Forskellige faldopfattelser påvirker forebyggelsen

Et fald er ikke bare et fald. Selv forskere på området kan ikke blive enige om én definition, men arbejder både med en snæver og bred forståelse af fald, fortæller Lotte Evron. Den snævre definition stammer tilbage fra 1987 og bygger på en medicinsk forståelse af fald (13), mens det brede perspektiv er nyt og relaterer fald i alderdommen netop direkte til alderdommen (14) (se boksen "Faglitteraturens forståelse for fald").

De to forståelser har betydning for, hvordan sundhedsvæsenet og dermed også sygeplejersker arbejder med fald og faldforebyggelse – ikke blot i dag, men også historisk set, siger Lotte Evron.

"Den brede faldforståelse er vigtig, netop fordi den tager afsæt i fald i alderdommen som et komplekst problem, der rækker ud over den medicinske behandling. Den giver sundhedspersonalet mulighed for at arbejde med forebyggelse og sundhedsfremme på en måde, der er i tråd med den nyeste forskning inden for ældreområdet," siger Lotte Evron og uddyber:

"Men det kræver, at medarbejderne er dygtige til at kommunikere og nænsomt udspørge borgerne om deres fald. De skal vide, at samtalen kan være smertefuld for borgeren – at det kan være pinligt at falde, men også smertefuldt for den ældre pludselig at skulle se og acceptere sig selv som gammel."

Aktiv aldring

De to definitioner af fald afspejles også i den måde, samfund og sundhedssektor har set fald på gennem de seneste 60 år. Før 1960 blev fald set som en naturlig del af aldringsprocessen, og fra 1960-1980’erne som et forebyggeligt uheld. Fra 1980 til omkring 2000 ændrede perspektivet sig til, at fald var symptom på sygdom, og fra 2005 og frem til nu er det dominerende syn på fald, at fald i høj grad er et livsstilsproblem, som er relateret til inaktivitet.

Det sidste perspektiv – fald som livsstilsproblem – hænger ifølge Lotte Evron tæt sammen med verdenssundhedsorganisationen WHO’s budskab fra 2002 om aktiv aldring. Ifølge WHO, men også EU, handler aktiv aldring om "at være selvstændig, holde sig i gang, tage del i samfundet og blive på arbejdsmarkedet eller arbejde frivilligt". Det drejer sig om at optimere sine potentialer for "sundhed, deltagelse og sikkerhed" (15).

Og aktiv aldring er også ved at slå igennem på det såkaldte alderdomssyn, hvor ældre nu ses som en ressource for samfundet frem for en byrde.

"De sidste århundreder har alderdomssynet i biomedicinsk kontekst været, at mennesket som art topper fysisk ved 30-årsalderen, og så går det ellers nedadbakke herfra. I dag inkluderer dette perspektiv også det psykiske og sociale, og grænsen er rykket til 50-årsalderen. Men forestillingen om et uundgåeligt forfald fra en given alder er også ved at ændre sig bl.a. i takt med, at mere forskning peger på, at vi ved at træne både fysisk, psykisk og kognitivt kan leve et langt og aktivt liv," siger Lotte Evron.

Men alle fire opfattelser af fald er stadig i spil i både samfund, blandt personale og hos borgerne selv, hvilket sammen med risikofaktorerne i den grad er med til at komplicere det faldforebyggende arbejde, siger Lotte Evron.

Og det kommer bl.a. til udtryk i, at helt op til 80 pct. af borgerne takker nej til de kommunale forebyggende tilbud og programmer (16).

"Forskning peger på, at mange afslag skyldes borgerens forståelse af fald som en naturlig del af alderdommen, men også social ulighed, hvor borgeren måske allerede lider af en eller flere sygdomme eller et alkoholproblem – så vil man ikke i kontakt med systemet, man vil ikke "opdages", men hellere leve i fred og ro," forklarer Lotte Evron.

Godt ældreliv ikke for alle

Det høje frafald kan dog også skyldes, at sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle ikke er bevidste om, at de og borgerne ser forskelligt på både fald og alderdom. Det var omdrejningspunktet i Lotte Evrons ph.d.-afhandling fra 2015, hvor hun bl.a. identificerede seks faldtypologier, dvs. seks måder hvorpå ældre borgere typisk forstår fald i alderdommen (1,17 samt grafikken "Seks faldtypologier" på næste side).

"Mange borgeres opfattelse af fald som en naturlig del af alderdommen eller som et eksistentielt problem står jo i direkte modsætning til sundhedsvæsenets opfattelse af fald som et folkesundhedsproblem," siger hun og uddyber:

"Idéen om, at det gode ældreliv er lig med aktiv aldring og at leve sundt og sikkert med motion og sund kost og uden rygning og alkohol, deles langtfra af alle ældre borgere. Og det er vigtigt at have in mente, når sygeplejersker skal kommunikere og motivere ældre borgere til at tage imod faldforebyggende tilbud."

For selvom ikke alle fald kan forebygges, falder alt for mange ældre borgere stadigvæk, siger Lotte Evron, som konstaterer:

"360.000 er for mange fald. Når nu vi ved, at mange fald kan forebygges, mener jeg, at sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle har en faglig pligt til at arbejde for det mål. Vi skal motivere de ældre til at passe på sig selv, hele tiden med udgangspunkt i og respekt for borgernes liv og hverdagsværdier."