"Vi ved godt, vi trak store veksler på personalet"

Jeg bliver nærmest rørt, når jeg taler om det. Det er helt sindssygt, så omstillingsparate sygeplejerskerne har været. De har været så velvillige til at kigge ud over sig selv og egen afdeling og sige, selvfølgelig hjælper vi med det,” siger Susanne Lønborg Friis, vicedirektør på Sjællands Universitetshospital.

Den oplevelse deler Lisbeth Lagoni, sygeplejefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital:

”Jeg har oplevet en helt usædvanlig motivation og frivillighed. Vi så, hvor slemt det var i Italien og Spanien. Derfor var der heller ingen, der satte spørgsmålstegn ved nødvendigheden af det, da vi lavede Farsø Sygehus om til et pandemihospital og flyttede en del af personalet til Aalborg.”

Sygeplejefaglig direktør i Hospitalsenheden Vest, Ida Götke, er også imponeret over sine medarbejdere:

”Her i ledelsen sidder vi tilbage med en enorm taknemmelighed over, hvad medarbejderne har løftet. Vi er megastolte.”

Fleksibilitetens pris

Alle tre direktører erkender dog, at omstillingen ikke har været omkostningsfri for personalet.

”Det har været en stor opgave og mundfuld, hvor mange sygeplejersker var ude af deres komfortzone. Vi ved godt, at vi trak store veksler på personalet, som skulle arbejde sammen med andre i nye rammer,” siger Lisbeth Lagoni.

Ida Götke tilføjer:

”Der er ingen tvivl om, at vores medarbejdere er slidte. Både de, som blev bedt om at indgå i Covid-19-beredskabet, og de, som blev tilbage på deres stamafdelinger.”

En ny analyse fra Dansk Sygeplejeråd viser, at 16 pct. af sygeplejerskerne har følt sig presset til at acceptere et nyt arbejdssted pga. Covid-19-pandemien.

Til det siger Ida Götke:

”Tidligt i forløbet lavede vi en fordelingsmodel, hvor vi konkret bad forskellige afdelinger om at bidrage med medarbejdere til Covid-beredskabet. Jeg fornemmer, at langt de fleste sygeplejersker flyttede sig af pligt over for den opgave, vi stod overfor. De ville ikke have valgt det frivilligt.” 

I Aalborg siger sygeplejefaglig direktør Lisbeth Lagoni:

”Vi har tilstræbt at bruge frivillighedsprincippet, og jeg tror ikke, vi har tvunget nogen. Alle kunne godt se, at man var nødt til det, det var en del af en katastrofeplan. Og som sundhedspersonale ved man godt, at det er sådan, det er,” siger hun.

Tillidsrepræsentanten for anæstesisygeplejerskerne i Farsø siger, at de ikke blev spurgt, men blot informeret, og at hverken sygeplejerskerne eller hun blev inddraget i spørgsmål omkring tjenestested, vagtbyrde eller vagttype?

”Det er rigtig nok, at de ikke blev spurgt. Vi har forsøgt at undgå at tvinge nogen. Vi har haft et godt samspil med MED-organisationen, og har forsøgt at inddrage så godt som muligt, men i den pressede situation har det været svært at nå helt ud til yderste led.”

Trætte sygeplejersker

Flere sygeplejersker oplever også, at der ikke er blevet taget individuelle hensyn. Nogle har haft svært ved at få privatlivet til at hænge sammen pga. ændringer i vagtplaner med kort varsel?

”Vi har forsøgt at være i dialog med folk, og hvis man har haft enlig mor i dagvagt, der skulle indgå i skiftende vagter, er det blevet taget med fællestillidsrepræsentanten,” siger Lisbeth Lagoni og tilføjer:

”Men selvfølgelig er der svipsere, fordi det er gået så stærkt. Vi har også lært hen ad vejen.”

De tre sygeplejefaglige direktører erkender også, at vagtplanerne er kommet med få dages varsel. Og det skal der rettes op på, siger de samstemmende.

Susanne Friis, vicedirektør på Sjællands Universitet:

”De skal kende deres vagtplaner fire uger frem i tiden – også når vi låner medarbejdere ud. Det andet går jo ikke,” siger hun.

De tre direktører håber, at den næste omstilling til et længerevarende træk bliver mere forudsigelig og tålelig. Men samtidig dikterer virkeligheden og en politisk bestemt ramme, at hospitalerne stadig skal have et Covid-beredskab året ud.

”Vi har spurgt, om der nogen, der har lyst, og vi har også fået nogen ad den vej, men ikke nok,” siger Lagoni.

En ny patientkategori

Også på Sjælland har interessen for at melde sig til Covid-19-beredskabet for en længere periode været begrænset.

”Lige nu ser vi ikke en skov af hænder, der gerne vil hjælpe. Og kommer der ikke nok frivillige, er vi nødt til at udpege nogen,” siger Susanne Friis og understreger, at de fortsat gør en stor indsats for at få frivillige til opgaven.

I Hospitalsenheden Vest er man også ved at rekruttere personale til det fremtidige Covid-19-beredskab.

”Vi skal sikre, at vi har ressourcer nok, og nogle af de sygeplejersker, der har været udlånt til Covid-19-beredskabet, synes det har været så spændende, at de søger orlov for at være med.”

Hvad med dem, som ikke har lyst til at arbejde med Covid-19-patienter, men som før epidemien var ansat på en af de afdelinger, der fremover skal have Covid-19-patienter?

”Synes man, det er spændende at arbejde med patienter med akutte tilstande eller infektionssygdomme, så må man indstille sig på, at der er kommet en ny patientkategori. Covid-19 var ikke et peak, der lige skulle overstås, det kommer til at vare lang tid endnu,” siger Ida Götke, der lige som de to andre direktører og sygeplejerskerne skal leve med, at smittetrykket og antallet af indlagte pludseligt kan stige igen:

”Kommer der en ny eksplosion, må vi ud i samme øvelse igen. Jeg tænker dog, at vi har været noget igennem, der gør os stærkere i det øjeblik, det måske sker.”