De vanskelige har det vanskeligt

Pårørende er ikke besværlige, men pressede og utrygge. Det er budskabet fra to sygeplejersker, der har forsket i forholdet mellem sundhedspersonale og pårørende.

“Jeg tror, at alle kan blive vanskelige pårørende. Også mig.”

Ordene kommer fra Berit Brinchmann. Hun er professor i sygepleje, medlem af Rådet for Sygeplejeetik i Norge og har længe forsket i pårørenderelationer i sundhedsvæsnet.

Hun uddyber sit synspunkt:

“Hvis man bliver bange eller fortvivlet, så er det en kendt forsvarsmekanisme, at man kan græde eller blive vred og det er især dem, der er vrede, der opleves som vanskelige. Derfor er det vigtigt at huske på, at hvis nogen opfører sig vanskeligt, så er det fordi de har det vanskeligt.”

Brug de pårørende systematisk

Berit Brinchmanns forskning viser, at der er plads til forbedring af mødet med de pårørende i sundhedsvæsnet.

“Når vi som sundhedsfaglige oplever pårørende som værende besværlige, er det fordi vi ikke har et godt nok apparat til at varetage dem. Pårørende er først og fremmest en stor ressource. Ikke altid, men oftest. Hvis vi bliver bedre til systematisk at bruge de pårørende, så får vi bedre sygepleje til patienten. Det vil øge vores egen arbejdsglæde, og vi vil ikke længere se dem som besværlige,” konstaterer hun.

Hun peger på nogle af de områder, som kan skabe gnidninger mellem de pårørende og sundhedspersonalet:

“Som pårørende er man først og fremmest optaget af sin nære, som er syg, mens en sygeplejerske har mange patienter. Der kan også opstå udfordringer på grund af tavshedspligten, hvis en patient ikke ønsker, at de pårørende skal blive bekendt med alle sundhedsoplysninger. Og derudover kan det være svært, hvis familierelationerne mellem patient og pårørende i forvejen er anstrengte,” siger Berit Brinchmann.

Men uanset hvad årsagen til gnidninger kan være, så bør sygeplejersker overveje, hvordan de omtaler en patients familie eller venner:

“Det er uprofessionelt at sige, at pårørende er vanskelige, for vi bør vide bedre som sundhedspersonale. Hvis man er fortvivlet, så er det en forsvarsmekanisme, at man vil beskytte det nærmeste man har. Vi kan selv blive lige så vanskelige, hvis det er vores nære, der er syge,” siger hun.

Forvent ikke og døm ikke

Den norske professor får opbakning fra Tove Lindhardt, der er ph.d. og leder af Forskningsenheden for Klinisk Sygepleje på Herlev-Gentofte Hospital. Hun mener, at det er problematisk, når man sætter en label med ordet ”vanskelig” på en pårørende.

“Det er ikke den pårørende, der er vanskelig. Det er andre, der beslutter, at vedkommende er det. Der ligger en vurdering bag, som tager udgangspunkt i nogle forventninger til, hvordan man bør opføre sig som pårørende. Hvis man ikke havde de forventninger, så ville man ikke kunne lave bedømmelsen og sige, at nogen er vanskelige,” siger hun og forklarer sin pointe:

“Det er vel nærmest et eksistentielt eller filosofisk spørgsmål. Der findes ikke besværlige pårørende i en verden, hvor ingen dømmer dem.”

Hun har igennem 13 år forsket i emnet og fortæller, at der er en stor modsætning mellem, hvad sygeplejersker på ene side mener er den ideelle pårørenderelation, og hvordan de så agerer i virkeligheden.

“Mange sygeplejersker har en forventning til pårørendes ageren, men det er forventninger, som de ikke selv er bevidste om. De grænser, som de sætter for, hvornår man er ”den gode pårørende” er meget snævre. Jeg fandt ud af, at mange sygeplejersker kan sige alle de rigtige ting om pårørendeinddragelse, men at hverdagspraksis er en helt anden. Den er meget konfliktfyldt,” siger Tove Lindhardt.

Modsatte krav skader relation

Hun peger på en række indbyggede modsætninger i sundhedsvæsnet, der skubber relationsarbejdet med de pårørende om bag i køen.

“Man kommer med en række bløde, humanistiske værdier og skal passe ind i en hverdag, der er meget instrumentel, organiseret omkring lægernes arbejde og styret af et økonomisk system, der belønner sorte tal på bundlinjen højere end faglig kvalitet,” siger hun.

“Man skal levere på nogle målbare krav om, hvorvidt ultralydssvaret er kommet, og hvornår patienten kan udskrives, så der kan blive plads til andre patienter, der ligger i modtagelsen og venter.

Det er et skisma, når man er uddannet til noget, man i hjertet godt ved er rigtigt, men som der ikke er plads til i det værdisystem man arbejder i, fordi der er nogle andre ting, der tager opmærksomheden. Så får værdierne i sygeplejen en lavere plads i hierarkiet,” mener Tove Lindhardt.

Hård tone kan undgås

I hendes optik er et af problemerne, at der sjældent er tid og plads til at snakke grundigt om relationen til de pårørende.

“Det kan nogle gange blive legitimt at tale grimt om den pårørende i vagtrummet i stedet for at reflektere over, hvad der er på spil for den pårørende. Dér er der behov for, at både kollegaer og ledere griber ind,” siger Tove Lindhardt.

Hun efterlyser i det hele taget, at man på ledelsesniveau har mere fokus på emnet:

“Ledelsen skal skabe et rum til refleksion, hvor der er nogen, der kan hjælpe med at opkvalificere refleksionerne. På de afdelinger, hvor en stærk leder går forrest og udstikker rammerne, ser man ikke den hårde tone, når snakken falder på de pårørende.”

 

Emneord: 
Pårørende