Ikke kun gamle damer

Osteoporose defineres som en ”systemisk skeletal sygdom karakteriseret ved lav knoglemasse og mikro-arkitektorielle forandringer medførende øget fragilitet (skørhed) og som følge heraf en øget tendens til frakturer” (9).
Selvom knogler er hårde, er de levende og påvirkeligt væv. Der foregår en konstant resorption (nedbrydning, red.) og formation (opbygning, red.) af knoglerne. Balancen i denne proces ændrer sig gennem livet. I barn- og ungdom er balancen positiv, det vil sige, at der opbygges mere knogle, end der nedbrydes. Den maksimale knoglemasse (peak bone mass, red.) nås i den tidlige voksenalder. Herefter tipper balancen, og der bliver således nedbrudt mere knogle, end der opbygges. Kalk og D-vitamin er vigtige byggesten livet igennem, også i voksenlivet, da mangel kan medføre unødigt knogletab. 

”Både mænd og kvinder taber knoglemasse efter en vis alder. Vi taber i gennemsnit mellem en halv og en hel pct. om året. Hvor hurtigt vores knogler bliver tynde, afhænger bl.a. af, hvor meget vi har fået bygget knoglerne op, inden det uundgåelige tab sætter ind,” forklarer Mette Juel Rothmann og uddyber: 

”Groft sagt kan man sige, at risikoen for at udvikle osteoporose også afhænger af, hvor meget knoglemasse vi får sat ind på kontoen som unge, før vi skal trække på det som ældre.”

Dokumenterede risikofaktorer

Osteoporose rammer hele skelettet, og overordnet deles sygdommen ind i to typer: Primær og sekundær osteoporose. Primær osteoporose er mest udbredt og optræder som en selvstændig sygdom hos især kvinder efter menopausen (postmenopausal osteoporose) eller hos ældre (plus 80 år) mænd og kvinder (senil osteoporose) (10).

”Langt de fleste, der rammes af osteoporose, er postmenopausale kvinder, men at den kun rammer gamle kvinder, er en skrøne. Kønsforskellen kan dog forklares med, at mænds peak bone mass generelt er ca. 5 pct. højere end kvinders. Mænd har heller ikke det hormonelt betingede knogletab, som kvinder får efter overgangsalderen pga. bortfaldet af østrogen,” siger Mette Juel Rothmann. 

Under primær osteoporose hører også en række mere sjældne tilstande, f.eks. juvenil- og adult-idiopatisk samt graviditetsrelateret osteoporose (9). 

Sekundær osteoporose skyldes, at ydre eller indre faktorer påvirker knogletabet. Ydre faktorer er f.eks. nedsat fysisk aktivitet, som igen nedsætter den fysiske belastning på knoglerne f.eks. pga. neurologiske sygdomme. Men også fejlernæring med mangel på indtag af vigtige næringsstoffer, især kalk og D-vitamin, kan øge risikoen for osteoporose. Det samme kan påvirkning af farmaka og toksiner, eksempelvis tobaksrøg, større mængder alkohol og nogle typer medicin som systemisk glukokortikoidbehandling (9).

”F.eks. øger store doser binyrebarkhormon, som bl.a. KOL-patienter ofte får, risikoen for osteoporose. Disse patienter bør tilbydes undersøgelse af deres knogler, så behandling kan igangsættes tidligt,” siger Mette Juel Rothmann og fortsætter:

”Patienter i binyrebarkhormonbehandling tilbydes antiosteoporotisk behandling allerede ved en T-score på -1,0, altså ved det, vi kalder osteoponi (let afkalkning af knoglerne, red.).”

Har ens forældre osteoporose, er der omkring 50 pct. risiko for, at man selv får det (11). Andre eksempler på indre faktorer er malabsorption, dvs. manglende absorption af næringsstoffer, som bl.a. ses efter ventrikelresektioner og ved andre gastrointestinale lidelser. Og også ændret hormon- eller cytokinniveau, som ses ved en række sygdomme, kan påvirke knoglevævet negativt (10).

Manglende systematik hindrer opsporing

Osteoporose er en symptomfri sygdom og diagnosticeres altså ofte først efter en eller flere lavenergifrakturer i især håndled, hofte eller ryg, dvs. brud, som er opstået ved almindelig belastning eller et mindre traume som f.eks. fald på samme niveau. Men også lavenergifrakturer i andre knogler, f.eks. underarm, bækken og ankel, kan være tegn på osteoporose.

”Lidt populært sagt kan man sige, at patienterne kommer med håndledsfrakturer i 50’erne, rygfrakturer i 60’erne og så hoftefrakturerne lidt senere. Patienter, som har fået deres første brud eller sammenfald, har dobbelt så stor risiko for det næste, hvis behandling ikke påbegyndes,” advarer Mette Juel Rothmann og uddyber: 

”Kunne vi fange alle ved håndledsfrakturen og derved forebygge de andre frakturer, ville vi være kommet langt, men det sker desværre ikke i dag (7).”

Som eksempel på en undtagelse fremhæver hun Holbæk Sygehus, der i februar 2016 netop blev præmieret for sin systematiske indsats på området (se boksen ”Første brud skal være det sidste”, red.) – noget som dog desværre ikke er kutyme på alle landets akutmodtagelser.

”Samme billede ses nok også på f.eks. medicinske og især ortopædkirurgiske afdelinger. Det kan skyldes mange ting, bl.a. de stadigt accelererede patientforløb. Patienten kommer ind, bliver opereret og skal op og stå og hjem igen så hurtigt som muligt. Her får personalet måske ikke lige fulgt op på risikofaktorer og tidligere brud og henvist patienten videre til osteoporoseudredning. Og der er også grænser for, hvad patienten kan rumme på det tidspunkt, især hvis de har store smerter og er usikre på at skulle hjem,” siger Mette Juel Rothmann.

Ingen garantier 

For at kunne stille diagnosen, før første fraktur indtræder, arbejder man også i Danmark med Verdenssundhedsorganisationen WHO’s definition af osteoporose hos voksne (9). Ved hjælp af en Dual energi X-ray Absorption (DXA)-skanning måler man knoglevævets mineraltæthed (Bone Mineral Density, BMD, red.). Resultatet angives i den såkaldte T-score, og ifølge definitionen har folk osteoporose, hvis de har en T-score på ≤ -2,5 i ryg eller hofte. T-scoren afslører dog ikke alt. Den er et udtryk for knoglevævets mineraltæthed, men skanningen kan ikke fortælle noget om knoglens struktur og materiale, som også har betydning for knoglestyrken. 

”Sammen med de velkendte risikofaktorer er T-scoren det bedst mulige, vi har lige nu for at kunne forudsige, hvem der er i risiko for at få brud. Men man kan godt have en pæn T-score og tre rygsammenfald,” siger Mette Juel Rothmann. 

Ud fra WHO’s definition har 500.000-600.000 danskere over 50 år osteoporose, heraf ca. 388.000 kvinder og ca. 145.000 mænd. Forekomsten stiger i takt med alderen hos begge køn. Hos kvinder er forekomsten betydelig fra 55-årsalderen og især høj blandt de 65+ årige. Blandt mænd ses en væsentlig stigning i osteoporose fra 65+ årsalderen (12). 

Kedelig rekord

I Danmark tilskrives omkring 10.000 hoftefrakturer, 28.700 underarmsbrud og 2.000 rygsammenfald osteoporose årligt, men antallet af rygsammenfald er formentlig større, da mange forbliver udiagnosticerede pga. fejltolkning, få eller ingen symptomer (7). Ifølge en europæisk undersøgelse har Danmark europæisk rekord i hoftenære frakturer (573 brud pr. 100.000 borgere over 50 år, red.) (13). Det er en af de mest omkostningsfulde lidelser målt på både sengedage og dødelighed, og både hoftenære frakturer og rygsammenfald medfører bl.a. også store smerter, tab af mobilitet, afhængighed af pleje og psykisk belastning (14).

”Den europæiske rekord kan måske forklares med etnicitet og forskelle i knoglestruktur, men derudover spiller vores høje levealder og livsstil formentlig også en stor rolle. D-vitaminmangel pga. manglende sollys er måske en del af forklaringen på den øgede hyppighed,” forklarer hun og tilføjer: 

”Vi kan ikke kurere osteoporose, så en af vores fornemmeste opgaver er at forebygge og opspore sygdommen så tidligt som muligt for at kunne forebygge eventuelle frakturer.”