Ny undersøgelse: Sundhedsplejersker mangler viden om vold 

Det summer i salen. Rundt omkring sidder fagfolk fra hele landet: sundhedsplejersker, socialrådgivere, pædagoger og repræsentanter fra organisationer som Mødrehjælpen og Barndom Uden Vold. Summen bliver hurtigt til stilhed, idet dørene nederst i salen går op, og H.M. Dronningen træder ind.

Anledningen er konferencen ’Opsporing af vold i familien,’ som er et større samarbejde mellem Mary Fonden og Lev Uden Vold. Samtidig lanceres en ny undersøgelse ved navn ’Fagpersoners viden om vold i småbørnsfamilier,’ som sætter fokus på sundhedsplejersker, pædagoger og socialrådgiveres selvoplevede viden og erfaringer med at identificere vold i småbørnsfamilier.

Og ét budskab står klart: Sundhedsplejerskerne mener selv, at de har et ansvar for opsporing af vold i familier, men mange mangler den nødvendige viden og de rette værktøjer til at opspore vold i familierne.

Sundhedsplejersker vil gerne, men mangler redskaber
Den nye undersøgelse fra Mary Fonden og Lev Uden Vold viser, at sundhedsplejersker opfatter opsporing og håndtering af vold som en naturlig del af deres arbejde. Alligevel føler mange sig dårligt rustet til opgaven.

I undersøgelsen beskriver sundhedsplejerskerne også, at frygten for at skade relationen til forældrene ved at stille svære spørgsmål kan være en betydelig barriere.

Mange peger derfor på behovet for en mere systematisk tilgang, hvor det bliver en fast og tryg del af arbejdet at spørge til vold: præcis som man i dag helt naturligt spørger ind til f.eks. rygning eller amning.

Derfor efterlyser sundhedsplejerskerne ikke blot viden, men også praktiske redskaber og fælles rutiner, der kan gøre det lettere og mere legitimt at tage samtalerne.

Formand for Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, Susanne Rank Lücke, er enig i, at der er brug for en ny tilgang og nye værktøjer.

”Hvis vi skal gøre alvor af opsporingen af vold, kræver det, at vi som sundhedsplejersker, skal stille de svære spørgsmål til alle familier, vi besøger.”

Når tavshed bliver en barriere

Susanne Rank Lücke understreger, at fraværet af faste procedurer kan være med til at skabe tvivl og berøringsangst.

”Jeg tror, det kræver, at vi får en systematisk tilgang til opsporingen af vold. For ellers bliver det ikke en del af det, vi helt naturligt spørger forældrene om.”

Netop perspektivet om, at der er brug for værktøjer, bakker 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd, Harun Demirtas, op om i et interview til Dagbladet Information.

 ”Sundhedsplejersker bliver lukket ind i familiernes hjem. De bliver oftest mødt med tillid og kan spille en afgørende rolle i opsporing og forebyggelse af vold i hjemmene. Men det kræver, at de får værktøjerne. Det er ærgerligt, at så mange selv siger, at de ikke har dem.”

En sætning, der sætter sig fast

En af konferencens oplægsholdere er en anonym ung person, som fortæller om sin opvækst med vold i hjemmet, og ikke mindst om hvordan det var at blive mødt af systemet. Med klar stemme og stærk tilstedeværelse slutter anonym sit oplæg med en opfordring til fagfolkene i salen:

“Please, gør noget anderledes på mandag.”

Sætningen bliver hængende i luften. Flere nikker. Nogle hvisker med sidemakkeren. Det er tydeligt, at ordene lander tungt. Og at de bliver siddende.

Selv H.M. Dronningen bemærker flere af personens pointer i sin efterfølgende tale, og hun lægger ikke skjul på, at ordene har gjort et stort indtryk.

Og netop opfodringen om at gøre noget anderledes allerede på mandag, er noget af det, Ellen Eldrup, som er næstformand i Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, tager med sig fra dagens konference:

”Nogle gange er der bare én sætning, der kommer til at stå lysende klart frem. Og det gjorde det, da anonym bad os om at gøre noget andet på mandag. Jeg kan love, at jeg vil arbejde for at gøre noget andet på mandag. Jeg vil gå videre ned ad den vej, vi som faggruppe allerede går på, og jeg vil arbejde for at vi kommer i gang med systematisk screening og relevante indsatser," siger hun.

Et realistisk skridt fremad

Under konferencens paneldebat peger Susanne Rank Lücke på, at det faktisk er muligt at ændre praksis. Hun sammenligner det med en anden vigtig overgang.

”Jeg er jo i den alder, hvor jeg kan huske, da vi skulle til at spørge familier ind til rygning. Mange af os syntes, det var grænseoverskridende, for det var jo en privat sag. Men tiden gik, og i dag føles det som det mest naturlige i verden at spørge ind til.”

Hun understreger, at det samme kan og bør ske med spørgsmål, der kan være med til at opspore vold i familier. For hvis opsporingen skal tages alvorligt, skal tavsheden brydes med mod, metode og systematik.