Mennesker med demens skal have omsorg frem for medicin

Mennesker med demens kan have perioder med svær uro, agitation, aggression og voldsomme episoder. Det kan være svært at håndtere for både personale, pårørende og personen selv, og derfor får mange ordineret antipsykotisk medicin.

Men det bør være den absolut sidste udvej, fastslår Sundhedsstyrelsen i en ny Nationale Kliniske Anbefalinger (NKA), der udkom den 9. april (læs den nye NKA her). 

Det glæder sygeplejerske og demensfaglig leder i Haderslev Kommune, Gitte Grønborg Kirkegaard, som også er formand for den landsdækkende interesseforening Demenskoordinatorer i Danmark. 

”Jeg er som sådan ikke overrasket over de nye anbefalinger, da det er et område, der har været fokus på i mange år. Vi skal nedbringe forbruget af antipsykotisk medicin. Det er ikke faldet de seneste 10 år, og der er en overdødelighed på 35 pct.” siger Gitte Grønborg Kirkegaard, som også er medlem af Sundhedsstyrelsens Alliance til nedbringelse af antipsykotisk medicin til mennesker med demens. 

Find først årsagen til ændret adfærd 

Ifølge de nye anbefalinger viser forskningen, at effekten af antipsykotisk medicin er beskeden, samt at der er markant øget risiko for alvorlige bivirkninger og øget dødelighed. Derudover kan medicinen sløre de bagvedliggende årsager til adfærden og gøre det sværere at iværksætte korrekt behandling.

Personalet bør i stedet prøve at finde årsagerne til adfærdsændringerne, der kan skyldes uopfyldte psykologiske og sociale behov eller somatisk sygdom. På den måde kan man bedre iværksætte den rette medicinske behandling eller psykosociale og non-farmakologiske interventioner som reminiscensterapi, musikterapi eller kognitiv stimulationsterapi. 

Kort og godt bør fokus ifølge den nye NKA være på at skabe fysisk og psykisk velbefindende gennem personcentreret omsorg og en god relation til personen med demens. Her mener Gitte Grønborg Kirkegaard, at sygeplejersker har en nøglerolle.

”De har kompetencerne til at identificere de somatiske årsager eller uopfyldte psykologiske og sociale behov. Sygeplejersker er gode til at arbejde personcentreret, analyserende og reflekterende, og vi kan se, at det virker,” siger hun og fortsætter:

”På de plejecentre, hvor det er lykkedes at nedbringe brugen af antipsykotisk medicin, er det resultatet af en synlig faglig ledelse og et tæt samspil mellem kompetente og dedikerede medarbejdere – både sygeplejersker, plejehjemslæger og social- og sundhedsmedarbejdere.”

Værdig behandling koster

Grete Grønborg Kirkegaard er dog bevidst om, at den personcentrerede og non-farmakologiske tilgang kan være mere ressourcekrævende.  

”Vi skal til at reflektere og bruge hinandens viden om borgerne. Vi skal have inddraget familien for at finde ud af, hvad er det for et liv, borgeren har levet. Hvad er det for nogle værdier, de har haft i deres liv? Hvorfor reagerer de på rod, f.eks.?” siger hun, men tilføjer: 

”Det koster altså noget, hvis vi skal gøre det anstændigt og værdigt og arbejde med en relationel og personcentreret tilgang. Og så er det bare hurtigere og nemmere at ringe efter en pille, ikke?”

Hun er enig i, at antipsykotisk medicin kan være nødvendigt i nogle tilfælde – men som det står i anbefalingen ”i lavest mulige dosis og kortest mulig tid, hvis personen er voldsomt forpint eller til skade for sig selv eller andre”.

Mest af alt håber hun nu på, at de nye kliniske anbefalinger kommer ”godt ud over rampen” samt, at flere sygeplejersker får øjnene op for, hvor vigtigt og givende det er at arbejde med patienter og borgere med demens.

”Jeg synes, det er et uhyggeligt vigtigt område i plejen af ældre mennesker. Vi møder mennesker med demens alle steder, og der kommer flere og flere.”