Førtidspension og seniorpension
Står du enten over for tilkendelse af førtidspension/seniorpension eller er tilkendt førtidspension, kan du læse mere om regler og vilkår.
Førtidspension og seniorpension
Få svar på dine spørgsmål om førtidspension og seniorpension.
Målgruppe
Målgruppen for førtidspension er personer, som varigt har fået nedsat deres arbejdsevne til en ubetydelighed. Efter en reform af førtidspensionsreglerne i 2013 er tilkendelse af førtidspension i princippet kun for personer over 40 år.
Undtagelsesvis er der fortsat mulighed for at tilkende en førtidspension, hvis du er under 40 år. Målet med reformen af førtidspension fra 2013 er blandt andet, at færre skal tilkendes førtidspension, og det gælder især dem under 40 år.
Arbejdsevnen skal være nedsat til en ubetydelighed. I praksis skal der være tale om, at du skal have en nedsættelse af arbejdsevnen i et omfang, så du fx ikke kan bestride et fleksjob ned til få timer om ugen.
Eksisterer muligheden ikke for et fleksjob på få timer om ugen, og har du en varig og nedsat arbejdsevne, kan du være i målgruppen til førtidspension.
Bemærk, hvis du har seks år eller mindre tilbage til din folkepensionsalder, kan du eventuelt have ret til seniorpension, hvis din arbejdsevne er nedsat til højst 15 timer i seneste job.
Sagsgang og dokumentation
Førtidspension kan tilkendes personer mellem det 18. år og folkepensionsalderen. Du skal have en væsentlig og varig nedsættelse af arbejdsevnen til en ubetydelighed.
Beskrivelsen af sagsgangen tager udgangspunkt i sager om "almindelig" førtidspension og gælder ikke for førtidspensionssager, der søges på det foreliggende grundlag eller seniorførtidspension. Disse gennemgås separat, da der er forskelle i både sagsgangen og dokumentationskrav.
Se mere under punkterne 'Ansøgning på det foreliggende grundlag' og 'Seniorførtidspension'.
Vurderingen kræver dokumentation
Sagsbehandling
I forbindelse med vurdering af arbejdsevnen vil der være krav om, at sagen dokumenteres grundigt. Tilkendelse af førtidspension kræver i praksis en solid dokumentation af, at din arbejdsevne er nedsat i en sådan grad, at førtidspension er eneste tilbageværende mulighed.
Før din sagsbehandler kan indlede en sag om førtidspension, vil du opleve at det kan tage lang tid, fordi sagsbehandleren skal fremskaffe den nødvendige dokumentation. Det vil typisk være lægelig dokumentation, både fra egen læge, sygehus, speciallæge og lignende. Derudover en praktisk dokumentation af din nedsatte arbejdsevne i form af længerevarende praktikker, eventuelt med afprøvning af hjælpemidler, personlig assistanceordning og lignende.
Funktionsevne
Du kan også opleve, at kommunen har behov for at få beskrevet din funktionsevne i dit hjem. Typisk vil det være en fysio- eller ergoterapeut, der besøger dig hjemme, og i samarbejde med dig klarlægger din dagligdag samt beskriver din funktionsevne i dagligdagen. Dette sker for at beskrive din nedsatte funktionsevne og dine ressourcer, set i et helhedsperspektiv.
Rehabiliteringsteam
Bemærk at rehabiliteringsteamet afskaffes fra 01.07.26 og derefter skal kommunen træffe afgørelser.
Din sag skal som udgangspunkt forelægges rehabiliteringsteamet for at du kan blive indstillet til førtidspension.
Inden en sag kan forelægges rehabiliteringsteamet, er der krav om, at der skal foreligge et særligt skema, der hedder 'den forberedende del'. Kommunen kan vælge at rekvirere en særlig lægeblanket, der hedder LÆ 265. Er din sag tilstrækkeligt oplyst via øvrige lægedokumenter i sagen, behøver kommunen ikke nødvendigvis at indhente den særlige LÆ 265 blanket til rehabiliteringsteamet. Ud over disse skal sagens øvrige relevante dokumenter være tilgængelige for rehabiliteringsteamet, fx den øvrige lægedokumentation i sagen, praktikrapport, funktionsevneundersøgelse m.v.
Se skema og lægeblanket her
Forberedelsesskema 'Den forberedende del' (udgår 01.07.26)
Lægeblanketten LÆ 265 (udgår 01.07.26)
Rehabiliteringsteam-møde (afskaffes 01.07.26)
De fleste sager om førtidspension skal som udgangspunkt forelægges kommunens rehabiliteringsteam. Teamet træffer ikke afgørelser men skal indstille til kommunen om du har ret til førtidspension eller ikke.
Bemærk at rehabiliteringsteamet afskaffes fra 01.07.26 og derfor skal kommunen træffe afgørelser uden først at forelægger sagerne fra rehabiliteringsteamet.
Hvad er rehabiliteringsteam? (afskaffes 01.07.26)
Rehabiliteringsteamet er et særligt mødeforum i kommunen, hvor teamet skal udarbejde en indstilling i sager om jobafklaringsforløb, ressourceforløb, fleksjob og førtidspension.
Rehabiliteringsteamet består af repræsentanter fra flere forvaltninger, da teamet skal foretage en tværfaglig vurdering af din sag. Der vil som minimum være en repræsentant fra beskæftigelsesområdet og en regional sundhedskoordinator, som er læge. Kommunen kan vælge, at øvrige repræsentanter skal deltage, fx fra social- og sundhedsområdet. Din sagsbehandler vil også deltage i mødet sammen med dig.
Bemærk at rehabiliteringsteamet afskaffes fra 01.07.26 og derfor skal kommunen træffe afgørelser uden at forelægge sagerne fra rehabiliteringsteamet. Kommunen skal fortsat sikre sig en tværfaglig vurdering og helhedssynet i afgørelserne.
Mødepligt
Du har mødepligt til rehabiliteringsteamet med ganske få undtagelser (meget alvorlig sygdom og lignende). Mødet er en dialog mellem dig, din sagsbehandler og teamet. Teamet vil på forhånd have læst din sag og vil drøfte den med dig på mødet. Rehabiliteringsteamet træffer ikke afgørelser, men kan alene udarbejde en indstilling til kommunen efter mødet.
Mødet tager typisk mellem 30-45 minutter. I langt de fleste tilfælde får du oplyst, hvad rehabiliteringsteamet indstiller til, umiddelbart ved mødets afslutning.
Sager, hvor kommunen vurderer, at der enten kan tilbydes et ressourceforløb eller førtidspension, skal som udgangspunkt forelægges rehabiliteringsteamet. Det vil være rehabiliteringsteamet, der vurderer og indstiller, om der først er behov for et ressourceforløb, eller om der bør indstilles direkte til førtidspension.
Efterfølgende vil det være kommunen, der træffer en afgørelse på baggrund af indstillingen. Skulle kommunen ikke være enig med rehabiliteringsteamets indstilling, skal sagen sendes tilbage til nyt møde i rehabiliteringsteamet med begrundelse for uenigheden. På den baggrund skal rehabiliteringsteamet på ny lave en indstilling til kommunen.
Bemærk, at rehabiliteringsteamet afskaffes fra 01.07.26, og derfor skal kommunen træffe afgørelser uden først at forelægge sagerne fra rehabiliteringsteamet.
Undtagelser
Der er få undtagelser for sager, der ikke skal forelægges rehabiliteringsteamet, inden der kan træffes afgørelse om førtidspension.
Undtagelserne kan fx være sager, hvor det er helt åbenlyst for kommunen, at du skal tilkendes førtidspension på grund af eksempelvis en livstruende alvorlig sygdom. Det kan være sager, hvor der meget hurtigt skal ske en tilkendelse af førtidspension, ofte på grund af forventet kort levetid. Det kan også være sager, hvor en tilkendelse er åbenlys, men borgeren ikke vil have mulighed eller meget vanskeligt ved at fremmøde på grund af sygdommen.
Endeligt kan kommunen også vælge af træffe afgørelser uden forelæggelse for rehabiliteringsteamet i sager, hvor det er helt åbenlyst, at der ikke kan tilkendes førtidspension. Det vil fx være i sager, hvor der er ansøgt om førtidspension på det foreliggende grundlag (fx med det formål at få forlænget sygedagpengeudbetalingen).
Bemærk at rehabiliteringsteamet afskaffes fra 01.07.26 og derfor skal kommunen træffe afgørelser uden først at forelægge sagerne fra rehabiliteringsteamet.
Ansøgning på det foreliggende grundlag
I pensionsloven har du en ret til at ansøge om førtidspension på det foreliggende grundlag. Det kan du gøre på ethvert tidspunkt i din sag og uafhængigt af, hvilken forsørgerydelse du modtager. Ansøger du om førtidspension på det foreliggende grundlag, skal kommunen behandle sagen og træffe en afgørelse.
Oplysningsgrundlag på ansøgningstidspunktet
Vælger du at ansøge om førtidspension på det foreliggende grundlag skal du være bevidst om, at det bogstaveligt talt er på det oplysningsgrundlag, der ligger i din sag på det tidspunkt, hvor du ansøger.
Det betyder, at kommunen skal afgøre sagen på de oplysninger, der ligger i sagen. Kommunen er ikke forpligtet til at indhente yderligere, hverken fra dig, egen læge eller andre. Kommunen kan dog indhente fx journaloplysninger der på ansøgningstidspunktet foreligger hos læge, sygehus og lignende, hvis det skønnes relevant at indhente til sagen. Kommunen skal heller ikke indhente den særlige lægeblanket (LÆ 265), der normalt skal indhentes i sager om førtidspension. Skemaet 'den forberedende del' skal udfyldes, inden sagen eventuelt skal forelægges rehabiliteringsteamet
Bemærk at LÆ 265 blanketten og skemaet ’den forberedende del’ samt rehabiliteringsteamet afskaffes 01.07.26 på grund af nye regler.
I praksis opnår de færreste førtidspension ved at ansøge på det foreliggende grundlag. Hvis du vælger at ansøge på det foreliggende grundlag, bør du sikre dig, at sagen på ansøgningstidspunktet er velbelyst, fx at de lægelige oplysninger m.v. er opdaterede. I forbindelse med ansøgningen kan du eventuelt vedlægge nye oplysninger, hvis de bestyrker, at din arbejdsevne er nedsat til en ubetydelighed.
Kommunens vurdering
Hvis du ansøger om førtidspension på det foreliggende grundlag, vil kommunen vurdere, om sagen skal forelægges rehabiliteringsteamet eller afgørelsen skal træffes af kommunen, uden at sagen skal for teamet. Vurderer kommunen at det er åbenlyst, at du ikke kan opnå ret til førtidspension, behøver de ikke at forelægge sagen for rehabiliteringsteamet.
Bemærk at rehabiliteringsteamet afskaffes fra 01.07.26.
Kommunen skal træffe en afgørelsen inden for tre måneder fra du har ansøgt, da du selv har rejst din pensionssag.
Seniorpension
Seniorpension kan tidligst ansøges fra seks måneder inden du har seks år tilbage, før du når din folkepensionsalder.
Du kan på borger.dk ud fra din fødselsdato se hvornår du tidligst kan overgå til folkepension: Folkepensionsalder
Forskel på seniorpension og førtidspension
Forskellen på ansøgning om seniorpension i forhold til førtidspension er, at seniorpensionsenheden ikke skal arbejde på at udvikle arbejdsevnen fx via praktik og ressourceforløb.
Kriterier
Kriterierne for at opnå ret til seniorpension er:
- At du på ansøgningstidspunktet har en aktuel og langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, som hovedregel mindst 25 års fuldtidsansættelse.
- Har du mellem 20-25 års fuldtidsbeskæftigelse, kan du muligvis opfylde betingelsen, men det vil være en konkret og individuel vurdering fra ATP.
- Har du været deltidsansat, vil ATP omregne timerne forholdsmæssigt om til fuldtidsansættelse. Har du arbejdet deltid på mindst 27 timer om ugen, anses det i seniorpensionlovens forstand som fuldtidsbeskæftigelse. Er du i tvivl om du opfylder kravene, bør du søge seniorpension alligevel, da ATP skal vurdere sagen og træffe afgørelse om, hvorvidt du opfylder kravene til det samlede antal år med fuldtidsansættelse eller ikke gør.
- Opfylder du ikke kravene om langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet, vil ATP afvise din ansøgning om seniorpension. Du kan klage over afgørelsen. Søg råd om andre muligheder, i så fald fx fleksjob eller førtidspension.
- Din helbredstilstand skal være varigt og væsentligt nedsat
Den aktuelle arbejdsevne må højest være 15 timer om ugen i forhold til seneste job. Seneste job kan ligge flere år tilbage
TIP: Borger.dk har en informationsside om seniorpension med tre korte film om seniorpension fra ansøgning, sagsbehandling og afgørelsen.
Seniorpension
Det er ikke et krav, at du har en aktuel tilknytning til arbejdsmarkedet, når du søger om seniorpension. Du kan søge, enten du er med eller uden en aktuel offentlig ydelse. Er du overgået til efterløn, fleksydelse eller anden ydelse, kan du stadig søge om seniorpension.
Afgørelse om seniorpension træffes af seniorpensionsenheden
Seniorpensionsmyndigheden modtager, behandler og træffer afgørelser om seniorpension. Ansøgningen skal indgives elektronisk via borger.dk: Vil du søge seniorpension
Seniorpensionsenheden kan anmode din bopælskommune om at medvirke ved sagsbehandlingen, fx ved at give oplysninger til dem efter samtale med dig - f.eks. om, hvorfor arbejdsevnen ses nedsat til under 15 timer om ugen. Kommunen kan også blive bedt om at oversende relevante dokumenter om dit helbred til sagen hos seniorpensionsenheden.
Afslag og klagemulighed
Træffer kommunen eller seniorpensionsenheden afgørelse om, at du ikke er berettiget til førtidspension, har du ret til at klage over afgørelsen.
- Du skal være særlig opmærksom på tidsfristen for at klage. Klagen skal indsendes inden fire uger fra du har modtaget afgørelsen.
- Du kan vælge at klage enten mundtligt eller skriftligt. Begge dele er gyldige, da myndigheden ikke må sætte krav om, at klagen skal være udformet på skrift. Vi anbefaler så vidt muligt at klage skriftligt, og ved indsendelse af klagen at bede om at få en kvittering for at klagen er modtaget.
Hvis du klager
Hvis du klager, har myndigheden fire uger til at revurdere deres afgørelse. Fastholder kommunen eller seniorpensionsenheden deres afgørelse, er det deres ansvar at sende sagen ind til Ankestyrelsen. Du vil modtage et kvitteringsbrev fra Ankestyrelsen om, at sagen er modtaget, og en forventet sagsbehandlingstid.
DSR anbefaler ved klage
DSR anbefaler, at du i klagen bør angive, hvad du er utilfreds med. Angiv også, hvis du vurderer, at kommunen/seniorpensionsenheden har undladt nogle væsentlige oplysninger i begrundelsen.
Sidstnævnte kan betyde, at sagen eventuelt hjemvises fra Ankestyrelsen til kommunen/seniorpensionsenheden, hvis sagen ikke var oplyst tilstrækkeligt på afgørelsestidspunktet.
Ankestyrelsens behandling og afgørelse
Under sagens behandling i Ankestyrelsen, har du ret til at indsende yderligere oplysninger til sagen. Det kunne fx være efterfølgende lægedokumenter og lignende, der beskriver din tilstand og har relation til grundlaget (helbredet), som kommunen/seniorpensionsenheden traf afgørelsen på.
Ankestyrelsen vil sende deres afgørelse i sagen til både dig og myndigheden, der traf afgørelsen. Ankestyrelsens afgørelser er endelige. Det vil sige, at du ikke kan klage over Ankestyrelsen afgørelse til en anden administrativ klageinstans.
På Ankestyrelsens hjemmeside kan du se hvordan din klage behandles: Sådan behandler vi din sag
Økonomi (2026)
Hvis du tilkendes førtids- eller seniorpension, vil det månedlige beløb afhænge af, om du er enlig eller gift/samlevende.
Pensionssatsen for enlige er kr. 22.053,- brutto pr. måned
Pensionssatsen for gifte/samlevende er kr. 18.745,- brutto pr. måned
Vær opmærksom på at du, ved siden af den offentlige førtidspension, kan få udbetaling af din pension fra din pensionskasse (PKA) samt fra eventuelle privattegnede ordninger. Der vil være en delvis modregning af PKA-pensionen i den offentlige pension. Din samlever/ægtefælles lønindkomst vil som udgangspunkt ikke blive modregnet i din førtidspension. Hvis din samlever/ægtefælle har anden indkomst end lønindtægt (fx aktieudbytte, pensioner, renteindkomst o.l.) vil de indgå i beregningen af din førtidspension.
Det er Udbetaling Danmark, der administrerer udbetalingen af din førtidspension eller seniorpension.
Video
Udbetaling Danmark og atp har lavet en informativ video om, hvordan din førtidspension opgøres.
Skånejob
Hvis du er tilkendt førtidspension og ønsker at arbejde i begrænset omfang under skånehensyn, er det mulighed for at søge et skånejob via kommunen.
Et skånejob er et særligt tilrettelagt job, enten privat eller offentligt, hvor din arbejdsgiver i skånejobbet vil få et løntilskud afhængigt af din arbejdsevne. Til gengæld skal arbejdsgiveren tilgodese din nedsatte arbejdsevne og udvise de nødvendige skånehensyn.
Du kan selv opsøge et skånejob eller anmode kommunen om hjælp til dette. Kommunen skal involveres i et skånejob, selv om du selv finder et, da de skal indgå aftale om løntilskud til arbejdsgiveren.
Kontakt din kommune, hvis du ønsker mere information om dine muligheder for hjælp til skånejob.
Rådgivning om jobmuligheder fx fleksjob
Selvom du er tilkendt førtidspension, har du ret til at modtage råd og vejledning fra kommunen om dine muligheder for at opnå beskæftigelse fx hjælp til at afsøge om du kan komme i fleksjob hvis du har fået et ændret helbred (fx pga. nye behandlinger/medicin) Indtil 01.07.26 har du ret til maksimalt 3 samtaler, efterfølgende er der ingen begrænsninger (nye regler).
Lønindtægt
I et begrænset omfang er der mulighed for ordinært lønnet arbejde. Der vil ske en vis modregning af eventuel indtægt.
Der er forskellige indkomstgrænser og regler afhængigt af, om der er tale om førtidspension eller seniorpension. Udbetaling Danmark kan vejlede dig nærmere herom.
Frivilligt arbejde og kurser/uddannelse
Du må gerne deltage i frivilligt arbejde som førtidspensionist, fx hjælpe i en lokal forening, besøgsven og lignende.
Du må også gerne deltage i kurser, uddannelse og lignende.
Særlige forhold
Der er en række forhold, ud over love og regler, som Dansk Sygeplejeråd vil gøre dig opmærksom på.
Dansk Sygeplejeråd, mulighed for passivt medlemskab
Hvis du overgår til førtidspension eller seniorpension, har du mulighed for fortsat at bevare tilknytningen til Dansk Sygeplejeråd. Du har mulighed for fortsat at modtage fagbladet, ret til at bære emblemet og adgang til medlemsområdet på hjemmesiden, samt modtage nyheder på e-mail og SMS.
Du kan søge om nedsat kontingent som førtidspensionist hos Dansk Sygeplejeråd.
Du kan se mere om kontingentsatserne og hvordan du ændrer dit medlemskab: Nedsat kontingent
Vi får ikke automatisk besked om, at du er tilkendt førtidspension eller seniorpension. Derfor skal du selv være opmærksom på at kontakte vores medlemsservice og bede om at få ændret din medlemsstatus.
A-kassen (DSA), udmeldelse, evt. udbetaling af efterlønsbidrag
Når du bliver omfattet af førtidspension eller seniorpension, er det ikke længere relevant at opretholde dit medlemskab af en a-kasse, da du ikke længere har en arbejdsmarkedstilknytning.
Du skal derfor kontakte din a-kasse og meddele, at du er overgået til førtidspension eller seniorpension. DSA vil vejlede dig omkring udmeldelsesproceduren og hvordan du skal forholde dig, hvis du har indbetalt til efterlønsordningen, med henblik på at få udbetalt dit efterlønsbidrag.
PKA- og øvrig pension
PKA
Når du modtager din bevilling af førtidspension eller seniorpension, er det vigtigt at du kontakter PKA, da du kan få igangsat en løbende udbetaling af pension fra PKA ved førtidspension/seniorpension.
PKA kan også have mulighed for at vedligeholde din alderspension ved at bidrage til din pensionsordning som førtidspensionist.
Bemærk at ovenstående er vejledende. Det er alene PKA's kompetence at afgøre, hvad du konkret og individuelt kan være berettiget til ved førtidspension/seniorpension. Kontakt derfor PKA for oplysninger om dine muligheder.
Du kan kontakte PKA pension via deres hjemmeside
Øvrige pensionsordninger
Ud over din arbejdsmarkedspension ved PKA kan du muligvis have andre pensionsordninger, der kan komme til udbetaling i forbindelse med din pensionering.
Stort set alle danske pengeinstitutter og pensionsselskaber er med i Pensionsinfo, men tjek for en sikkerheds skyld om du måtte have pensionsordninger, som ikke fremgår af din oversigt hos dem.
PKA ved ressourceforløb (udgår 01.02.26) i stedet for førtidspension
Bemærk at ressourceforløb udgår af loven fra 01.02.26. Forløb bevilliget før 01.02.26 fortsætter til forløbet afsluttes, derefter kan de ikke bevilliges et yderligere ressourceforløb.
Hvis du i stedet for førtidspension i første omgang tilkendes et forudgående ressourceforløb, kan du muligvis få udbetalt engangssum ved ressourceforløb. Forudsætningen er i udgangspunktet, at du modtager ressourceforløbsydelse i mindst 12 måneder.
Konkakt derfor PKA for vejledning om dine muligheder, hvis du tilbydes et ressourceforløb i stedet for førtidspension. Du kan kontakte PKA, når du har fået bevilliget ressourceforløbsydelse og høre om, hvornår du kan få udbetalt sum ved ressourceforløb.
Feriepenge ved førtidspensionering
Når du forlader arbejdsmarkedet på grund af førtidspensionering eller seniorpension, kan du få udbetalt dine feriepenge. Via FerieKonto hos borger.dk kan du anmode om udbetaling af feriepenge pga. fratrædelse fra arbejdsmarkedet.
Vær opmærksom på, at hvis du skal have udbetalt dine feriepenge på én gang, skal du bestille dem hos FerieKonto senest 6 måneder efter din sidste dag på arbejdsmarkedet. Hvis ikke du overholder fristen, fortabes muligheden for at få pengene udbetalt på én gang.
Hvis du forsat er under ansættelse ved pensionstilkendelsen, kan du bede din arbejdsgiver om at udbetale alt tilgodehavende feriegodtgørelse med din sidste lønudbetaling, inden du overgår til førtidspension/seniorpension. Den mulighed består idet du ved førtidspensionering/seniorpension forlader arbejdsmarkedet og derved kan få pengene direkte udbetalt ved sidste lønudbetaling i stedet for overførsel til feriekonto. Fordelen er, at hvis beløbet udbetales før pensionen starter, vil der ikke være modregningsadgang i pensionen.
Ovenstående gælder, hvis du er regions- eller kommunalt ansat, jf. aftale om ferie for henholdsvis regionerne og kommunerne. Du kan anmode arbejdsgiver om udbetaling af din feriegodtgørelse med sidste lønudbetaling. Se eventuelt aftalerne her: Ferie
Er du privatansat, bør du kontakte din kreds og få en konkret vejledning om, hvad der gælder for din overenskomst.
Udbetaling af fleksydelsesbidrag
Hvis du var omfattet af fleksjobordningen på tidspunktet for din førtidspensionering eller seniorpension og har indbetalt fleksydelsesbidrag til fleksydelsesordningen, kan du få fleksydelsesbidraget udbetalt ved at kontakte Udbetaling Danmark.
Efterløn
Efterlønsordningen giver dig mulighed for at trække dig helt eller delvist tilbage fra arbejdsmarkedet, før du når din folkepensionsalder.
Hos a-kassen (DSA) kan du bl.a. læse om:
- hvordan du tilmelder dig efterlønsordningen
- hvordan du beregner din efterløn
- din efterlønsalder
Du kan også tilmelde dig et webinar om efterløn hos DSA.
Seniorsammenslutningen
Som medlem af DSR kan du blive en del af Seniorsammenslutningen, hvis du er gået på efterløn eller pension.
Læs også
Løn og arbejdsvilkår
Få viden om sygeplejerskers løn, find din overenskomst, og få rådgivning om bl.a. barsel, ferie og arbejdsmiljø.
Sygdom
Hvad er dine rettigheder og pligter, hvis du rammes af sygdom? Hvilken dokumentation har du pligt til at give din arbejdsgiver? Og hvad er d...
Pension for sygeplejersker
Læs om din pensionsordning, hvad enten du er offentligt ansat i en ikke-ledende stilling, er leder, tjenestemand eller privatansat sygepleje...