Sygeplejersker er vigtige i forebyggelse og behandling

Over en halv million danskere har osteoporose, men kun omkring hver tredje ved det, og endnu færre er i medicinsk behandling. Diagnosen stilles ofte først efter første brud, og sygdommen har store omkostninger for patienter og samfundet. Sygeplejersker spiller en nøglerolle i forebyggelses- og opsporingsarbejdet, men også i behandling af og vejledning om livet med osteoporose.

Osteoporose er en af de otte såkaldte folkesygdomme. Men sygdommen bliver alligevel overset blandt en stor gruppe af befolkningen, da den ikke giver symptomer, før et knoglebrud opstår. Det anslås, at 500.000-600.000 danskere over 50 år har osteoporose. Alligevel er kun omkring 167.000 danskere diagnosticeret med osteoporose, og endnu færre er i medicinsk behandling (6).

Det optimale forløb

Et godt forløb for patienter med osteoporose kræver et tæt og informativt samarbejde mellem patientens praktiserende læge, relevante sygehusafdelinger, evt. hjemmesygepleje, osteoporoseskoler, fysioterapeuter og kiropraktorer m.fl.

Før knoglebrud

  • Tidlig opsporing: 

    —    Fokus på risikofaktorer
    —    Tilbyd DXA-skanning

  • Vejledning og information om osteoporose
  • Forebyggelse:

    —    Evt. medicinsk behandling
    —    Kalk og D-vitamin
    —    Knoglesund livsstil

  • Faldforebyggelse

Efter knoglebrud

  • Opsporing – find patienter med lavenergifraktur:

    —    Fokus på risikofaktorer
    —    Tilbyd DXA-scanning

  • Vejledning og information om osteoporose
  • Vejledning og information om smertebehandling, mobilisering og ergonomi - dagligdagen efter et knoglebrud eller sammenfald.
  • Forebyggelse:         

    —    Evt. medicinsk behandling
    —    Kalk og D-vitamin
    —    Knoglesund livsstil

  • Faldforebyggelse

Det behøver dog ikke at være et problem i sig selv, siger en af landets førende sygeplejeforskere og klinikere på området, Mette Juel Rothmann:

”Ikke alle patienter med osteoporose skal nødvendigvis i medicinsk behandling. Men tallene er nok udtryk for, at der er nogle, vi ikke får ordentlig fat i.”

Grunden til det store antal af ikke diagnosticerede patienter er simpel: Fysiske symptomer på den svindende knoglemasse og følgende tab af knoglestyrke er ikkeeksisterende før første lavenergifraktur som f.eks. et håndledsbrud eller rygsammenfald. Og selv her kan der være langt til en egentlig diagnose, fortæller Mette Juel Rothmann.

”Når en kvinde på omkring 50 år f.eks. kommer ind på akutmodtagelsen med en håndledsfraktur, bør alarmklokkerne hos sygeplejersker og andet personale ringe – specielt hvis der er tale om et lavenergibrud, for det er typisk et af de første tegn på osteoporose. De patienter bør henvises videre til udredning, men desværre viser forskning, at det sjældent sker (7),” påpeger sygeplejeforskeren.

Knoglesund livsstil og risikofaktorer

Foruden en mere systematisk opfølgning på lavenergifrakturer ligger der en stor opgave i at forebygge osteoporose. Sygdommen kan ramme patienterne hårdt både fysisk og psykisk, og også samfundsøkonomisk er forebyggelse vejen frem, da osteoporose og ikke mindst følgevirkninger anslås at koste kommuner og regioner over 11 mia. kr. om året (8).

Og både sygeplejersker og sundhedsplejersker kan om nogen gøre en stor forskel i det forebyggende og opsporende arbejde, fastslår Mette Juel Rothmann. F.eks. ved at rådgive om knoglesund livsstil hele livet, også over for børn og deres forældre. Men også ved at være opmærksomme på og oplyse patienter og borgere om veldokumenterede risikofaktorer som f.eks. arvelighed, tidlig overgangsalder og lavt BMI samt rygning og et stort alkoholforbrug (læs også artiklen ”Ikke kun gamle damer”).

”Risikofaktorer som f.eks. rygning, fysisk inaktivitet og for lidt kalk- og D-vitaminindtag kan patienten selv gøre noget ved – ofte i samarbejde med sundhedsprofessionelle. Arvelighed og alder står derimod ikke til at ændre. Vi har en vigtig opgave i at formidle dette til patienterne,” siger hun og tilføjer:

”Der ligger også en stor sygeplejefaglig opgave i at vejlede og undervise patienter i at leve med osteoporose, f.eks. i forhold til behandling og faldforebyggelse, så vi undgår frakturer.”

Mange af de ovenstående opgaver går igen, når en patient først har en lavenergifraktur. Her er umiddelbar sygepleje efter fraktur og vejledning i smertehåndtering også sygeplejefaglige indsatser, som i høj grad kan hjælpe patienten med at restituere sig bedst og hurtigst muligt.