Vreden aftog, da vi informerede

“Dér, hvor pårørenderelationen ofte går rigtigt godt, er, når der er en høj grad af information. Når vi fortæller, hvor vi er i udrednings- eller behandlingsforløbet, og hvad de forskellige symptomer betyder, så føler de pårørende sig inddraget. De fremhæver, at de sætter pris på, at vi bruger god tid på at informere dem.

Det er vigtigt, at de pårørende føler sig hørt og set, så deres perspektiv på forløbet kommer frem.

Vi havde en patient, der var igennem et virkelig langt forløb med rigtigt mange undersøgelser og prøver og ventetid på nye undersøgelser og prøvesvar. Det var præget af stor uvished hos både patienten og de pårørende. Da de endelig blev henvist til rette speciale, kunne vi give en diagnose og forklare om fremtidsplanerne.

Det var en stor lettelse for dem at få svar på alle deres spørgsmål.

Når en pårørenderelation går skævt, så hænger det ofte sammen med manglende information. Det kan være en situation, hvor de pårørende ikke inddrages i de faglige overvejelser i behandlingsplanen og derfor ikke forstår vores beslutninger. Så kan det opleves som mangelfuldt og utilstrækkeligt, hvilket forståeligt nok kan lede til stor frustration og vrede.

Det lærte jeg, da en ung kvinde døde på vores afdeling. De pårørende var meget frustrerede, fordi de syntes, at der ikke var blevet gjort nok i den sidste tid. Det var først dér, det gik op for os, at de ikke var blevet inddraget nok i de overvejelser, der lå bag behandlingen og plejen i den sidste tid.

Men da vi satte os ned sammen med dem og gennemgik hele forløbet og forklarede om til- og fravalg, så gav det mening, og så aftog vreden og frustrationen.”