Tvang ødelægger tilliden

Huset er af beton. Vejret er køligt og vintergråt, og anskuet udefra er Demenscenteret Pilehuset sådan et sted, man ville forvente, at der er brug for tvang. Pilehuset er et specialiseret og målrettet tilbud for borgere, der har en demenssygdom. Her bor mennesker, som almene plejecentre ikke kan rumme pga. udfordringer med deres adfærd. F.eks. er det sket, at en ny beboer blev fragtet hertil i en kørestol med hængende hoved. Hans tidligere plejecenter så det som eneste udvej at sende ham på psykiatrisk afdeling, hvor han, der blev betragtet som en buldrebasse, fik pacificerende psykofarmaka.

Men holdningen inde i varmen hos forstanderinde og sygeplejerske Charlotte Agger er, at det er at gå for vidt at anvende tvang ved somatisk behandling, som det nu bliver lovligt at gøre fra nytår i forhold til varigt inhabile. I de 17 år, hun har arbejdet her, har der ikke været behov for tvang for at gennemføre en behandling. Måske fire-fem gange er en beboer blevet fastholdt mod sin vilje. Men det har været i nødværge, f.eks. da der blev åbnet en bildør under kørsel, og det lykkedes at få manden i kørestolen på benene igen uden tvang.

"Jeg mener, at tvang er at gå for vidt i forhold til mennesker, som har en demenssygdom, medmindre det handler om at redde liv og lemmer, og det må man jo allerede i dag. Der vil ofte være for meget, man ødelægger. Hvad sker der med al den tillid, man har bygget op? Og hvem er det, der kan vurdere, hvornår du har prøvet alt, som loven siger, at man skal, før man bruger tvang. Du kan jo næppe nogensinde have prøvet alt," siger Charlotte Agger.

Tre forklaringer på tillid

I Pilehuset er hun leder af 200 ansatte, der drager omsorg for 124 beboere og 16 borgere, der kommer i et dagtilbud. Her er hjemlig hygge med lilla lænestole, et flor af hyacinter og "Huset på Christianshavn" på tv’et.

Charlotte Agger har hele sin karriere arbejdet med mennesker med en demenssygdom.

Foto: Søren Svendsen

For det første prioriterer Pilehuset at ansætte medarbejdere, der har en bacheloruddannelse som sygeplejerske, pædagog eller ergoterapeut. Det har halvdelen af de ansatte, og de har udbytte af hinandens fagligheder i det daglige.

"Pleje- og omsorgsopgaverne er komplekse på et plejehjem. Det ville være en fordel for demensområdet i Danmark, hvis man ansatte flere medarbejdere med længere uddannelse," siger Charlotte Agger.

For det andet bygger arbejdet på et teoretisk værdigrundlag om personcentreret omsorg, som er udarbejdet af den engelske psykologiprofessor Tom Kitwoods. Her sættes personen i centrum snarere end demenssygdommen. Plejen tager udgangspunkt i borgerens egen baggrund og oplevelse af virkeligheden og har fokus på at opfylde de grundlæggende behov for trøst, meningsfuld beskæftigelse, identitet, tilknytning og inklusion.

For det tredje stiller personalet ikke større krav til de demente, end de har en chance for at indfri.

"Stiller vi for store krav, oplever mennesket, der har en demenssygdom, at der er kaos, og når der er kaos, kan man ikke arbejde sammen med andre. Vi skal lade borgerne bevare selvkontrollen, så får de tillid, og så kan de låne kontrollen ud til os, så vi kan få dem til at gøre noget, de ellers ikke ville have gjort. Der opstår en pædagogisk alliance," siger Charlotte Agger.

Dommer i ’’prøvet alt-afdelingen"

Den alliance bliver brudt ved tvang, og derfor er tålmod klart at foretrække. Hellere trække sig og siden prøve én gang til med et mere overkommeligt krav, end det, der blev afvist, da f.eks. blodsukkeret ikke blev taget. Måske handler det om at gå helt tilbage til et "krav" om at sige godmorgen, hvorfra personalet så igen kan nærme sig dialog om prikket i øret.

"For de medarbejdere, der har den nære relation til borgeren, er der mange dilemmaer i tvang. Hele relationen bliver jo sat på spil, og det sker i borgerens eget hjem, hvor man skal komme igen i morgen. Der er også risiko for arbejdsskader. Man kan forestille sig, at borgeren vil kæmpe for at vride sig løs eller slå, og hvis man holder fast i både arme og ben, så har du helt bevidst kørt et menneske ud i kaos, som kan medføre en adfærd som råbende eller spyttende," siger Charlotte Agger.

Ifølge loven er det læger og tandlæger, der beslutter, hvornår tvang er nødvendig. Men hvem er de egentlig til at være dommere i "prøvet alt-afdelingen"?" spørger Charlotte Agger. De lærer meget lidt om pædagogik på studiet og lever i en kultur, hvor medicinsk behandling betragtes som et godt valg, selv om der måske er andre prioriteter, der er vigtigere set fra borgerens synsvinkel.

Over årene har Charlotte Agger selv fået trænet sin tålmodighed og sit blik for, at prioriteterne kan være forskellige. "Det tog f.eks. et år at få bukserne af en mand," siger hun.

Manden havde en demenssygdom og kom hver dag i Pilehusets dagtilbud. Han syntes ikke, at det gjorde noget, at bukserne var beskidte, og de beskidte bukser udgjorde heller ikke nogen risiko for nogen. Men de overskred en gængs norm. På samme måde kan pårørende blive generet af, at deres demente familiemedlem ikke får børstet tænder eller bliver behandlet på præcis samme måde som alle andre. De vil komme til at lægge et pres på lægerne for at ordinere tvang, som lægerne må stå op imod, når det kun handler om at leve op til normer eller gøre, som man plejer, mener Charlotte Agger.

Men misforstå ikke. Hun taler ikke for, at beboerne skal gå ubehandlede rundt.

Faktisk er beboerne i Pilehuset somatisk set for det meste raske. Det er nemlig indarbejdet i hverdagen, at personalet lægger mærke til, når deres adfærd ændrer sig. Måske er de mere urolige, småtspisende eller hurtigtsnakkende. Så er det ofte, fordi der er en forstoppelse, blærebetændelse eller anden sygdom under opsejling og derfor et signal til sygplejerskerne om at udføre en systematisk udredning. Dermed kan man ofte stoppe udviklingen af sygdom, før den bliver slem. Akkurat som kriser kan trappes ned, før tvang bliver nødvendig.