Nu kan du tvinge pillen i patienten

Fra magtesløs til magtfuld. Sådan skifter sundhedspersonalets position i løbet af nytårsnat, når det bliver lovligt med tvang at gennemføre behandling af somatisk sygdom over for såkaldt "varigt inhabile". Det kan f.eks. være demente, hjerneskadede eller udviklingshæmmede, der af lægen vurderes at være ude af stand til at overskue konsekvenserne af at sige nej til en behandling.

I dag må sundhedspersonalet ikke behandle, hvis patienten i ord eller handling modsætter sig – f.eks. ved at knibe munden sammen for en pille eller ved at trække armen til sig, når blodprøven skal tages. Men efter nytår bliver det lovligt, når "Lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile" træder i kraft. Konkret nævner loven tvang i flere kategorier – fra ordination af beroligende medicin, så patienten affinder sig med behandling, til tvangsindlæggelse på hospitalet med hjælp fra politiet.

I alle tilfælde skal en læge eller tandlæge have foretaget en vurdering af patientens situation og have fundet frem til, at det "efter en helhedsvurdering fremstår som den bedste løsning for patienten at gennemføre behandlingen".

"Vi er glade for, at tvang nu bliver reguleret og rapporteret. Men det bliver en stor forandring for sygeplejersker, som arbejder med somatiske patienter. Mange oplever det i dag dilemmafyldt, når de ikke kan hjælpe patienter, som modsætter sig en behandling, de åbenlyst har haft behov for. Nu får de så nogle redskaber til at gennemføre behandlingen med tvang. Men det er altså ikke så ligetil at anvende tvang skånsomt," siger formanden for Sygeplejeetisk Råd, Annette Hegelund, og nævner et tænkt eksempel fra sit eget arbejde i en kommune.

"Hvis det er mig som sygeplejerske, der skal udføre en handling som f.eks. en sårpleje på en borger, som modsætter sig, hvem skal så holde patienten, hvis vedkommende skal tvangsfastholdes? Det er ikke nemt at holde, og det er heller ikke nemt at udføre behandling på én, der ikke vil," siger Annette Hegelund, der mener, at det vil være særligt krænkende at tvangsbehandle mennesker i deres eget hjem. Når tvang sker her, er der ikke noget sted i verden, de kan føle sig trygge.

Tvangens dilemmaer

Tvang kan undgås ved at fokusere på forebyggelse og ved at sikre en tillidsskabende og kreativ tilgang med tålmodighed og brug af eksempelvis beroligende berøring, sang og musik, påpeger Annette Hegelund.

"Men det tager tid, og det har vi ikke meget af. I lovteksten sidestilles tvang med omsorg, som om der er noget godt i tvang. Det er der aldrig i selve situationen. Det er først omsorg, når patienten bagefter kan opleve lindring eller forbedring af tilstanden," siger Annette Hegelund.

På den anden side er det heller ikke altid omsorgsfuldt at følge den nuværende lovgivning, hvor patientens selvbestemmelse skal respekteres – også når patienten frasiger sig nødvendig behandling pga. sin varige inhabilitet. I realiteten er det jo nok sådan, at sundhedspersonale i dag alligevel tvangsbehandler – f.eks. ved at holde lidt ekstra fast i en hånd. Det er ikke i orden med ureguleret tvang, men med den nye lov kan sygeplejersker bevæge sig ud i et nyt minefelt, mener Annette Hegelund.

"Sygeplejersker risikerer at komme i etiske dilemmaer. På den ene side kan lægen sige til dem, at nu skal I anvende tvang. På den anden side skal de efterleve de sygeplejeetiske grundværdier, der siger, at sygeplejersker har ansvar for at yde omsorg i den hensigt, at patienten oplever velvære. Og oplever man som sygeplejerske, at patienten oplever velvære under tvang? Der er mange sygeplejersker, der vil opleve en konflikt her," siger Annette Hegelund.

Sygeplejersker skal i øvrigt også leve op til Autorisationsloven, der pålægger dem at udvise "omhu og samvittighedsfuldhed".

Glidebaneeffekt

Annette Hegelund er glad for, at det er en læge eller tandlæge, der skal træffe beslutning om tvang. Men det er kritisabelt, at lægen ikke behøver at være til stede under tvangsindgrebet. Samtidig bør vurderingen tages på basis af et tværfagligt samarbejde mellem de fagpersoner og de pårørende, der omgiver patienten.

"Samlet set kan jeg frygte, at der er risiko for en glidebaneeffekt. At tvang bliver et hurtigt valg både for de sundhedsprofessionelle og de pårørende. Så stikker man lige patienten en beroligende pille og får arbejdet overstået," siger hun.

Samme risiko påpeger Institut for Menneskerettigheder.

"Det er positivt, at man har valgt at regulere tvang ved lov. For så kommer der en registrering af tvangen, og det er bedre at regulere end at risikere omsorgssvigt i form af manglende behandling, eller at patienten bliver udsat for ureguleret tvang. Bagsiden kan være, at lige så snart man har regler for tvang, så har man også en tendens til at bruge dem," siger Nikolaj Nielsen, leder af handikap-team på Institut for Menneskerettigheder.

Dokumentation giver læring

Med loven følger pligt til at indberette til Sundhedsdatastyrelsen med svar på spørgsmål som: Hvad er begrundelsen for tvang? Hvad er forsøgt for at undgå tvang? Har de pårørende, en værge eller en uvildig læge givet samtykke? Man skal også føre en særskilt protokol over, hvordan tvangsbehandlingen udføres i praksis.

Dokumentationen er lægens eller tandlægens ansvar, men ofte vil arbejdet blive delegeret til sygeplejersker, forventer Nikolaj Nielsen. Han opfordrer til grundighed, for registreringen bruges til at afgøre klager i et nyt klagenævn, Tvangsbehandlingsnævnet, og den rapporterede viden kan desuden bruges til at gøre sundhedspersonalet dygtigere.

"Man kan opfatte dokumentationen som ekstra papirarbejde. Men der er jo det sigte med det, at man kan monitorere området og evaluere, hvorfor tvang f.eks. bliver brugt mere i en del af landet end en anden. Kravet om dokumentation betyder også, at man i hver enkelt situation gør sig en overvejelse, om tvang kunne være undgået."