Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

3 centrale spørgsmål om tvang

Formand for Sygeplejeetisk Råd, Annette Hegelund, giver svar.

Sygeplejersken 2017 nr. 14, s. 27

Af:

Marianne Bom, journalist

sp14_tema_5_anette-hegelund
Annette Hegelund
Foto: Søren Svendsen
Hvordan sikrer man sig som sygeplejerske, at den nye lov ikke bliver en glidebane hen imod tvang for nemheds skyld?

"Man sikrer sig, at man får den undervisning, der er nødvendig ved at efterspørge det hos sin leder og sikre tæt dialog med lægen og andre samarbejdspartnere. Som sygeplejerske skal man være meget bevidst om, at det her handler ikke om, at det skal gå hurtigere og nemmere, og så må man sige til sin leder, at "jeg bliver nødt til at tage den tid, det tager at forebygge tvang". Men det er rigtig svært at stå imod presset for mere effektive løsninger, og det kan også være svært at finde tid til etisk refleksion."

Kan en sygeplejerske af etiske grunde sige "nej, jeg vil ikke medvirke til tvang"?

"Ja, for hun har et etisk ansvar. Hun har ansvar for at yde omsorg, så patienten oplever velfærd. Hvis hun vurderer, at patienten bliver krænket ved, at tvangen bliver udført, og hvis hun kan argumentere med faglige og etiske alternativer, kan hun sige nej og gå i dialog med lægen. Rent juridisk er sygeplejersken også forpligtet til at sige nej, hvis hun ikke har kompetencer til at medvirke ved tvang. Hun skal have viden og forståelse for lovgivningen og kende og efterleve princippet om at anvende det mindst indgribende middel."

Hvornår bør en sygeplejerske "slå alarm" og opfordre lægen til, at der anvendes tvang?

"I situationer, som kan være livstruende for patienten eller til decideret skade, og patienten ikke selv kan se det. Og så skal hun selvfølgelig overveje, hvad den svageste form for tvang kan være. Det kan f.eks. være beroligende medicin til en dement patient med urinretention, som ikke vil have anlagt et kateter."

sp14_tema_1
Foto: Søren Svendsen

TEMA: MOD PATIENTENS VILJE (MEN FOR HENDES BEDSTE)

Fra nytår bliver det i Danmark lovligt at tvangsbehandle varigt inhabile som f.eks. demente og hjerneskadede for somatisk sygdom. Kun læger og tandlæger kan træffe beslutning om tvang i den somatiske behandling. Men de kan delegere det til sygeplejersker at tvinge pillen i patienten eller stikke nålen ind, mens kollegerne holder patientens arme og ben. Det kan lyde ubehageligt for alle involverede parter. Men der er bred opbakning til loven fra Dansk Sygeplejeråd, Lægeforeningen, KL, Danske Regioner og Institut for Menneskerettigheder. For loven kan føre til bedre behandling af mennesker, der ikke kan overskue konsekvensen af et nej. Samtidig advarer flere om, at lovliggørelsen af tvang kan føre til et skred i etikken. Det kan kræve tid, tålmodighed og pædagogiske evner at få samtykke til behandling fra en dement, hjerneskadet eller udviklingshæmmet. Og i en travl hverdag bliver det måske fristende at gennemføre arbejdet med tvang?