Akut-missionen er ikke fuldført

Du er på ferie i den anden ende af landet, da dit barn en lørdag får stærke mavesmerter. Det er ikke så alvorligt, at I vil alarmere 112. Men der er brug for lægehjælp. Hvilket nummer ringer du? 

1813? 

7015 0708?  

Eller hvad med 7015 0300?

Selv om den danske befolkning kun er på størrelse med den nordtyske storbyregion Hamborg, er der fem forskellige numre at holde styr på, når danskerne bliver akut syge uden for de praktiserende lægers åbningstid. Dertil kommer dobbelt så mange numre, hvis behovet er psykiatri. 

De mange indgange er blot ét eksempel på, at det endnu ikke er lykkedes at skabe et ensartet, landsdækkende tilbud af høj faglig kvalitet døgnet rundt ved akut sygdom og skader. 

Sådan et system anbefalede Sundhedsstyrelsen i 2007 for somatiske skader og sygdom – og i 2009 for psykiatri. Det er endnu ikke på plads, selv om tidshorisonten dengang lød på fem til ti år.

Det har konsekvenser for borgerne og også for sundhedspersonalets muligheder for at udvikle og sikre kvaliteten, siger formanden for Fagligt Selskab for Akutsygeplejersker, Annette Jakobsen: 

”Det betyder, at der er stor forskel på, hvad du bliver tilbudt, alt efter om du kommer til skade i Hjørring eller på Indre Nørrebro, og det skyldes ikke kun de geografiske forhold, men også den måde vi organiserer os på,” siger hun. ”Vi har 21 akutmodtagelser, og vi løser opgaven på 21 måder. Det er også et problem, når vi skal diskutere landsdækkende retningslinjer, især når vi har snitflader med andre afdelinger og aktører.”  

Knas i samarbejdet 

I 2018 meldte regionerne ud, at nu kom der et fælles alarmkald til sundhedsydelser: Ring 113. Men det fungerer stadig ikke.

I øvrigt mærker danskerne den manglende opfyldelse af 2007-anbefalingerne på den måde, at de ikke har lige adgang til at blive tilset af en specialist døgnet rundt på de forskellige akutmodtagelser.

De kan internt på hospitalerne opleve knas i samarbejdet mellem akutmodtagelser og specialafdelinger og f.eks. skulle vente på at blive overflyttet fra en akut- til en specialafdeling. 

Som tillidsrepræsentant og akutsygeplejerske på Akutafdelingen i Slagelse, Sebastian Nellemann fortæller, sker det, at akutmodtagelserne bliver brugt som ”buffer for sengeafdelingerne, når de mangler kapacitet”, og det kan presse sygeplejerskernes arbejdsmiljø. 

Det sker også, at der er huller i pleje- og behandlingsforløbene mellem somatiske akutmodtagelser og psykiatri – og mellem akutmodtagelser, kommuner og praktiserende læger.

Disse huller har det kommunale Odense Akutteam og akutmodtagelsen på Odense Universitetshospital siden 2018 samarbejdet om at lukke lokalt fra en fælles base på sygehuset. 

”Det har heldigvis vist sig at være en kæmpe succes,” fortæller sygeplejerske Kamilla Kolberg Nielsen fra akutteamet, og en evaluering viser, at patienterne og de praktiserende læger er enige. 

Men generelt er der i Danmark brug for bedre samarbejde mellem sektorer og mellem somatik og psykiatri – og også for mere overvågning af kvaliteten. Det slår Sundhedsstyrelsen fast i nye anbefalinger fra 2020.
 
Chefer: Der er sket fremskridt

Spørger man ledere på hospitaler, i regioner og kommuner, mener de, at der er sket fremskridt i de senere år.

Det har forskningsinstitutionen VIVE gjort i rapporten ’Akutmodtagelserne i Danmark’ (2018).  Her siger lederne, at det er lykkedes at skabe kortere og mere fokuserede patientforløb.

Der skulle også være bedre kvalitet i de leverede ydelser og færre unødige indlæggelser i de 21 fælles akutmodtagelser, der har erstattet mere end 40 skadestuer og akutmodtagelser.

Effektiviteten på hospitalerne presser til gengæld kommunerne, skriver VIVE. Kommunerne oplever ”de mere effektive forløb som en udfordring”, fordi de ”stiller krav til kommunernes kompetencer i forhold til at færdiggøre visse typer af behandling.” 

I øvrigt nævner VIVE-rapporten, at det kan være uklart, hvem der har behandlingsansvaret for den enkelte borger i sektorovergange, og at det er bøvlet at kommunikere, fordi de ”eksisterende kommunikationsveje” ikke understøtter deling af patientinformationer.

Oversygeplejerske Charlotte Mose fra akutmodtagelsen i Odense pointerer, at det er afgørende for kvaliteten af det fremtidige samarbejde, at der findes nye løsninger til kommunikation af patientdata. 

I Odense kan der være udfordringer i sygehusets samarbejde med kommunerne, fordi de organiserer sig forskelligt. Det er der også andre steder. Alle 98 kommuner har en akutfunktion.

Men de fungerer vidt forskelligt i forhold til organisering, opgaver og kompetencer. Så det, der tilbydes borgerne i den ene kommune, er ikke tilgængeligt i den anden, fremgår det af en helt ny rapport fra VIVE ’Det kommunale akutområde’.

Der manglede en stærk plan

Målet med Sundhedsstyrelsens anbefalinger i 2007 stod at læse i den allerførste sætning:

”Det akutte beredskab skal yde hurtig og ensartet behandling af høj kvalitet til den akut syge eller tilskadekomne patient.”

I de nye anbefalinger fra 2020 skriver Sundhedsstyrelsen, at de tidligere anbefalinger ”langt hen ad vejen [er] blevet implementeret og med succes”.

Men samtidig skriver styrelsen, at danskerne endnu ikke har et ensartet tilbud, hvilket kan ”gøre det svært for patienten at vide, hvad man kan forvente”.

 Ifølge professor Hans Kirkegaard fra Center for Akutforskning på Aarhus Universitet var der et stort behov for forandring i 2007. Problemet var, at man ikke kunne opretholde et højt kvalitetsniveau døgnet rundt på de over 40 akutmodtagelser. Men planen var for løs. 

”Set i bakspejlet skulle sundhedsmyndighederne have lagt nogle stærkere planer for, hvad der skulle ske ude i de enkelte regioner og med det tværsektorielle samarbejde. Man skulle have sagt: “Sådan her skal det være.” Men man gav ikke nogen detaljer om, hvordan samarbejdet skulle organiseres, og derfor udviklede det sig forskelligt fra sted til sted,” siger han.

Konflikter om ressourcer    

Det har ifølge VIVE’s rapport været med til at bremse udviklingen af de nye fælles akutmodtagelser, at der har været konflikter med specialafdelinger om ressourcer, og det oplever Hans Kirkegaard også.

”Der er stadig modstand, som har at gøre med, at man ikke vil afgive opgaver og ressourcer fra specialafdelinger til akutmodtagelser. Der er også træge samarbejdsrelationer med aftagerne af patienterne fra akutmodtagelserne, så flowet af patienter kører ikke så godt, som det kunne,” siger han.

Derfor er akutmodtagelserne til tider tynget af overbelastning, og ”hvis organisationen ikke fungerer, er der risiko for, at der er noget, der bliver overset, eller noget, der går galt,” siger Hans Kirkegaard.

Akutmodtagelserne har generelt kapacitet til indlæggelse i 24 til 48 timer, og forventningen er, at op mod 70 pct. af patienterne sendes hjem igen – måske til pleje og behandling af kommunen. Resten overføres til en sengeafdeling.

Viden om kvalitet mangler 

Hvilken kvalitet de 21 akutafdelinger har præsteret, er der endnu ikke ret meget viden om, konstaterer professor Hans Kirkegaard. 

Idéen med dem var, at patienterne skulle visiteres i telefonen i stedet for bare at møde op. De skulle udredes hurtigt ved at komme ind gennem én fælles indgang, fremfor f.eks. at blive indlagt direkte på en specialafdeling.

Og i de nye akutmodtagelser skulle de møde et team af sygeplejersker og læger, der som noget nyt havde opbakning fra speciallæger og et større diagnostisk beredskab døgnet rundt.

Den manglende viden om kvaliteten skyldes bl.a., at en planlagt kvalitetsdatabase ikke er klar.

I den nyeste årsrapport fra 2020 fra regionernes ”Databasen for Akutte Hospitalskontakter” fremgår det, at det er væsentligt for monitorering af kvaliteten, at regionerne leverer data fra de elektroniske patientjournaler. Det gør de bare ikke.

Men de leverer oplysninger om, hvor mange patienter der må genindlægges. Her er målet, at højst 6,1 pct. af patienterne kommer igen inden for de første tre døgn efter et ophold på mindre end 24 timer. Den grænse overholder kun én ud af fem regioner. 

Personalemangel kan bremse udviklingen

Trods sparsomme data tror Hans Kirkegaard, at danskerne i dag er bedre hjulpet. Den nye organisering er bedre end den tidligere, siger han. 

”Kvaliteten – målt på overlevelse og førlighed – er blevet bedre, tror jeg. Men måske ikke, hvis man måler kvalitet på, hvor langt man skal køre for at få syet et sår eller ordne noget, der er brækket,” siger han.

Hans Kirkegaard forventer, at organiseringen af akutafdelingerne bliver bedre i de kommende år. Sådan er det gået i Sverige, hvor de er 10 år længere fremme.

Og i Danmark er der nu mange aktører, der arbejder på at gøre samarbejdet bedre. Der er også læger på vej med en ny specialuddannelse som akutlæge, og Sundhedsstyrelsen har stillet sygeplejerskerne en ny specialuddannelse i akutsygepleje i udsigt. Men hvornår den udbydes, og hvordan den skrues sammen, er stadig uvist. 

En forudsætning for Hans Kirkegaards optimisme er, at det lykkes for akutmodtagelserne at holde på personalet og tiltrække nye medarbejdere.

Mange sygeplejersker og yngre læger melder om et presset arbejdsmiljø i spørgeundersøgelser. De har for lidt tid til opgaverne og er for få på arbejde. I en ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd melder 83 pct. af sygeplejerskerne i akutmodtagelser og skadestuer, at det er svært at rekruttere og fastholde sygeplejersker med den ønskede profil. 

Det er først og fremmest arbejdspresset, der gør det svært at fastholde personale, mener formanden for Fagligt Selskab for Akutsygeplejersker:

”Vi tager jo patienter ind hele døgnet og oplever, at bemandingen er for lav. Derfor er der ofte et højt arbejdstempo og ikke altid tid til sygeplejen med alle dens facetter. Akutsygepleje er at være på forkant med situationen. Det kan være svært i en travl afdeling, og så kan det være svært at tiltrække og fastholde personale.”