Gamle er særligt udsatte, men ...

"Jeg græd og skældte ud. Der er et par år efter hans død, jeg ikke helt kan huske. Jeg mindes kun, at jeg ville ønske, at det var regnvejr og tirsdag hele tiden, så jeg ikke skulle noget som helst."

Sådan husker 65-årige Lillian Linius Larsen tiden efter, hun mistede sin 30-årige søn til leukæmi tilbage i 2012 (læs Sygeplejersken nr. 13/2020).

Og netop det at miste et barn er én risikofaktor i forhold til at udvikle en kompliceret sorgreaktion. Det samme er det at miste en partner i alderdommen, fortæller Maja O’Connor, der dog som ung forsker fik at vide, at det at miste en livspartner "kun" blev kategoriseret som en negativ livsbegivenhed:

"Litteraturen fremstillede ofte tab af ægtefæller som en "almindelig" negativ livsbegivenhed. Det kan det også være, men jeg syntes, det var udtryk for en smule manglende respekt over for, hvor voldsomt det kan være at miste en ægtefælle i alderdommen. Det var det, jeg ville afdække i mit speciale og i min ph.d. – kan sådan et tab være traumatisk, selvom det er forventeligt? Og det kan det jo, hvilket forlænget sorglidelse også bekræfter," siger Maja O’Connor.

Sorgforskeren møder mange gamle, for hvem korthuset ramler, når de mister deres livsledsager. De har hele livet hjulpet hinanden og kompenseret for hinanden, hvilket f.eks. var tilfældet for en kvinde, Maja O’Connor mødte i køen i det lokale supermarked i Tilst for nogle år tilbage.

"Hun havde svært ved at løfte sine varer op på kassebåndet. Jeg tilbød min hjælp, og vi faldt i snak på vej ud. Hun fortalte, hun havde gigt, og at hendes mand var død. Hun havde det godt og levede et tilfredsstillende liv med sin familie. Men efter manden var død, havde hun opdaget alt det, hun ikke kunne: "Jeg har det som om, jeg har mistet mine hænder". Og det havde hun jo," siger Maja O’Connor og tilføjer:

"Så jeg kan godt blive lidt stram i betrækket, hvis nogle vil rangordne sorg – at dem, der har mistet et barn, en far eller en søster har det værre end alle andre. Nyere studier viser, at sorgreaktionens voldsomhed afhænger mest af, hvor nær man var med afdøde, og hvem man er som person. Ikke om det var et barn, en livsledsager eller en forælder, man mistede. Vi ved ikke, hvad vi faktisk har mistet, før det er væk."

Særlige risikogrupper

Rangordning eller ej. Flere sygeplejersker ville nok, som Charlotte Anker udtrykker det, elske at have et lommekort, som opridser, hvilke patienter eller pårørende der er i særlig risiko for at udvikle kompliceret sorg og forlænget sorglidelse.

Men det er umuligt at lave, netop fordi sorgreaktioner er så dynamiske og forskellige fra person til person, siger Maja O’Connor. Og alligevel findes der nogle studier, som viser, at netop gamle efterladte er i risiko for at udvikle forlænget sorglidelse (9,16).

"En del studier viser, at kvinder har flest symptomer på forlænget sorglidelse. Men i vores TAB-studie (se Boks 5, red.) ser det ud som om, at mænd og kvinder rammes nogenlunde lige hyppigt af forlænget sorglidelse. Andre studier viser faktisk også, at risikoen er lidt højere, hvis man har mistet et barn eller en ægtefælle i forhold til andre tab," siger Maja O’Connor.

Andre studier (21) har vist øget risiko ved psykisk sårbarhed inden tabet. Har den efterladte et spinkelt eller utilfredsstillende netværk, øges risikoen også, lige som både få tab og mange tab livet igennem kan hænge sammen med øget risiko for forlænget sorglidelse:

"Det ser ud som om, man skal have haft tilpas med tab – ingen erfaring eller al for megen erfaring er relateret til større risiko for at udvikle forlænget sorglidelse. Men sorg kan ikke rangordnes, det er bare hårdt, og det er det for alle aldre og køn," fastslår forskeren (se også Boks 6).

Sådan stilles diagnosen

Da forlænget sorglidelse er en ret ny diagnose, findes der ikke valide, opdaterede screeningsværktøjer, som kan hjælpe især læger, men også sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle med at vurdere, om en efterladt har eller er i risiko for at udvikle lidelsen eller ej. Lægen kan dog med fordel lave en vurdering ud fra et klinisk, diagnostisk interview baseret på selve ICD-11-definitionen af forlænget sorglidelse (se Boks 1, side 16), gerne i kombination med screeningsinstrumentet Prolonged Grief Inventory, PG-13, som findes i en dansk version (22).

I den kliniske retningslinje "Forebyggelse af komplicerede sorgreaktioner hos børn, unge, voksne og ældre efter ventet eller uventet dødsfald af en nærtstående person" (2) gives der i bilag 18-21 konkrete forslag til, hvordan sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle kan screene patienter og pårørende for, om de er i risiko for at udvikle komplicerede sorgreaktioner.

Og de fire bilag er Charlotte Anker i øjeblikket med til at omsætte til opmærksomhedspunkter opstillet i flowchart, som personalet på Hjertemedicinsk afdeling på Odense Universitetshospital skal bruge i mødet med patienter og pårørende, som står til at miste eller allerede har mistet en nærtstående person, fortæller hun:

"Selvom sorgstøtte skal skræddersyes til det enkelte menneske, ønsker vi at målrette vores indsats. Ellers risikerer vi at sygeliggøre, fejl- eller overbehandle normale sorgreaktioner eller overse den behandlingskrævende sorg. Og vi ønsker også at være aktive i den tidlige opsporing af de sårbare, som er i særlig risiko for at udvikle en kompliceret sorgreaktion. Vi vil kort sagt gerne være gode til den basale sorgstøtte og forventer, at alle medarbejdere uanset faggruppe er opmærksomme og byder ind."

Læs også i dette tema:

• Sorg er et livsvilkår
• Sorg kommer i bølger
• Gamle er særligt udsatte, men . . .
• "Du er selv det vigtigste redskab"
• Når sorg kræver behandling
• Referencer til trialog