Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Seks faldtypologier

Faldtypologierne kan med fordel tænkes ind i forhold til brugerinvolvering og den måde, sygeplejersker kommunikerer med og motiverer borgerne på.

Fag & Forskning 2017 nr. 4, s. 28-29

Af:

Lotte Evron, sygeplejerske, cand.mag.pæd., ph.d., lektor

ff4x-2017_tri_typo1No. 1. Atleten
[ Aktiv aldring ]

  • Bruger kroppen fysisk til at styre faldet med.
  • Accepterer ikke kroppens grænser – overskrider dem.
  • Løber ud af faldet, rullefald, spring af cykel m.m.
  • Faldet kommer udefra.
  • Det gælder om at holde kroppen i gang.
  • Alder er kun et tal (biologisk alder)

Fokusområder og mulig samtaleteknik:

Fokusér på, hvordan atleten kan blive ved med at være aktiv. Kræver stor viden om tilbud, men også hvilke hjælpemidler der eksisterer for at vedligeholde et (højt) aktivitetsniveau. Falder borgeren altid på sin cykel, skal der måske en lavere model eller en trehjulet til. Elcykler er også meget populære, men mange falder pga. det tunge batteri, borger skal måske henvises til en person, der kan vejlede om cykelvalg og placering af batteri, så cyklen bliver mere stabil. Fokus i samtaler kan være at få borgeren til at reflektere over egen risikoadfærd på en anerkendende måde.

 

ff4x-2017_tri_typo2No. 2 Skuespilleren
[ Æstetik ]

  • Ser faldet, lige før det sker, en film, der kører i hovedet.
  • Tænker strategisk, vil ikke ligne en tåbe, men hellere falde med elegance.
  • Performance er i fokus.
  • Det æstetiske – forfængelighed,
  • blikket fra andre vigtigt.
  • Fravælger beklædning, hjælpemidler m.m., hvis de ikke appellerer til æstetisk sans.

Fokusområder og mulig samtaleteknik:

Appellér til det æstetiske. En snak om "andres øjne" og pinlighed kan være det, der gør, at borgeren ændrer adfærd. Få borgeren til at reflektere over egen adfærd gennem fortællinger om andre, der er faldet, men ikke kommet til skade, fordi de har forsøgt at beskytte sig selv. Altså samtaler, der tør tale om det pinlige i at falde og se dum ud, men også tager det æstetiske alvorligt og formidler viden om alternativ brug af hjælpemidler – f.eks. forskellige typer cykelhjelme, mulighed for at kamuflere nødkald i et designersmykke m.m.

 

ff4x-2017_tri_typo3No. 3 Rationalisten

[ Forsigtighed ]

  • Lytter til rådgivning.
  • Tager forholdsregler.
  • Accepterer hjælp.
  • Ændrer livsstil.
  • Ændrer boligindretning.
  • Fald i alderdommen ses som uansvarlig opførsel.
  • Kroppens grænser overskrides ikke.

Fokusområder og mulig samtaleteknik:

Borgeren opfører sig, som sundhedsvæsenet overordnet forventer, fokus på forsigtighed og sund livsstil. Denne borger er nem at tale med, fordi det primært handler om formidling af viden om forebyggelse af fald ud fra sundhedsfaglige pjecer, videoer m.m. samt undervisning i ny livsstil, medicin eller hjælpemidler. Den motiverende samtale er god, borgerne med karakteristika fra denne typologi vil være ambivalente eller er allerede motiverede for at lave om på hverdagen og interesseret i at forebygge fald.

 

ff4x-2017_tri_typo4No. 4 Rebellen

[ Autonomi ]

  • Afviser/fravælger tilbud.
  • Risikoadfærd som måske/måske ikke kamufleres.
  • Har viden om faldforebyggelsesteknikker.
  • Italesætter retten til at dø af alder/livsstil.
  • Uafhængig livsstil.
  • Fald er et vilkår.
  • Kroppen udfordres.

Fokusområder og mulig samtaleteknik:

Fokusér på autonomi og mulighed for selv at styre sit liv. Sygeplejersker skal være skarpe og have den faglige argumentation i orden og kan med fordel bruge den konfronterende samtale.

 

 

 

ff4x-2017_tri_typo5No. 5 Englen

[ Fald som skæbne ]

  • Lader faldet ske.
  • Giver slip.
  • Accepterer kroppens begrænsninger.
  • Overskridelse af psyken.
  • Altid en, der passer på en.
  • Er ikke selv herre over skæbnen.

Fokusområder og mulig samtaleteknik:

Fokusér på at tale om alderdommen eller livet som gammel. Den eksistentielle samtale er oplagt, sygeplejersker skal turde tale om døden, men også spørge ind til, om englen mener, at alting er forudbestemt, eller om der er noget, borgeren selv kan gøre for at tage vare på sig selv.

 

ff4-2017_tri_typo6-2No. 6 Patienten

[ Overvågning ]

  • Ser kroppen som skrøbelig og syg.
  • Blackouts – kan intet huske.
  • Vil gerne forebygge, men kan ikke.
  • Bange – ønsker hjælp/overvågning.
  • Føler sig ofte for syg til træning.
  • Ønsker behandling.
  • Ja tak til nødkald, ældrebolig m.m.

Fokusområder og mulig samtaleteknik:

Fokusér på omsorg gennem mulighed for hjælp og støtte til at mestre hverdagen. Mulighed for overvågning som besøg, nødalarm eller flytning til ældrebolig/plejecenter kan med fordel diskuteres med borger. Den anerkendende samtaleteknik er god.

Fald
Foto: iStock

TRIALOG: FALD

Fag&Forskning 2017; (4): 20-35

Trialogen bliver til som et interview mellem tre parter. På den ene side en førende ekspert inden for et fagligt område. På den anden side journalisten og en sygeplejerske, der arbejder inden for feltet. Journalisten og sygeplejersken interviewer i fællesskab forskeren med det mål at formidle den nyeste viden, som har relevans for den kliniske sygepleje.