Som brikkerne i et spil, hvor reglerne ikke længere gælder

Nye kollegaer. Ændrede arbejdstider. Ny arbejdsplads. Ny leder. En ukendt sygdom. Manglende værnemidler. Konstant skiftende retningslinjer. Aflyst ferie. Og vagtplaner med kort varsel.

Det er eksempler på, hvad sygeplejersker har måttet tåle, siden hospitaler landet over etablerede Covid-19-beredskaber fra den ene dag til den anden i begyndelsen af marts.

Fællestillidsrepræsentant, Katrine Lykke Larsen, fra Hospitalsenheden Vest sætter ord på den første tid:

”Det var en meget kaotisk start. Alt skulle sættes i værk i løbet af meget kort tid, og tingene ændrede sig nærmest på timebasis. Det var meget svært at planlægge, og det var de fleste sygeplejersker helt med på.”

Michelle Servé, fællestillidsrepræsentant på Sjællands Universitetshospital, Roskilde, supplerer:

”I starten, hvor vi kiggede ind i et scenarie med italienske tilstande, oplevede jeg, at sygeplejerskerne var ekstremt villige til at gå ind i det her med kæmpe kampgejst og en forståelse af, at selvfølgelig skulle vi også hjælpe.”

Presset til nye opgaver

På baggrund af netop skræmmebillederne fra Italien udarbejdede Forhandlingsfællesskabet og Danske Regioner en såkaldt ”Fælleserklæring”, der skulle fastsætte nogle spilleregler for de nødvendige ændringer i tilrettelæggelserne af arbejdstiden på landets hospitaler.

Erklæringen lagde bl.a. op til, at ændringerne skulle ske i dialog med de lokale tillidsrepræsentanter og tage afsæt i eksisterende overenskomster og aftaler.

En ny spørgeskemaundersøgelse fra DSR Analyse og Megafon viser, at knapt 80 pct. af sygeplejerskerne har oplevet, at Covid-19-epidemien har påvirket deres arbejde i høj (47 pct.) eller i nogen grad (31 pct.). Og 16 pct. af sygeplejerskerne har følt sig presset til at acceptere et nyt arbejdssted pga. Covid-19-pandemien, mens hver tredje har følt sig presset til at acceptere nye arbejdsopgaver og hver femte til at acceptere nye arbejdstidspunkter.

Det billede genkender fællestillidsrepræsentant, Michelle Servé, fra Sjællands Universitetshospital, Roskilde.

”Nogle har oplevet at få at vide en fredag, at de skulle træde ind i beredskabet fra mandag. Og for sygeplejersker, der er vant til at arbejde i dagvagter på et ambulatorium, er det en stor omstilling at skulle arbejde i skiftende vagter og weekend. Jeg har haft sygeplejersker, der har været kede af det og dybt frustrerede. Som har haft svært ved at få passet deres børn. De har valgt ambulatoriet som arbejdsplads af en grund, og det er ikke de fede lønninger,” siger hun, men anerkender, at vagtplanlæggerne heller ikke har haft det nemt:

”Jeg tror, alle har forsøgt at gøre det så godt, de kunne. Men det er jo ikke godt nok.”

Svært at sænke den faglige barre

I Dansk Sygeplejeråds fem kredse har medarbejderne også talrige eksempler på sygeplejersker, der har fået inddraget ferie og fridage, fået nye vagttyper og ikke kendt deres vagtplan fire uger frem, lige som individuelle hensyn i forhold til f.eks. børn og helbredsmæssige udfordringer er gået fløjten i Covid-19-beredskabets hellige navn.

Det kan alle anæstesisygeplejerskerne på Farsø Sygehus, som tidligt blev udset til at indgå i Covid-19-bemandingen på fire forskellige intensiv- og pandemiafsnit på Aalborg Universitetshospital, tale med om, siger tillidsrepræsentant, Isabel Gesler:

”Jeg er meget frustreret. Vi gik ind til det her med åben pande. Den skulle vi nok klare, og fleksibiliteten havde ingen øvre grænse. Det forventede tryk på sygehusvæsenet udeblev heldigvis. Men tiden går, og man kan ikke blive ved med at holde til uvished og overbelastning.”

Med kort varsel blev anæstesisygeplejerskerne spredt ud på fire intensivafdelinger på Aalborg Universitetshospital.

”Det har været svært ikke at vide, hvad man skulle. Nogle har det fint med ikke at kende deres vagtplan to dage frem. Andre har det rigtig svært. Mange af mine kolleger har også følt, at de ikke slog til rent fagligt i et andet speciale. Anæstesi- og intensivspecialet er altså ikke det samme. Og jo, vi anæstesisygeplejersker kan godt passe en respirator, men intensiv, hvor de dårligste patienter ligger, er anderledes. Det har været svært for mange at skulle sætte barren ned for den faglighed, man er vant til at yde,” fortæller Isabel Gesler.

Sat skakmat flere gange

Nu, hvor den første, akutte fase af Covid-19-pandemien er veloverstået, er hospitalerne ved at omstille sig til en ny virkelighed, hvor Covid-19-beredskabet skal køre videre med 300 intensivpladser og 800 almindelige senge. Samtidig skal hverdagen genoptages, og både sygeplejersker og Dansk Sygeplejeråd kræver, at man igen spiller efter de regler, der hele tiden har været gældende. Overenskomstaftale. Arbejdstidsaftale. Samt det, der fremgår af ens ansættelsesbrev. Fælleserklæringen hørte til i den akutte fase, siger formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen:

“Vi mener, at regionernes kommende Covid-19-beredskab kan rummes inden for overenskomsten og arbejdstidsaftalen. Det skal være slut med den næsten grænseløse fleksibilitet, som mange sygeplejersker har udvist i den akutte coronakrise. Nu skal arbejdsforholdene til at være mere normale igen, også selv om mange sygeplejersker både skal arbejde på deres stamafdeling og i Covid-19-beredskabet.”

Det er fællestillidsrepræsentant, Michelle Servé, fra Sjællands Universitetshospital enig i.

”Fælleserklæringen har udfordret os og er blevet brugt i en grad, hvor det nærmer sig misbrug. Og jeg synes, at vi er blevet sat skakmat mange gange, når der er blevet henvist til det skriv.”

Selv steder, hvor Covid-19-beredskabet i det store hele har kørt problemfrit, som på Kolding Sygehus, melder tillidsrepræsentant for det akutte område, Randi Friberg Bjerregaard, om trætte kolleger.

”Vi fik et helt nyt afsnit op at køre på fire timer. Gejsten var rigtig god og samarbejdet godt. Men efter 2-3 uger begyndte uvisheden at opstå: Hvor længe skal vi være i det her, hvilken betydning vil det få på sigt for mig og mit privatliv? Og det er først her sidst i april, hvor vi har fået en melding om, at mange forhåbentlig snart skal tilbage til lidt mere normale forhold, at det har gjort det nemmere at være i igen,” siger Randi Friberg Bjerregaard velvidende, at sygehuset stadig skal have et Covid-19-beredskab.

Et langt sejt træk venter

Det skal man også på mange af landets andre sygehuse, og tillidsrepræsentanterne er lige som Dansk Sygeplejeråd på stikkerne.

”I starten var fælleserklæringen god, men nu kommer der et langt, sejt træk, hvor vi stadig skal have et eller andet form for beredskab. Her kan vi ikke acceptere at blive udlånt til et andet afsnit i et andet speciale. Det er ikke rimeligt og strider mod vores overenskomst,” siger fællestillidsrepræsentant, Michelle Servé, fra Sjællands Universitetshospital, Roskilde.

I Aalborg er nogle af sygeplejerskerne blevet trukket hjem til Farsø, mens andre skal indgå i en langsigtet rotationsordning, hvilket belaster sygeplejerskerne både fagligt, professionelt og privat:

”Arbejdsmiljøet er i den grad blevet udfordret. Flere siger, at de er blevet en skidt udgave af sig selv. De mærker, at de går i små sko og bliver irriteret over små ting. Tænker på, hvorfor andre er blevet trukket hjem, og om de har bedre vagtplaner. Sådan plejer vi ikke at have det. Vi plejer at være rigtig gode kollegaer og hjælpe hinanden,” siger tillidsrepræsentant, Isabel Gesler.

Derudover har usikkerhed om værnemidler og frygten for at bringe smitten med hjem også fyldt meget hos mange sygeplejersker. Og en del sygeplejersker går rundt med et ønske om en økonomisk godtgørelse, bl.a. i Hospitalsenheden Vest,  siger fællestillidsrepræsentant, Katrine Lykke Larsen:

”Vi har fået overenskomstmæssig betaling for vores overarbejde, men mange synes, de fortjener mere. Vi har gået den her ekstra mil uden aftaler om ekstra tillæg for fleksibilitet eller smitterisiko. Mange har været og er stadig bekymrede for at blive syge eller bære smitten videre.”