Vi fortjener mere end et skulderklap

Da det akutte sengeafsnit på regionshospitalet i Herning blev omdannet til Covid-19-afsnit, fulgte det faste personale med. Ingen blev spurgt, men alle gik til de nye opgaver med oprejst pande. De nye omgivelser, kolleger og de seneste måneders massive arbejdspres har dog tæret på kræfterne, fortæller tre sygeplejersker til Sygeplejersken. De vil have løn som fortjent.
Det er en stor og krævende opgave at håndtere isolationspatienter som Covid-19-patienter. Og Birgitte Lundgaard Ottosson (tv), Lone Machmüller og Lisbeth Dahl Christensen (th) er blevet mere bevidste om betydningen af at have faste kolleger.
Foto: Lars Holm
Klar til at genåbne

Siden interviewet fandt sted den 5. maj, har Covid-19-afsnittet løbende tilpasset sig det faldende smittetryk og reduceret kraftigt i sengepladser, mens Medicinsk afdeling har oprettet bestemte sengepladser til bekræftede Covid-19-patienter med behov for længere tids indlæggelse. Covid-19 afsnittet er dog klar til at modtage flere Covid-19-patienter og genåbne ekstra patientstuer, hvis behovet opstår på ny.

Vi blev ikke spurgt, om vi havde lyst til at blive omplaceret til Covid-afsnittet. Sådan var det, og så måtte vi bare hoppe ud i det.”

Det fortæller sygeplejerske Birgitte Lundgaard Ottosson, der sammen med kollegerne Lone Machmüller og Lisbeth Dahl Christensen i mange år har haft sin daglige gang på det akutte sengeafsnit ASA, Regionshospital Herning, som midt i marts blev omlagt til et Covid-19-afsnit.
Lone Machmüller supplerer:

”Det var en kæmpe omvæltning, men vi var alle fulde af gå-på-mod. Folk var villige til at tage ekstra vagter fra dag 1. Vi er i forvejen meget omstillingsparate og vant til forandringer og nye procedurer.”

Der var dog også en snert af nervøsitet, husker Birgitte Lundgaard Ottosson:

”Det er jo en helt ny patientgruppe, som vi ikke var vant til at arbejde med. Det er ret voldsomt.”

Samtidig oplevede sygeplejerskerne, at de fysiske rammer ændrede sig markant.

”Der blev boret huller ind i alle patientstuer og opsat eksternt iltsystem med en kæmpe ilttank uden for. Der blev rejst telte og hegn. Det lignede nærmest en Røde Kors lejr, det var både lidt spændende, men også skræmmende,” fortæller Lisbeth Dahl Christensen.

Derudover skulle sygeplejerskerne konstant sætte sig ind i nye retningslinjer fra ledelsen og sundhedsmyndighederne, fortæller Lone Machmüller.

”I begyndelsen skete der nærmest ændringer fra time til time. Vores leder har dagligt sendt nyhedsbrev ud med mange gode informationer. Det er et fint initiativ, men mange af os har ikke haft tiden til at opdatere os på job og måtte læse det hjemmefra.”

Lisbeth Dahl Christensen uddyber:

”Tit var informationerne allerede forældede efter et par dage pga. nye procedurer og arbejdsgange. Det skaber utryghed og er naturligvis svært at navigere i”.

Mange påvirket privat

Hurtigt blev de tre sygeplejersker vidner til, at mange kolleger blev syge. Herning-området har haft det højeste smittetryk i den danske befolkning, og rigtig meget personale blev selv ramt.

”I begyndelsen kom der nærmest dagligt SMS’er ud med ledige vagter, som skulle besættes. Vores vagter blev også tit lavet om, og vi kendte ikke vagtplanen mange dage frem.

Det har påvirket manges privatliv,” fortæller Birgitte Lundgaard Ottosson, som har tre børn i alderen 5, 9 og 11 år.

Lisbeth Dahl Christensen, der har tre børn på 11, 14 og 16 år, fortsætter:

”Det har været nærmest surrealistisk og angstprovokerende at se så mange kolleger blive ramt af Covid-19, og frygten for at slæbe smitte med hjem har fyldt meget hos mange”.

Birgitte Lundgaard Ottosson tilføjer:

”Flere kolleger har heller ikke kunnet få legeaftaler til deres børn, fordi de andre forældre er bange for, at vores børn er særligt smitsomme. Det er ekstremt svært at navigere i det her: at ville være der for familien og børnene derhjemme, og samtidig tage de ekstra vagter, der er behov for, for at der er nok fast personale på arbejde”.

Lone Machmüller har ikke børn:

”Men jeg har isoleret mig fra venner og min søsters familie og vores mor, som aldersmæssigt er i risikogruppen. Man vil så gerne passe på sine allernærmeste, som også kan være bekymrede for, om man smitter. Jeg blev selv syg blot en uge efter, at ASA blev Covid-afsnit. Jeg havde et mildt forløb, men det var svært at være hjemme og tænke på sine kolleger, der knoklede videre.”

Stort ansvar for nye kolleger

Oprindeligt er det akutte sengeafsnit normeret til 24 patienter, hvilket på ganske kort tid blev opskaleret til 52, bl.a. ved at inddrage tre kontorer.

”Fremmødet blandt personalet har været fire-fem-doblet i forhold til normalt, da arbejdet i isolation kræver meget ekstra tid og ressourcer fra personalet. Og pladsen, vi fysisk har haft til at bevæge os rundt på, har været mere end halveret. Det har helt sikkert været medvirkende til den store smittespredning blandt personalet,” siger Lisbeth Dahl Christensen.

De mange nye kolleger har også trukket store veksler på de tre sygeplejersker, der er vant til at arbejde med akutte og svært syge patienter.

Lone Machmüller
"Det er tankevækkende, at det faste personale får den laveste timeløn, da vi ikke, som en stor andel af personalet udlånt til os, får f.eks. isolations- og omplaceringstillæg,” siger Lone Machmüller.
Foto: Lars Holm
”Vi kunne ikke klare det uden dem. Men de kommer jo ofte fra helt andre afdelinger, ambulatorier og specialer. Nogle har ikke haft patientkontakt og patientansvar i flere år. I begyndelsen havde vi ofte flere føl flere gange om dagen i alle vagttyper. Kolleger, som hverken kendte afdelingen, patientkategorien eller er vant til at observere svært syge patienter og kun var her i kort tid. De var lidt usikre på, hvad de skulle lægge mærke til, og det er et stort ansvar for både dem og os,” siger Birgitte Lundgaard Ottosson.
Lone Machmüller tilføjer:

”Vi har hurtigt skulle omstille os fra tildelt patientpleje, som er normalt i vores akutafdeling, til mere gruppepleje, hvor vi som fast personale skal være gruppeledere for de udefrakommende kolleger. Tør de tage ansvar – og tør vi uddelegere. De ekstra hænder er en kæmpe gave, men også en kæmpe opgave".

Samtidig skulle de tre sygeplejersker også selv lære nyt. Afsnittet fik f.eks. nye iltapparater af typen AIRVO 2, der normalt kun findes på intensivafdelingen.

”I første omgang bestod oplæringen af en ni minutter lang introduktionsvideo, og i ugerne efter fik vi tilbud om en times undervisning, som jeg kom ind til på en beskyttet fridag. Men da havde jeg allerede passet en patient hen over weekenden med apparatet, hvor jeg var eneste faste personale og derfor burde kende det bedst. Det var meget utrygt,” fortæller Lisbeth Dahl Christensen.

Ikke rigtig på hjemmebane

Selvom patienttrykket er faldet på Covid-19-afsnittet i Herning, og man så småt er begyndt at åbne for andre akutte patienter igen, er sygeplejerskerne langt fra tilbage til normale tilstande, og det påvirker dem.

”Nu skal vi modtage både Covid-patienter og patienter med andre akutte problemstillinger. Det er hårdt, der er ikke nogen rutiner længere. Alt laves om hele tiden, vi får stadig nye kolleger, og jeg føler mig ikke rigtig på hjemmebane,” siger Birgitte Lundgaard Ottosson.

Sygeplejerskerne har mange ønsker til nærmeste fremtid, men især mere stabilitet i forhold til opgaver, vagtplan og kolleger.

”Det er vigtigt, at der er en fast andel af kompetente sygeplejersker, som kan håndtere akutte og svært syge patienter,” fastslår Lisbeth Dahl Christensen.

Og det ønske er måske ved at blive opfyldt. For netop nu er der for en ukendt periode indført et generelt ansættelsesstop i hele Hospitalsenheden Vest, mens der samtidig bliver slået stillinger op til netop de afdelinger og afsnit, som fortsat skal modtage Covid-patienter.

”Det kan være med til at sikre en vis stabilitet, men det er også lidt tankevækkende. For det betyder jo også, at alle os fra de nyoprettede Covid-afsnit ikke kan søge til andre afdelinger. Og den akutafdeling, vi har været en del af, er fuldstændigt vendt på hovedet. Så vi er stadig en del af Covid-19-beredskabet mere eller mindre frivilligt,” siger Lisbeth Dahl Christensen.

Derudover har de tre sygeplejersker sammen med mange andre kolleger i hele landet en forventning om at blive honoreret økonomisk for den store indsats, de har leveret og fortsat skal levere.

”Det er dejligt at blive anerkendt som helte og med skulderklap, men vi kan ikke holde til det store arbejdspres flere måneder endnu. Og vi er mange, der synes, at vi fortjener en økonomisk godtgørelse for vores store fleksibilitet og det kæmpe ansvar, vi står med i kraft af vores autorisation,” siger Birgitte Lundgaard Ottosson.

Lisbeth Dahl Christensen er enig:

”Vi er tyndslidte oven på det arbejdspres, vi har stået i. Men det er også en historisk begivenhed, som vi kommer til at tale om de næste 10, 20, 30 år. Vi var sammen med et stort tværfagligt team en afgørende del af det beredskab, der stod klar, da Danmark lukkede ned. Og vi løftede opgaven. Sammen!”