Jeg savner min trivielle hverdag

Marts. Omvæltningen. Da sygeplejerske Tina Hjortkær Nielsen onsdag den 11. marts møder ind på sit arbejde på Operationsafsnittet for Ortopædkirurgi på Farsø Sygehus, er hun helt uvidende om, at hun inden dagen er omme vil blive bedt om at tømme sit garderobeskab og pakke det arbejdsliv, hun kender og holder af, sammen. Uden at vide, hvornår hun vender tilbage.

I løbet af dagen bliver først alle personaler og sidenhen anæstesisygeplejerskerne indkaldt til møde med sygehusledelsen.

”Vi får at vide, at Farsø Sygehus skal lukke, patienterne flyttes og kun et par enkelte sygeplejersker blive tilbage. I stedet skal vi indgå i Covid-19-beredskabet på pandemiafsnittet på Aalborg Universitetshospital. Jeg får besked på, at jeg næste morgen skal møde ind i Aalborg kl. 08.”

Selvom de ansatte på Farsø Sygehus er informeret om, at deres arbejdsplads er udvalgt til at være et af de første steder, der skal deltage i Covid-19-beredskabet, kommer det alligevel bag på Tina Hjortkær Nielsen, at det er nu, det sker.

”Jeg tømmer mit skab, for ingen ved, hvornår vi kommer tilbage. Det er helt surrealistisk og lidt ligesom at være blevet fyret.”

Den nye afdeling

Dagen efter møder Tina Hjortkær Nielsen og otte af hendes kollegaer ind på Aalborg Universitetshospital, hvor hun skal arbejde på intensivafdelingen P2 – en nyoprettet pandemiafdeling med plads til 12 Covid-19-intensivpatienter.

Elektrikere og andre håndværkere går stadig rundt og arbejder på at gøre afdelingen klar.

”Vi får sporadisk undervisning. Der er 1.000 spørgsmål og ikke ret mange svar.”

Da Tina Hjortkær Nielsen går hjem fredag, får hun sin vagtplan for den kommende uge. Den indeholder både aften- og nattevagter, og hun arbejder normalt kun dagtid på hverdage.

”Jeg går lidt i panik, også fordi nattevagter slet ikke er mig. Heldigvis får jeg lavet mit skema om, så jeg ikke skal arbejde nat. Men det er stadig en stor indgriben i mit liv at skulle arbejde aften og weekend,” siger Tina Hjortkær Nielsen, som er mor til to børn på 11 og 13 år, der ligesom som resten af Danmarks børn og unge er blevet sendt hjem til ny digital skoleform.

De første 14 dage

Der er ingen patienter, da Tina Hjortkær Nielsen møder på arbejde den første mandag. Personalet får undervisning i respiratorer og sygdommen Covid-19. 
Midt i undervisningen bliver den første patient meldt.

”Det bliver mig og to andre, der tager imod. Det er første gang, jeg trækker i udstyret,” fortæller hun, og tilføjer:

”Den første tid klør man bare på. Det skal bare lykkes. Det er nye kollegaer, ny afdelingssygeplejerske og en helt ny afdeling. Mange ting bliver lavet om mange gange. Rutiner og procedurer oparbejdes undervejs, samtidig med, at der kommer flere patienter.”

”Der er ikke noget omklædningsrum, så jeg klæder om inde på et toilet, der ligger lige op ad lægekontoret. Hvordan skal jeg føle, at jeg hører hjemme her? Jeg har intet skab. Jeg lægger bare mine ting i reolen.”

Vi flager for succeserne

”I forhold til patienterne er det spændende, fordi det er anderledes. Men jeg er ikke vant til, at det er så komplekst. Folk er så syge, og har svigt på mange organer. Selv om der er mange, jeg kan sparre med og spørge om ting, så ved jeg jo ikke altid, hvad jeg ikke ved eller hvilke observationer, jeg skal gøre mig. Jeg er brugt, når jeg kommer hjem.”

”Det er en hård hverdag. Til daglig arbejder jeg et sted, hvor folk kommer ind til en planlagt operation, hvor de glæder sig til at få en ny hofte og komme hjem til et liv med en bedre livskvalitet. Det er normalt, at folk udskrives og får det bedre. Her er det mere undtagelsen end reglen. Vi hejser et gulvflag, hver gang en patient er blevet udskrevet eller er kommet ud af respirator. Det er de ting, vi glæder os over.”

”Sygeplejefagligt er det også meget anderledes. Vi har ikke senge med specielle madrasser, som man normalt har på intensiv for at undgå tryksår. Det betyder, at tryksår bliver en mindre ting i det store hele, og det strider imod alt, hvad vi sygeplejersker normalt arbejder med og prioriterer.”

”Når alt det er sagt, så er det også vigtigt at sige, at det også har været sjovt. Der har været en god stemning af, at det her klarer vi sammen.”

April. Reaktionen. Efter 14 dage har antallet af patienter stabiliseret sig. Det værst tænkelige scenarie er udeblevet, og personalet er også blevet mere dus med opgaverne og rutinerne. Med det følger overskuddet til at mærke sig selv.

”Pludselig kan jeg mærke mig selv – og en vrede og en frustration. Alt det, man skulle stå model til. Især det med, at jeg ingen indflydelse har haft på vagtplanen. Eller på, om jeg har lyst til at være der. Jeg er bare fulgt med strømmen,” siger hun.

”Samtidig havde jeg troet, at det ville blive en pukkel, hvor man skulle knokle og give den hele armen i en periode på et par måneder. Så ville jeg også tænke på det som en form for kompetenceudvikling. Men det er aldrig rigtig peaket. I stedet er det blevet et langt, sejt træk, og det tærer på en anden måde. Det samme gør uvisheden om, hvornår det stopper. Vi ved stadigvæk ikke, om vi venter på noget. Kommer det?”

”Nu hvor virussen har fundet et stabilt leje, og jeg kan se, at der er lagt en vagtplan frem til uge 22, og vi har fået at vide, at vi skal til at se på sommerferieønsker, så bliver det lidt uoverskueligt. Nu ved jeg ikke, hvornår jeg kommer tilbage til mit gamle job,” siger Tina Hjortkær Nielsen til Sygeplejersken midt i april, hvor hun også ”er nødt til at trække stikket” og melde sig syg i tre dage efterfulgt af to fridage.

Her taler Tina Hjortkær Nielsen med en coach. Det hjælper.

”Det gav ro til at sænke skuldrene at snakke med en, som bare lyttede, og det har gjort, at jeg igen kan gå på arbejde og nyde de gode ting.”
 
Maj. Refleksion. Den sidste mandag i april flytter Covid-19-afdelingen til nye, lysere lokaler med højt til loftet og en dør, man kan gå ud af og få lidt frisk luft.
Det er besluttet, at afdelingen skal bestå året ud.

Seniorsygeplejerskerne fra Farsø Sygehus er blevet trukket hjem. Men Tina Hjortkjær Nielsen skal blive. Indtil videre.

”Jeg får en mail om, at jeg fra uge 22 skal indgå i 4-ugers rotation mellem Farsø og Pandemiafsnittet.”

Kort efter bliver beslutningen igen lavet om. Tina Hjortkær Nielsen kan vende hjem til Farsø Sygehus fra uge 24, da der nu er helt ro på Pandemiafdelingen.

Men, for der er et men, hvis antallet af patienter med Covid-19 igen begynder at stige, starter rotationsordningen op igen.

”Det er dejligt at skulle retur, men det giver alligevel ikke helt ro, idet jeg jo stadig står standby – bliver der brug for mig eller gør der ikke. Det er igen det uvisse, som fylder og giver en form for uro. Det er ikke noget, jeg selv har valgt, men et vilkår i denne tid.”

”Det, der gør mig lidt gal, er, når jeg læser i medierne, at det er sket frivilligt. Det er fair nok, at vi blev flyttet på grund af situationen i marts, men så kald det, hvad det er, hvorfor skal det lyde så fint? Ingen af mine kollegaer fra Farsø Sygehus eller jeg er blevet spurgt,” siger hun.

I takt med, at coronaepidemien har fundet et roligere leje, er der også blevet større mulighed for indflydelse på vagtplanen.

”Jeg har fået en anden arbejdsglæde, og jeg kan bedre få øje på de gode ting. Det var svært de første uger,” siger Tina Hjortkær Nielsen.

”Jeg elsker stadig at være sygeplejerske. Jeg vil egentlig bare gerne tilbage til den trivielle leverpostejshverdag, hvor man ved, hvad der venter.”