Fag & Forskning
Den komplekse forebyggelse
Opsporing og forebyggelse af fald er komplekst arbejde. Det kræver en tværfaglig og tværsektoriel indsats, hvor personalet er opmærksomme på generel forebyggelse, tidlige sygdomsrisikofaktorer, systematisk faldudredning og planer for forebyggende tiltag.
Fag & Forskning 2017 nr. 4, s. 30-31
Af:
Christina Sommer, journalist
Primær forebyggelse: Sundhedspersonale skal hindre sygdom, psykosociale problemer og ulykker i at opstå, f.eks. ved vejledning og rådgivning om vedligeholdelse af den sunde aldrende krop gennem kampagner og pjecer. Vejledning og rådgivning om KRAMS-faktorerne (Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Stress).
Sekundær forebyggelse: Sundhedspersonale skal opspore og begrænse sygdom og risikofaktorer tidligst muligt, f.eks. ved kommunernes systematiske risikovurdering af alle ældre over 80 år, som modtager forebyggende hjemmebesøg. Ved at være opmærksomme på pludseligt skift i borgernes liv og vaner, f.eks. blomster, der begynder at visne eller manglende rengøring, hvilket Distrikt Fjord p.t. er begyndt at fokusere endnu mere på for at blive bedre til tidlig opsporing. Eller systematisk faldscreening og risikovurdering af alle ældre over 65 år, som ved et fald kommer i kontakt med akutklinik eller skadestue.
Tertiær forebyggelse: Sundhedspersonale skal bremse tilbagefald af eksisterende sygdomme og forhindre udvikling og forværring af kroniske tilstande herunder fysisk og psykosocial funktionsnedsættelse, f.eks. ved at få ældre, der er faldet, til at deltage i et faldforebyggende træningsprogram med styrke- og balancetræning (19)
Tidlig opsporing og forebyggelse af fald i alderdommen vil ikke kun gavne den danske statskasse, men også have en stor og positiv betydning for de ældres livskvalitet – især hvis den faldtruede ældre opspores, før faldene afstedkommer skader og alvorlige mén.
"De fleste falder i voksenlivet. Der er de gode fald, hvor man bare rejser sig og kommer videre uden problemer. Og så er der de fald, som ændrer borgernes liv markant. Som f.eks. kan resultere i, at borgeren kommer til at leve i isolation pga. smerter eller frygt for at falde igen," siger hun.
Den faldforebyggende indsats er primært forankret i kommunerne, som har skullet arbejde med systematisk faldforebyggelse siden 2011 (18). Optimalt bør indsatsen dog tænkes på tværs af kommuner, faggrupper, hospitaler og praktiserende læger, hvor der skal arbejdes med både primær, sekundær og tertiær forebyggelse (19) (se også boksen "Tre former for faldforebyggelse).
"Den primære forebyggelse er jo KRAMS-faktorerne. Det handler om at vedligeholde den "plastiske" krop – at holde den ældre, rørlige krop i gang før fald og anden sygdom. Her tænker hverken sundhedspersonale eller borgerne nok faldforebyggelse, selvom det også er i spil," siger Lotte Evron.
Svært at måle massestrategi
I praksis kan kommunerne vælge mellem to strategier for faldforebyggelse. Den såkaldte massestrategi, hvor man screener alle ældre borgere, som kommunen er i kontakt med, for evt. risikofaktorer for fald og faldrisiko. Eller højrisikostrategien, hvor kommunen foretager faldudredning på de borgere, som falder/for nyligt har haft et fald, for dernæst at iværksætte videre udredning og forebyggende tiltag hos denne gruppe (8).
Flertallet af landets kommuner hælder mest til højrisikostrategien. Det skyldes bl.a., at der er evidens for at sætte ind med faldforebyggelsesindsatser efter første fald, og det er også lettere at sætte ind, efter at faldet allerede er sket. En anden forklaring kan ifølge Lotte Evron være, at det er svært at måle, om massestrategier virker:
"Effekten viser sig ofte først efter mange år, og når der gives penge til indsatser, vil afsender gerne relativt hurtigt vide, om det virker. Det kan være svært at måle, f.eks. hvis massestrategien omhandler etablering af kommunale arrangementer om sund livsstil eller opsætning af flere bænke for at få flere ældre mennesker ud og gå," siger hun og uddyber:
I Faldpakken indgår en såkaldt initial faldrisikovurdering "De fire spørgsmål"
- Havde patienten bevidsthedstab i forbindelse med faldet?
- Oplever/har patienten daglige gang- eller balanceproblemer?
- Har patienten oplevet mere end ét fald inden for det sidste år?
- Lider patienten af svimmelhed?
Alle patienter med bare ét "ja" ved denne initiale risikovurdering skal tilbydes faldudredning i kommunen eller udredning på faldklinik/henvisning til praktiserende læge. (8)
"Danmark har som et af de få lande i hele verden i mange år tilbudt forebyggende hjemmebesøg til raske mennesker over en vis alder. Men vi ved faktisk ikke helt, om det virker. Litteraturen peger på, at forebyggende hjemmebesøg tilbudt ud fra bestemte intervaller kan reducere tabet af funktionsevne og forebygge flytning til plejecentre før tid. Alligevel har regeringen, måske pga. den manglende evidens, ændret denne indsats fra et lovpligtigt besøg til alle raske borgere over 75 til et besøg hos borgere over 80 uden kontakt til sundhedsvæsenet, altså flyttet fokus fra en massestrategi til noget, der ligner en højrisikostrategi."
Uanset hvilken strategi kommunerne vælger, findes der mange redskaber til opsporing af ældre mennesker med risiko for fald og faldudredning. Men ingen redskaber er validerede til at kunne anvendes til enkelt at identificere ældre med faldrisiko (19).
"Der findes ikke et bestemt instrument til kun at opspore fald, men derimod en masse redskaber til tidlig opsporing af tegn på nedsat funktionsevne eller sygdom. Netop fordi fald er så komplekse, giver det mening at anvende disse værktøjer. Og der arbejdes målrettet med triage i mange kommuner i dag," forklarer Lotte Evron og henviser bl.a. til redskabet Faldpakken fra I Sikre Hænder til brug, når faldet er sket (8):
"Faldpakken er baseret på såkaldt best practice, dvs. eksperters kliniske erfaringer frem for undersøgelser, der kan dokumentere høj evidens."
Forskning viser, at især tre centrale indsatser kan bidrage til at forebygge fald og faldrelaterede skader og ulykker.
- Styrke- og balancetræning: Fysisk aktivitet kombineret med styrke- og balancetræning kan reducere risikoen for fald og faldskader. Det er væsentligt, at en fagprofessionel, f.eks. ergo- og/eller fysioterapeut eller uddannet træningsinstruktør, sammensætter og/eller instruerer i programmet.
- Indsatser med fokus på flere risikofaktorer: Det kan f.eks. være en kombination af fysisk træning, ændringer i hjemmet, vurdering af behov for hjælpemidler, medicinudredning samt vejledning og rådgivning til den ældre borger og/eller relevante medarbejdere.
- Helhedsorienteret vejledning og rådgivning om sundhed: Viden er en basal forudsætning for, at den enkelte kan foretage rationelle valg i forhold til en mere sundhedsfremmende livsstil. I forhold til fald peger forskning på, at der er behov for udbredelse af viden om, at fald ikke er en uundgåelig konsekvens af alder, men kan forebygges aktivt gennem styrke- og balancetræning. (19)
Lang vej endnu
Som mange andre redskaber lægger Faldpakken op til tre faser i det faldforebyggende arbejde:
1) Faldregistrering og initial faldrisikovurdering ved hjælp af de såkaldt fire spørgsmål (se boksen "De fire spørgsmål"), 2) Faldudredning og 3) Plan for forebyggende tiltag (8).
Gennem alle tre faser spiller sygeplejersker en stor rolle, men hele tiden i et tæt samarbejde med borgeren, hjemmeplejen, pårørende, borgerens egen læge, rehabiliteringsterapeuter og andre relevante faggrupper i kommunen.
Og litteraturen taler sit klare sprog: En multifaktoriel indsats over for den enkelte person kan forhindre fremtidige fald. Indsatsen kan omfatte fokus på mad og drikke, behandling af medicinske problemer og evt. ændring af den ældres medicin, styrke- og balancetræning samt ændringer i hjemmets indretning (6,8) (se også "Forebyggelse, der virker").
Men evidensen er dog langtfra slået igennem i alle kommuner i Danmark endnu, selv om det ser ud til, at bl.a. Sønderborg Kommune er ved at have brudt koden (læs artiklen "Faldtypologier målretter kommunikation og tilbud.")
Ifølge Lotte Evron kan forklaringen på de manglende faldforebyggelsesgennembrud skyldes, at det både kræver viden om faldforebyggelse og indsigt i forskellige opfattelser af alderdommen samt træning i at kunne motivere borgerne til efterfølgende at deltage i de kommunale (eller hospitalsbaserede) faldforebyggelsesprogrammer (5). Men også, at mange kommuner endnu ikke arbejder systematisk med faldforebyggelse. Der er lang vej endnu og ingen lette løsninger, siger hun og uddyber:
"Forebyggelsesarbejdet er virkelig komplekst. Skal vi for alvor rykke som samfund, skal vi have emnet ind på alle relevante uddannelser, og personalet skal også være opdateret fagligt. Hvad er nok motion f.eks. for en borger på 65+? Hvilke kostråd gælder for de ældre? Den slags viden gør en stor forskel."
