"Vi er bevæbnet med podepinde"

Theis Jensen, der i flere uger har døjet med hoste og ondt i halsen, har sat sig på en plastikstol i et af de såkaldte Covid-telte foran Slagelse Sygehus.

“Lidt højere op med munden,” siger beredskabsansvarlig sygeplejerske Tabita Grønvold, der sammen med sin kollega, udviklingssygeplejerske Kristine Bækgaard, har taget overtrækskitler med lange ærmer, handsker, visir og kirurgisk maske på.

Tabita Grønvold stiller sig til rette, så hun får et godt indblik i munden, helt ind til svælgets bagvæg, og stikker podepinden ind.

“Det var det. Du får svaret på sundhed.dk inden for 72 timer,” siger Tabita Grønvold til Theis Jensen og rækker podepinden til Kristine Bækgaard, der lægger den i et gennemsigtigt hylster, hvor Theis Jensens’ CPR-nummer er trykt på en label.

“Nej. Vi er forberedte, hvis det værste skulle ske,” fortæller sygeplejerskerne Tabita Grønvold og Kristine Bækgaard.

Foto: Claus Bech

Fra 50 til 700 patienter i døgnet

19. marts 2020 fik Tabita Grønvold og Kristine Bækgaard fra akutmodtagelsen på Slagelse Sygehus deres arbejdslivs største opgave: Lav et udkast til en plan for opbygning af Covid-telte i for-længelse af sygehuset.

Halvandet døgn senere var der rejst et visitationstelt på parkeringspladsen, hvor man kunne teste, visitere og enten sende patienter hjem eller, om nødvendigt, indlægge dem.

Det gik fint de første 14 dage. Så eksploderede antallet af patienter, og køen foran teltene blev alenlang. Fra at teste 50 patienter i døgnet steg antallet støt. I dag ligger gennemsnittet på omkring 700 patienter i døgnet.

Området blev derfor udvidet i slutningen af marts. Bemandingen blev opgraderet fra 5 til 15 ansatte, en blanding af sekretærer, læger, sygeplejersker og sygeplejerskestuderende og ikke mindst værnepligtige, der er blevet oplært i at pode patienter. I dag tæller området et callcenter, fire testtelte til dem, der kommer gående, et drive-in-testområde for dem, der kommer i bil, et personaletelt, et depottelt og ikke mindst et observationstelt, hvor særligt syge patienter kan lig-ge og vente på deres testsvar.

Observationsteltet er dog ikke i brug. Da Tabita Grønvold og Kristine Bækgaard hiver den tunge plastikvæg til side og træder ind, står teltet tomt. Gulvet er skævt, den kraftige vind hiver i telt-dugen, og der er kroge i loftet til IV-drop. Der står iltbomber i hjørnet, SAT-målerne er klar til brug, der er A-gas, hjertestopvogn og udstyr til at måle patienternes vitalparametre.

“Kald det overkill. Men forventningen var i starten, at der ville komme italienske tilstande. Sam-tidig er vi det sygehus med det største optageområde i regionen, så vi skal tænke stort. Vi håber naturligvis ikke, at tingene går amok, men hvis det er, så har vi testet det med fire patienter og er helt klar,” forklarer Kristine Bækgaard.

Skræmt af synet af visir og maske

“Hvem er den sejeste pige i verden?”

Moren til Sofie på 5 år rækker ud efter sin pige og trækker hende op på skødet af sig selv på fø-rersædet. Sofie hulker. En af de værnepligtige, der er blevet oplært i at pode, har forgæves for-søgt at få en podepind ind bagerst i Sofies mund for at ramme det helt rigtige sted ved mandlerne.

En sygeplejerskestuderende overtager, går på hug og forsøger at opmuntre Sofie gennem det nedrullede vindue. I drive-in-teltet bagved farer personalet rundt. “Har vi mere legetøj?” er der en der spørger. “Det er vist udsolgt,” siger en anden. “Kan hun lide cookies?” foreslår en tredje, der dog til sidst finder kassen med hoppebolde og små plastikarmbånd.

Det var oprindeligt meningen, at Covid-området skulle have haft et børnetelt. Men på grund af mangel på personale bliver børnene nu podet i de samme telte som andre patienter. Tabita Grønvold fortæller, at personalet derfor opfordrer langt de fleste forældre med børn til at sætte bilen og lade deres børn blive podet i et af de fire testtelte.

“Vores opgave er at gøre dem trygge, og vi har bedre tid til dem i testteltene, end de har i drive-in. Det kan jo i forvejen være skræmmende for børn at se os med visir og maske på,” forklarer Tabita Grønvold.

Podepinde som våben

Både Tabita Grønvold og Kristine Bækgaard er erfarne akutsygeplejersker og har på den måde et skarpslebent ”akutmindset”, som de beskriver det. En erfaring de også bruger i Covid-teltene til at vurdere en patients tilstand. Alligevel er deres nuværende arbejde markant anderledes, end hvad de nogensinde har prøvet før.

“Jeg har arbejdet med beredskab i flere år, men kunne ikke bruge nogle af de beredskabsplaner, vi har brugt før. Vi har jo aldrig nogensinde haft et teltområde, der skulle bygges op med it, varme, forsyninger, vand, you name it,” forklarer Tabita Grønvold.

“Der er tale om at bygge alt op fra scratch og operere under epidemilovgivningen, hvilket vi aldrig har prøvet før. Tænke i forskellige, mulige scenarier, og så ja, tage tingene, som de kom-mer,” supplerer Kristine Bækgaard.

Begge understreger, at det er hårdt, lærerigt og frem for alt meningsfyldt.

“Vi har klart en oplevelse af at gøre en forskel. Som Florence Nightingale er vi i krig. En krig, hvor hygiejnen redder liv. Vi er bevæbnet. Ikke med geværer, men med podepinde,” siger Tabita Grønvold.