Vi var en lettelse for den pårørende

“I de situationer, hvor jeg gerne ville have gjort noget anderledes, har det ofte været fordi patienten ikke har samtykket til inddragelse af pårørende. Det gør det svært at møde de pårørende på den måde, vi gerne vil.

Det får den konsekvens, at vi kun kan give psykoedukation ud fra nogle generelle psykiske lidelser i stedet for at tale med udgangspunkt i den enkelte patient.

Vi får indimellem breve fra pårørende. Jeg husker især et brev, hvor en af dem beskrev, at da hendes nære blev patient hos os, så havde den pårørende ikke flere ressourcer. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre.

Hun fortalte i brevet, at det var en lettelse at komme ud til os, fordi vi havde udvist empati og havde gjort en forskel for hende som pårørende. Patienten endte med at komme på et bosted, hvilket var hans behov i recovery-processen.

Det bliver meget patientfokuseret, når vi taler med pårørende, men det er meget vigtigt, at vi også taler om, hvad der er svært for dem, og hvilke bekymringer de har, så vi kan aflaste dem, da det både praktisk og på et psykologisk plan kan være en belastning at være pårørende.

Vores patienter er typisk indlagt 6-9 måneder, så vi har lang tid til at opbygge gode relationer til både patienten og de pårørende og inddrage dem i den koordinerede tværfaglige og tværsektorielle indsats. Vi inddrager pårørende, allerede før patienten indlægges, og de pårørende inviteres med til vores månedlige behandlingskonferencer.

Vi vil gerne blive bedre til at opsøge de pårørende, der ikke selv henvender sig til os. Når de pårørende selv siger højt, at der er noget, der er svært, så håndterer vi det sammen med dem. Men man kan let overse de situationer, hvor de pårørende ikke selv kommer og siger til.”