Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Case: "Kan sådan en smatso som Mette være sygeplejerske ved jer?"

Da Mette Vestergaard Jørgensen kommenterer på en avisartikel på Facebook, forestiller hun sig ikke, at det vil ende med en ubehagelig samtale med hendes oversygeplejerske.

Sygeplejersken 2021 nr. 8, s. 51

Af:

Freja Wedenborg, journalist

sy8-2021-digital-mette-vesterfaard-joergensen

Mette Vestergaard Jørgensen, sygeplejerske på Odense Universitetshospital, deltog kort før nytår i en debat i et kommentarspor på Facebook under en artikel fra JydskeVestkysten. Her bliver hun med egne ord fanget ind af en ”trold”.

”Han skriver noget med, at vi ikke passer ordentligt på patienterne og ikke går med maske, og så svarer jeg, at det ikke er rigtigt. Så tænker jeg ikke mere over det, indtil det begynder at bippe ind, fordi han skriver til mig i kommentarsporet,” fortæller Mette Vestergaard Jørgensen.

Personen i Facebook-tråden, som hun ikke kender i forvejen, bliver ved at stille spørgsmål og tagge Mette Vestergaard Jørgensen.

”Jeg svarer, og på den måde kan man måske godt sige, at vi hidser hinanden lidt op. Men han bliver mere og mere ubehagelig og slutter med at skrive, at han vil klage til min ledelse,” siger hun.

sy8-2021-digital-kommentar

Mundkurv på

Nogle dage senere får Mette Vestergaard Jørgensen besøg på sin afdeling af oversygeplejersken. Hun viser en mail, der er blevet sendt til hospitalet om hende. ”Kan sådan en smatso som Mette Vestergaard Jørgensen være sygeplejerske ved jer?” står der bl.a.

”Og så siger hun faktisk til mig, at jeg bør tie stille på Facebook, fordi det vil gøre det hele meget lettere for både mig og hende,” fortæller Mette Vestergaard Jørgensen.

Beskeden overrasker Mette Vestergaard Jørgensen.

”Hun er jo faktisk ved at give mig mundkurv på, selvom jeg ikke havde sagt noget, der handlede om hospitalet eller min afdeling, og er i min fulde ret til at deltage i debatten. Det bliver jeg ret rystet over,” fortæller hun.

Mette Vestergaard Jørgensen ville i stedet ønske, at hun havde mødt opbakning fra arbejdspladsen.

”Der er simpelthen brug for noget mere forståelse i ledelserne for, hvordan debatten er i dag. For hvis ikke der bliver sagt fra, når vi bliver truet, så får det jo lov at eskalere,” siger hun.

Ledelse kan ikke være bolværk

Selv har hun ikke deltaget i debatter på Facebook om sine arbejdsforhold siden hændelsen. Men det kommer hun til igen, lover Mette Vestergaard Jørgensen:

”Det er vigtigt, at vi som sygeplejersker også kan deltage i den offentlige debat. Ellers er der jo aldrig nogen, der forstår, hvordan vores arbejdsforhold er.”

Sygeplejersken har foreholdt Odense Universitetshospital kritikken fra Mette Vestergaard Jørgensen. Vi har modtaget dette svar på mail fra sygeplejefaglig direktør Mathilde Schmidt-Petersen:

 ”Jeg er enormt ærgerlig over, at der er en sygeplejerske, der ikke kan ytre sig som privatperson på Facebook uden at blive svinet til. Der er ingen tvivl om, at alle medarbejdere har retten til at ytre sig på de sociale medier, hvis de overholder tavshedspligten. De har selvfølgelig retten til at sige deres mening, men ligesom vi ikke kan blande os i retten til at ytre sig, kan vi heller ikke fungere som bolværk mod den grænseoverskridende opførsel, der jo desværre er meget af på de sociale medier.”