Willert og hans kolleger sig på, at de i den kommende tid vil se et øget pres på den regionale psykologordning som en reaktion på Covid-19.

Arbejdslivet er en taburet

”Ændringer påvirker folk på både trivslen og effektiviteten, både op til, undervejs og efter forandringerne har fundet sted,” siger Morten Vejs Willert.

Dertil kommer, at mængden af forandringer også har betydning for, hvor belastet man bliver, siger Morten Vejs Willert, der sammenligner arbejdslivet med en taburet med tre ben.

• Det ene ben er de opgaver, vi har.
• Det andet ben er, dem man samarbejder med.
• Det tredje ben er det organisatoriske.

”Hvis et af benene er belastet, kan vi mærke, at vi ikke længere sidder så stabilt. Men for nogle sygeplejersker har alle tre ben været belastet samtidigt, og så kan udfordringerne gå hen og blive til en belastning. Vi kan klare det i kortere perioder, men ikke i månedsvis,” siger Morten Vejs Willert.

”Men med Covid-19 er forandringerne blevet ved, i og med at situationen har udviklet sig fra dag til dag,” siger Morten Vejs Willert.

I marts var der omorganisering og klargøring af personale.

I april behandlede man patienter.

Og nu er det igen en ny situation med et andet smittetryk og en anden organisering.

”Det har trukket ekstra ressourcer, og det er svært at finde en ny normal,” siger Morten Vejs Willert.

Akkumuleret usikkerhed

Johan Simonsen Abildgaard er seniorforsker, ph.d., cand. psyk. ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), hvor han bl.a. beskæftiger sig med psykisk arbejdsmiljø i sundhedssektoren.

”Vi ved fra forskellige studier af store forandringsprocesser, at langvarige og omfattende forandringer skaber utryghed og slider på folk. Det ser vi både, når det handler om fyringsrunder, omstruktureringer eller generel usikkerhed om, hvad fremtiden bringer.”

”Generelt set medfører forandringer en stressbelastning, som øger risiko for, at man får et stress-nedbrud. Og her under corona-epidemien, gælder det for mange af os, at vi ikke ved, hvornår vi kan genoptage et normalt liv og arbejdsliv. Vi kan kun se et par uger frem, og det er kilde til enormt meget usikkerhed,” siger Johan Simonsen Abildgaard.

Han fortæller, at man ikke kan adskille den private og den arbejdsmæssige usikkerhed, men må se på det, man kan kalde ”den akkumulerede usikkerhed”.

”For sundhedspersonalet kan der både være en usikkerhed i forhold til, hvor man skal møde ind, men også usikkerhed for om man stadig kan holde sin ferie i Tyskland, om ens børn kan komme i skole og om familien bliver syg.”

Dertil kommer, at usikkerhed om arbejdsindholdet og tvivl om egne kompetencer til at løse opgaven også påvirker helbredet negativt, fortæller Johan Simonsen Abildgaard.

”Den akkumulerede usikkerhed er derfor noget, man skal tage alvorligt.”

Johan Simonsen Abildgaards bedste råd til ledelser er at minimere usikkerheden mest muligt og støtte folk undervejs, bl.a. ved at give så meget information, som muligt.

”Sig til medarbejderne, at de kan stille spørgsmål.  Snak med dem undervejs. Inddrag dem om muligt i de ændringer, der sker. Og støt dem, der har behov for hjælp.”