På arbejde med socialsygeplejersken

Hynderne er faldet ned og sofaen gået en smule fra hinanden, efter Søren har siddet i den. Han er en stor mand på to meter, hans hånd er i forbinding, og man kan tydeligt høre på hans usammenhængende formuleringer, at han har fået et par genstande for meget at drikke, selvom klokken kun er syv om morgenen.

"Ofte søger de udsatte borgere derhen, hvor der er færrest forhindringer, og derfor dukker de bl.a. op på landets skadestuer, selvom de ikke nødvendigvis fejler noget akut somatisk," siger Karen Frampton, der er socialsygeplejerske på Herlev Hospital. Søren er hjemløs og havde brug for at tale med en, han kender, derfor sad han i sofaen og ventede på Karen Frampton denne morgen.

Efter Søren er blevet sendt godt ud ad døren, starter Karen Framptons dag med at danne sig et overblik over, hvem der er indlagt, og hvad der skal gøres for den enkelte. Hun sætter kurs mod 12. sal, hvor Lone er indlagt.

Realistiske rammer

Lone sidder i sengen og filer negle, og Karen Frampton sætter sig ved siden af hende. De taler sammen om, hvad Lone har brug for, når hun kommer hjem senere i dag.

"Vi havde håbet, at hun kunne få en plads på et kvindehjem i forbindelse med udskrivelse, så hun kunne få noget ro. I stedet forsøger man i samarbejde med hjemmepleje og udekørende team at støtte hende bedst muligt," forklarer Karen Frampton. Samtalen mellem de to munder ud i, at det, Lone har brug for lige nu, er at få hjælp med vasketøjet.

"Jeg kan godt som fagperson have mine meninger og prioriteringer på patientens vegne, men vi må tage udgangspunkt i deres egen motivation og arbejde ud fra det," siger hun.

Socialt udsatte kan have brug for mange forskellige ting, når de er indlagt.

"Derfor har de især brug for en person, som kender dem og deres virkelighed, og som kan sikre abstinens- og smertebehandling og ikke mindst kan forholde sig til, hvad og hvortil de skal udskrives. Det kan jeg og landets andre socialsygeplejersker," siger Karen Frampton.

Sundhedsfagligt fokus

Tilbage på femte sal er det blevet tid til morgenmad, så Karen Frampton går en runde på stuerne. Her hilser hun på Klaus og Morten, som ligger til afrusning. Klaus vil gerne tale med hende, så de aftaler, at han kommer ind på kontoret senere.

Morten ligger i sengen og har lige fået en bakke ind. Han ryster på hånden, da han tager sin kaffekop, så Karen Frampton hjælper ham med at få en tår, mens hun spørger til hans abstinenser.

Opgaven er, fortæller socialsygeplejersken, at finde ud af, hvad man kan gøre for patienten, men også, hvad patienten ønsker.

"Min tilgang er sundhedsfaglig, men når først de åbner sig op, så viser det sig, at de har mange flere problemer end kun sundhedsrelaterede," siger hun og understreger, at man i somatikken ikke kan løse de socialt udsattes problemer alene. Man skal også have kontakt til bl.a. kommuner, socialrådgivere, herberger og misbrugscentre. Nogle, som Karen Frampton flere gange har i røret på en dag.

Det viser sig f.eks. at være nødvendigt for at hjælpe Klaus, som inde på Karen Framptons kontor fortæller, at han rigtig gerne vil hjem til sin egen lejlighed. Men han er måske blevet smidt ud, for han har haft et tilbagefald, og i den periode er jobcentret ikke blevet kontaktet og huslejen ej betalt. Han er tydeligt berørt.

"Man kan ikke bare sætte et plaster på og puste. Socialt udsatte har komplekse forløb, som kræver, at flere fagpersoner er inde over," siger socialsygeplejersken, som lover Klaus, at hun nok skal ringe til hans socialrådgiver og få undersøgt hans lejlighedssituation.

Det kræver både tværfagligt samarbejde og samarbejde på tværs af sektorer, hvis man skal kunne hjælpe de udsatte borgere, forklarer Karen Frampton, mens hun ringer til socialrådgiveren.

En anden virkelighed

De udsatte vil gerne deres egen sundhed, understreger socialsygeplejersken.

"Men man skal få vores sundhedssystem til at være mere rummeligt, så der også er plads til de socialt udsatte. Det, jeg kan i samarbejde med afdelingen, er at skabe muligheder, for at deres forløb kan gennemføres," siger Karen Frampton.

Ifølge hende skal man tænke anderledes for at kunne hjælpe de udsatte borgere. Og som socialsygeplejerske er man vant til at se tingene fra en lidt anden vinkel end det øvrige personale.

"Jeg støtter og supplerer også personalet, så de får forudsætningerne for at kunne hjælpe patienterne," siger hun, mens elevatoren kører op mod 14. sal. Her vil Karen Frampton tjekke, om Signe har brug for noget. Hun har fået amputeret sit ene ben og sidder i en kørestol på stuen og stirrer ud i luften.

"Det er altid individuelt, hvad den enkelte har brug for, og det handler om deres behov, ikke mit," siger Karen Frampton på vej ud af stuen, da det er tydeligt, at Signe ikke har brug for at tale med socialsygeplejersken lige nu. Karen Frampton går ud til personalet på afdelingen for at høre, hvordan de oplever Signe, og om der er nogen spørgsmål eller problematikker, der skal vendes.

Ingen god fe

På gangen kommer Lone gående, som er på vej hjem.

"Jeg kommer til at savne dig," siger Lone. Hun har kun rosende ord til socialsygeplejersken.

"Jeg er ikke nogen god fe," påpeger Karen Frampton, men vil dog godt erkende, at hendes arbejde og samarbejde med afdelingerne gør en forskel.

"Det KAN lykkes at hjælpe de borgere, som er allermest udsatte," siger hun med tryk på kan.

Karen Frampton er gået ned til skadestuen for at tjekke, om der er kommet nogle patienter ind, som kræver hendes hjælp. Det er der.

Søren, som i morges sad i sofaen, ligger og snorker på en stue.

Socialsygeplejersken venter på, at han vågner, inden hun kan finde ud af, hvad der er sket.

"Man ved aldrig, hvad der kommer til at ske i løbet af en dag," siger Karen Frampton.

Patienternes navne i artiklen er blevet ændret, undtagen Lones, da hun har indvilget i at indgå med eget navn. Sygeplejersken er bekendt med deres rigtige navne.