Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hun kunne se, hvad jeg havde brug for

Intet sted at bo, dårlig økonomi, et forlist parforhold og et lidt for stort alkoholforbrug kulminerede i februar for Per Werther. Han blev indlagt på Herlev Hospital, og her var det en socialsygeplejerske, der stod klar til at hjælpe ham.

Sygeplejersken 2018 nr. 7, s. 32-33

Af:

Diana Mammen, journalist

tema_8

"Werther," siger Per, "ligesom bolsjerne," da han giver mig sit navn. Han sidder i en sofa på Omsorgscenter Thorsgade på Nørrebro i København, hvor han i fjorten dage kan komme til hægterne efter indlæggelsen på Herlev Hospital. Per Werther er født og opvokset i Lyngby, men som han selv siger, så er han i øjeblikket registreret med "adresse ukendt".

"Jeg har ikke noget sted at bo, så hvis ikke jeg havde fået en plads her, skulle jeg sove på gaden," siger han.

Men sådan skulle det ikke gå. Socialsygeplejersken på Herlev Hospital sørgede for, at Per Werther kunne få en plads på Thorsgade. Og det er han glad for. For op til indlæggelsen fortæller Per Werther, at han havde haft en turbulent tid. I lang tid havde han taget sig af sin kæreste, som var syg, men ikke ville erkende at have brug for hjælp, så for at passe på sig selv kom Per Werther frem til den konklusion, at det var bedst, at de gik fra hinanden. Uden den tætte relation, som han selv kalder forholdet, var det nemt at falde i og begynde at drikke. Han havde intet sted at bo, og efter at have drukket for meget i nogle måneder havde tanken om at gå ned på motorvejen og ende livet strejfet ham. Men på hospitalet kunne han dele sine tanker med socialsygeplejersken.

Omsorgscenter Thorsgade

Det er socialsygeplejersker, som ved udskrivelse kan henvise en borger til en plads på omsorgscentret, hvis borgeren ikke har et hjem eller ikke er rask nok til at komme hjem til sig selv. Personalet yder omsorg, og de giver sundhedsfaglig vejledning til borgeren for at hjælpe dem bedst muligt videre.

Der er otte sengepladser på omsorgscentret, og et ophold varer 14 dage.

Kilde: Røde Kors, Omsorgs-center Thorsgade.

"Hvis man havde noget på hjerte, kunne man altid tale med hende. Mit psykiske helbred fyldte meget, og det kunne jeg dele med hende, så hun kunne hjælpe mig," siger Per Werther.

Et vigtigt møde

Mødet med socialsygeplejersken var et lyspunkt i en hverdag, hvor der ellers ikke var nogle at dele tankerne med.

"Jeg ser ikke så mange, for jeg har ikke så mange venner," siger Per Werther, som følte, at han med socialsygeplejersken havde mødt en person, som var på hans side.

"Hun kunne se, hvad jeg havde brug for," siger han.

53-årige Per Werther har haft kontakt til sundhedsvæsnet mange gange før, men det var første gang, han mødte en socialsygeplejerske under indlæggelsen i februar.

"Hun var god, for hun vidste noget om alle de ting, der var aktuelle for mig," siger han.

Ligesom i Per Werthers tilfælde er det oftest efter en hospitalsindlæggelse, at en borger får en plads på omsorgscentret, fortæller den daglige leder af Omsorgscenter Thorsgade, sygeplejerske Jannie Julin, som synes, at samarbejdet med socialsygeplejerskerne fungerer rigtig godt. De skal blot ringe og høre, om der er en ledig plads.

"Mange borgere ville blive udskrevet til ingenting, hvis ikke de kunne komme her," siger hun.

Fred og ro

På Omsorgscenter Thorsgade handler det om at give beboerne fred og ro, så de kan komme på toppen igen. Jannie Julin fortæller, at der selvfølgelig altid er nogen, som ikke vil hjælpes videre.

"Vi prøver at skabe følelsen af hjem, så beboerne føler sig trygge og kan overskue at komme videre til noget andet, når deres ophold her slutter. Og det kommer langt de fleste," siger hun. Jannie Julin har været leder på Thorsgade siden 2014, og i den tid har hun mødt alle typer fra alle sociale lag, siger hun. Lige fra de helt unge på 18 år til 80-årige, og de kan både have en baggrund som tidligere direktører med strandvejsvillaer til hjemløse, transkønnede og socialt udsatte. Og det handler om at lytte til hver enkelt.

"Det er borgeren selv, der skal definere sit problem," siger Jannie Julin og forklarer, at det ikke nytter noget at ville forklare en borger om sårpleje, hvis det eneste, borgeren bekymrer sig om, er et sted at bo.

"Man skal løse borgerens syn på hans problem, og først bagefter kan man løse de sundhedsfaglige problemer," siger hun og påpeger, at det nogle gange er det, som går galt i de socialt udsattes møde med sundhedssystemet, fordi de udsatte ikke føler, at personalet forstår dem.

Styr på tingene

Op til indlæggelsen tilbage i februar måned havde Per Werther mærket stik i sine fingre, og han vidste godt, at der var noget galt. Derfor er han glad for, at han tog på hospitalet.

"Socialsygeplejersken hjalp mig. Hun fik mig også herhen, hvor personalet har gjort alt, hvad de kan for at hjælpe. De finder den individuelle løsning," siger Per Werther, som ser fremad og på mandag skal til et møde om et værelse i Gentofte, nord for København.

"Jeg vil gerne have et sted at bo, så jeg får en base og noget sikkerhed i min hverdag," siger han, og med et smil på læben nævner han, at han stadig drikker.

"Bare af mærket Super Light. For jeg vil gerne have styr på tingene. Både min økonomi og min psykiske og mentale tilstand. Så jeg håber, at alt bliver bedre fra nu af."

TEMA: ULIGHED I SUNDHED

"Jeg kender deres virkelighed"

Foran socialsygeplejerske Karen Frampton ligger Lone. Hun er en af omkring 120.000 socialt udsatte danskere, der sjældent kender deres patientrettigheder og har svært ved at finde rundt i sundhedssystemet. Det skaber social ulighed, når det gælder adgang til den rette behandling.

En af løsningerne er de specialiserede socialsygeplejersker, der forstår de socialt udsattes komplekse behov. Nu er to nye uddannelser i socialsygepleje på vej.

Læs i dette tema: