Kollegerne mangler tid og erfaring

På Lions Kollegiets Center for Erhvervet Hjerneskade i København bor ca. 110 personer med erhvervet hjerneskade. De er lige så forskellige som alle andre, og oveni har de en hjerneskade, som betyder, at de i varierende grad forstår, hvad der foregår omkring dem. Det kræver stor forståelse for den enkelte beboer hos personalet og en bevidsthed om, at "one size fits all" ikke gælder. Alle bør behandles forskelligt og i overensstemmelse med den aktuelle sindstilstand.

Med det in mente og ved hjælp af tværfagligt samarbejde lykkes det så godt som altid at undgå tvang, fortæller sygeplejerske og fagleder Merete Dehnfeld.

"Tidligere arbejdede jeg som intensivsygeplejerske og på medicinske afdelinger, og jeg hørte aldrig om begrebet magtanvendelse. Da jeg begyndte her, kom det bag på mig, at man ikke må sige: "Jeg holder lige din arm. Det er kun et lille prik"," fortæller hun.

Råb og skrig fra beboer

Også på plejehjem har hun oplevet mangel på viden om, at det er tvang at sige: "Kom, nu gør vi lige det her" til en modvillig borger. Så sagt ligeud: Der er et stort potentiale for at arbejde mere med tillidsskabende og pædagogiske tiltag i Danmark, mener hun og hendes kollega, socialpædagog Eva Andersen.

Begge ville ønske, at personalet andre steder i sundhedssystemet var mere interesseret i at inddrage deres erfaringer i arbejdet med varigt inhabile, som fra nytår kan behandles med tvang for somatisk sygdom.

Eva Andersen har oplevet at ledsage en beboer til en rygmarvsprøve på hospitalet. Beboeren kunne blive meget oprevet, medmindre man kendte til metoder til at få hende til at føle sig tryg. Alligevel fik Eva Andersen ikke lov til at gå med ind i undersøgelseslokalet, hvorfra der kort efter lød råben og skrigen.

Mangler tid og erfaring

"Der er desværre ikke den store interesse for at samarbejde med os på sygehusene," siger hun, og Merete Dehnfeld oplever, at det kan være svært at overbevise sundhedsfagligt personale om, at hjerneskadede kan have brug for ekstra fleksibilitet. For nylig gik det ud over en beboer, der har cancer. Hun skulle vælge, om hun ville modtage en behandling. Lægen havde ikke tid til at vente på, at Merete Dehnfeld kom til hospitalet senere på dagen for at hjælpe beboeren med at veje for og imod. Så beboeren sagde ja og lever nu med ubehagelige konsekvenser af en beslutning, hun ikke kunne overskue.

"Kollegerne handler ikke sådan, fordi de vil nogen noget ondt. Men de mangler tid, erfaring og viden om, hvordan verden ser ud fra de udsatte borgeres synsvinkel. De tillægger ikke vores faglige input særlig stor vægt eller værdi. Der er brug for mere tålmodighed og fleksibilitet for så vidt muligt at opnå informeret samtykke og undgå tvang," mener Merete Dehnfeld.