Sygeplejersken
3 centrale spørgsmål om tvang
Formand for Sygeplejeetisk Råd, Annette Hegelund, giver svar.
Sygeplejersken 2017 nr. 14, s. 27
Af:
Marianne Bom, journalist
"Man sikrer sig, at man får den undervisning, der er nødvendig ved at efterspørge det hos sin leder og sikre tæt dialog med lægen og andre samarbejdspartnere. Som sygeplejerske skal man være meget bevidst om, at det her handler ikke om, at det skal gå hurtigere og nemmere, og så må man sige til sin leder, at "jeg bliver nødt til at tage den tid, det tager at forebygge tvang". Men det er rigtig svært at stå imod presset for mere effektive løsninger, og det kan også være svært at finde tid til etisk refleksion."
Kan en sygeplejerske af etiske grunde sige "nej, jeg vil ikke medvirke til tvang"?
"Ja, for hun har et etisk ansvar. Hun har ansvar for at yde omsorg, så patienten oplever velfærd. Hvis hun vurderer, at patienten bliver krænket ved, at tvangen bliver udført, og hvis hun kan argumentere med faglige og etiske alternativer, kan hun sige nej og gå i dialog med lægen. Rent juridisk er sygeplejersken også forpligtet til at sige nej, hvis hun ikke har kompetencer til at medvirke ved tvang. Hun skal have viden og forståelse for lovgivningen og kende og efterleve princippet om at anvende det mindst indgribende middel."
Hvornår bør en sygeplejerske "slå alarm" og opfordre lægen til, at der anvendes tvang?
"I situationer, som kan være livstruende for patienten eller til decideret skade, og patienten ikke selv kan se det. Og så skal hun selvfølgelig overveje, hvad den svageste form for tvang kan være. Det kan f.eks. være beroligende medicin til en dement patient med urinretention, som ikke vil have anlagt et kateter."
