Fleksibilitet presser sygeplejen

"Åh, nej, det er min tur i denne weekend. Hvad mon der venter mig denne lørdag morgen? Kan jeg mestre det?"

Sådan tænker Liselotte Nielsen, en specialiseret og erfaren sygeplejerske, når hun skal møde ind på sengeafdelingen for Hjertesygdomme på Sygehus Sønderjylland, Aabenraa.

Til daglig er hun ansat i hjerteambulatoriet, men siden ambulatoriet og sengeafdelingen blev lagt sammen under fælles ledelse i 2014, har sygeplejerskerne fra ambulatoriet skullet tage vagter på sengeafdelingen hver sjette weekend. Ligesom sygeplejersker fra sengeafdelingen også hjælper til i ambulatoriet.

Den form for fleksibilitet bliver i stigende grad udbredt på de danske hospitaler. Flere og flere afdelinger bliver lagt sammen med dertilhørende krav om, at man ud over sit speciale også skal hjælpe hinanden på tværs.

Og ifølge Danske Regioners krav til OK18-forhandlingerne er det også vejen frem.

Regionerne ønsker bl.a., at ansættelsesbestemmelserne skal "forenkles", så man i højere grad kan sende sygeplejersker rundt mellem afdelinger og hospitaler i regionen – uden at det aftales og varsles i samme grad som i dag. Derudover ønsker Danske Regioner at øge normperioden til et år og at udskyde seniordagene, så de tildeles fra fem år før folkepensionsalder i stedet for fra 60 år som i dag. Regionerne ønsker også at øge deres fleksibilitetsmuligheder ved at ændre på normperioden, så overarbejde skal opgøres på årsbasis – og ikke som nu, hvor normperioden er 14 uger, medmindre andet er aftalt.

"Jeg tror, man skal passe på med at sige, at man ikke kan ændre på noget som helst, uden at det går ud over det faglige arbejdsmiljø," siger Anders Kühnau (S), chefforhandler på regionernes område og regionsrådsformand i Region Midtjylland.

Fleksibilitet skaber stress

For mange sygeplejersker er udmeldingerne fra Danske Regioner hård kost i en hverdag, der mange steder er presset i forvejen.

På Sygehus Sønderjylland fortæller Liselotte Nielsen, at sammenlægningen og vagterne på sengeafdelingen var rigtig svær for mange af hendes kollegaer.

"Der var et par stykker, der knap nok kom i gang, før de gik ned med stress," siger Liselotte Nielsen.

Sidenhen er yderligere et par kollegaer gået ned med stress og er derfor blevet fritaget fra at skulle tage vagter på sengeafdelingen.

"Man ved ikke, hvor tingene er, og man kender ikke patienterne og deres historik. Du kender ikke alle dine kollegaer og har ikke et fast arbejdsfællesskab, hvor du ved, hvem du kan gå til, hvis du har et problem," siger Liselotte Nielsen.

Chefforhandler for Danske Regioner Anders Kühnau ønsker ikke at skabe et dårligt arbejdsmiljø for sygeplejerskerne.

"Det vil jeg absolut ikke. Vi ved godt, at glade medarbejdere er det, der giver god behandling af vores patienter. Det er der sådan set evidens for."

Men hvad siger du til de sygeplejersker, der arbejder flere steder, som fortæller, at det giver problemer?

"Selvfølgelig lytter vi til sygeplejerskerne. Men jeg skal også sikre mig, at patienterne får den behandling, de skal bruge, og møder det personale, der har de kompetencer, der skal til," siger Anders Kühnau, der mener, at det i sidste ende også er tilfredsstillende for medarbejderne, hvis man kan give patienterne en ordentlig behandling og dermed sikre, at der er det flow, der hjælper patienterne bedst.

Specialerfaring går tabt

Liselotte Nielsen fra Hjerteafdelingen på Sygehus Sønderjylland fortæller, at der er stor forskel på at gå i dybden med en helt specifik hjerteforstyrrelse og på at have overblikket over seks patienter – fordelt på tre-fire stuer – med hver deres hjertesygdom.

"Det er svært, når man er så specialiseret i det ambulante, som jeg er, pludselig at skulle overskue bredden af patienterne. På sengeafdelingen føler jeg, at jeg ikke slår til, og det dræner mig. Mine kollegaer og jeg kan ikke kende os selv. I ambulatoriet gør vi gavn og indgår i dialog med lægerne om en behandlingsstrategi, men når så vi er på sengeafdelingen, bliver vi usikre og kan ikke få bragt vores kompetencer i spil. Vi har ingen selvtillid, og det er skræmmende, når man til hverdag er en kompetent sygeplejerske, der snart kan fejre 25-års jubilæum," siger Liselotte Nielsen og fortsætter:

"Lad os hver især gøre det, vi er gode til. Behandlingerne bliver mere komplekse, og det kræver mange års erfaring at kunne varetage hjertebehandling selvstændigt, som jeg gør, og det er da ærgerligt, hvis man lader så stor en specialerfaring gå tabt, fordi man ikke tager vare på os."

Hun kan godt forstå, at man ud fra et ledelsesmæssigt perspektiv tænker, at jo flere hoveder, man har, som man kan flytte rundt på, jo bedre.

"Men man har ikke øje for den menneskelige omkostning, og det provokerer mig."

Anders Kühnau siger til Sygeplejersken, at han ikke er afvisende over for at sætte nogle flere hegn op for fleksibiliteten, end han hidtil har gjort.

"Hvis vi ønsker mere fleksibilitet på nogle områder, så kan det være, at vi bliver nødt til at sætte nogle hegn op på andre områder, og det er jo noget af det, vi gerne vil drøfte, f.eks. i forhold til arbejdstid. Hvad er det for nogle sikringer, hegn eller værn, der giver mest værdi for medarbejderne?" spørger han.

Arbejdsmiljøeksperter advarer

I juni 2016 satte Sygeplejersken for første gang fokus på den stigende tendens med, at sygeplejersker "udlånes" til andre afdelinger. Dengang viste en analyse, at halvdelen af de adspurgte sygeplejersker mente, at udlån påvirkede arbejdsmiljøet negativt, og hver tredje, at det forringede kvaliteten af sygeplejen.

Psykolog Karen Albertsen fra TeamArbejdsLiv, som er ekspert i arbejdsmiljø, påpegede dengang, at det er en belastning for enhver, selv om det er nemmere for nogle end andre, at skulle forholde sig til nye relationer og rutiner. Og hvis man kommer ind på en afdeling, der i forvejen er presset, fordi man mangler personale, så kan belastningen blive for stor.

"Man skal ikke undervurdere, at dét at skifte fysiske omgivelser og faglige kompetencer er en stressbelastning, og hvis man ikke er fagligt klædt på til opgaven, og patienterne har nogle forventninger, man ikke kan leve op til, så kan det skubbe til ens faglige identitet på en måde, så man mister kontrol og mister oplevelsen af at kunne fungere kompetent. Og det er noget af det mest stressende at opleve, at ens faglighed og kompetencer kan betvivles," sagde hun.

I samme artikel påpegede seniorforsker ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Thomas Clausen, at forudsigelighed spiller en stor rolle for vores trivsel i arbejdet. Han sagde: "Hvis hverdagen er uforudsigelig, rammerne er uklare, og man ikke helt kender de krav, der bliver stillet til ens rolle, så kan det være meget stressende."

Han pegede på, at sociale relationer og følelsen af at lykkes med sit arbejde er afgørende faktorer for trivslen.

"En væsentlig del af det at gå på arbejde er de sociale og faglige relationer. At man kender kollegaerne og hinandens kompetencer. Hvis man hele tiden skal møde nye relationer, bliver det krævende," sagde han.

Fik nok og sagde op

En anden sygeplejerske, der fik nok af det pressede sundhedsvæsen og de øgede krav til sygeplejerskers fleksibilitet, er Jeanne Cecilie Mathiesen. Indtil for et år siden arbejdede hun på et intensivt afsnit på Børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital. Ud af de 15 år, hun arbejdede der, var hun tillidsrepræsentant i de otte.

Hun fortæller, at på Børneafdelingen er det i dag en del af hverdagen at blive udlånt til andre pædiatriske afdelinger. Det kan være børnehjerteafsnittet den ene dag og børnekræftafsnittet den næste dag.

"I princippet kan man sige nej til at hjælpe i en anden afdeling. Men i praksis er det svært, når ledelsen siger, at vi skal hjælpe hinanden," siger hun.

"På et tidspunkt begyndte nogle af mine kollegaer at sige, at de gerne ville ringes til om morgenen for at kunne forberede sig. Det synes jeg også siger noget om, hvor ubehagelig bare tanken kan være om at skulle hen et sted, hvor man ikke kender kollegaerne eller ved, hvor tingene er," siger hun. Og hun fortæller, at det er svært for både de indlagte børn og deres forældre at forholde sig til de mange forskellige sygeplejersker.

Når Anders Kühnau siger, at han gerne vil være med til at sætte flere hegn om sygeplejerskernes fleksibilitet, så det kan ske på en ordentlig og tryg måde for sygeplejerskerne, så tvivler Jeanne Mathiesen på, at det bliver virkelighed. Der er alt for mange ting, der arbejder i den modsatte retning – f.eks. at man fremover skal arbejde på forskellige matrikler uden hensyntagen til sygeplejerskernes ekstra transporttid, som tages af fritiden og ikke af arbejdstiden.

"Sidste gang vi blev lagt sammen, gik vi fra at være en børneafdeling med 55 sygeplejersker til at være 110. Og det er altså rigeligt at forholde sig til 110 kollegaer. Det er mange specialer sammen, og jeg synes, at de strammer den," siger hun og fortæller, at for hende var det sammenlægningerne, der gjorde, at hun under en rejseorlov besluttede sig for at sige sit job op. Nu søger hun job i det private som sælger.

"Jeg elsker, elsker, elsker, elsker selve arbejdet som sygeplejerske. Men jeg synes ikke, at de passer godt nok på folk i regionerne. Og nu er nok nok."