Sygeplejersken
Efter fire måneder var jeg ved at knække nakken
Bortset fra en kort periode har sygeplejerske Zilah Petersen kun arbejdet 32 timer om ugen de seneste otte år. Både i sit nuværende job på et plejecenter og i de forrige på en medicinsk afdeling og en akutmodtagelse. På hospitalerne var det af nød. Nu er det af lyst.
Sygeplejersken 2018 nr. 13, s. 29
Af:
Christina Sommer, journalist
Da Zilah Petersen vendte tilbage efter barsel med sit yngste barn i 2010, var det til en fuldtidsstilling med skiftende vagter på Medicinsk Afdeling på Roskilde Hospital. Men det holdt hun kun til i fire måneder:
"Her var jeg ved at knække nakken. Det fungerede ikke for mig med tre børn og søvnløse nætter, så jeg kom hurtigt på 32 timer," fortæller hun.
De 32 timer tog hun med sig, da hun i 2012 fik nyt job på Akutmodtagelsen på Hvidovre Hospital. Og hun var rigtig glad for det hele: Kollegerne, ledelsen og arbejdsopgaverne.
"Det var en fantastisk arbejdsplads med megaspændende opgaver og konstant mulighed for læring. Havde jeg ikke haft tre unger derhjemme, var jeg blevet," siger hun og refererer til sine tre børn, der i dag er mellem ni og 13 år.
For med tiden blev selv de 32 timer nemlig uforenelige med familielivet og en ægtefælle på fuldtid.
"Jeg havde flere forskellige funktioner på akutmodtagelsen og skulle konstant være omstillingsparat. Børnene blev større og sov igennem om natten, men så kom der fritidsaktiviteter, skole-hjem-samtaler, fødselsdage og legeaftaler. Det er voldsomt, når man arbejder i skiftende vagter. Jeg måtte ofte takke nej til arrangementer og havde konstant dårlig samvittighed. Den var ved at æde mig op," siger hun.
Efter fem år på akutmodtagelsen var Zilah Petersen med egne ord "lidt udbrændt". De 32 timer på hospitalet blev derfor i 2017 skiftet ud med samme antal på Plejecenter Trekroner i Roskilde Kommune.
Her har Zilah Petersen dagvagter fra mandag-fredag og weekendvagt hver 6. uge. Det har givet mere ro derhjemme, og fagligt er hun især glad for den store indflydelse, hun har.
"Det fysiske og psykiske arbejde er ikke så belastende. Verden er rimelig ens fra uge til uge, og jeg tilrettelægger mere eller mindre selv mine opgaver," siger hun og tilføjer:
"Jeg ville godt kunne holde til 37 timer her, som også er muligt. At jeg fortsat er på 32 timer, skyldes primært personlige årsager. Jeg nyder at have tidligere fri og føler mig privilegeret over at have muligheden for at være mere til stede i familiens hverdag," siger hun.
Zilah Petersen ved godt, at hun på nedsat tid risikerer at sætte både livsindkomst og pension over styr.
"Jeg burde måske tænke mere over det, men det handler simpelthen om, hvad der nu og her gør tilværelsen bedst for os alle i familien," siger hun.
