"Der kan komme hvad som helst ind ad døren"

Det er morgen i akutafdelingen på Næstved, Slagelse og Ringsted Sygehuse i Slagelse, og der er kun en enkelt kvinde i venteværelset.

Hun måtte på sygehuset med et øjenproblem og er i gang med at varsle sin forsinkelse på telefonen. Selv om alt ser fredeligt ud, advarer infoskærmen om, at der kan være ventetid. 

Der er nemlig også andre veje ind. F.eks. ambulancevejen, hvorfra en stabil strøm af smalle bårer op ad formiddagen begynder at trille ind med hovedsageligt ældre mennesker pakket ind i tæpper.

En kommer med hjerteproblemer, en anden dukker op igen efter at være blevet udskrevet forleden.

Men familien er bekymret for vejrtrækningen, og hverken den praktiserende eller den visiterende læge her på akutmodtagelsen vil løbe den risiko, som det ville være at se problemet an derhjemme. 

Som besøgende fristes man til at sige, at her er ret stille og roligt. 

Men ”nej, nej”, formaner akutsygeplejerske og tillidsrepræsentant Sebastian Nellemann. ”Sig ikke s-ordet. Så vil det vælte ind med patienter.”

Det er nok, griner han, at Signe er på arbejde i dag. Hun er en ”traumemagnet”, og selv om det bliver sagt i sjov, er der også alvor bag.

Lige pludselig kan der ske en ulykke på motorvejen, og så står sygeplejerskerne i det, der for de pårørende opleves som et ”epicenter af kaos”.

For personalet er der i sådan en situation retningslinjer for alt. Det sikrer kvaliteten, og ”de kritisk syge patienter svigter vi aldrig”, siger Sebastian Nellemann. 

”Men her kan der komme hvad som helst ind ad døren. Også de erfarne sygeplejersker kan komme til at stå med noget, de ikke har stået med før. Akutsygepleje er det mest fantastiske speciale, men der følger en masse med, som kan være hårdt,” forklarer Sebastian Nellemann, og uddyber:

”Det kan være et barn, der er kørt ned og ligger svært tilskadekommen, og så står vi med forældrene, som er i krise. Det kræver meget mental energi at være der for dem. Når vi kan overleve her år efter år, er det fordi, vi har nogle kolleger, der støtter op om hinanden. Vi kan få snakket ud og bruger også sort humor,” siger Sebastian Nellemann, der har været akutsygeplejerske i otte år. 

Næsten hver tredje føler sig udbrændt

Forskning og en ny spørgeundersøgelse fra DSR (se grafik) afdækker et belastet arbejdsmiljø i landets akutmodtagelser og skadestuer. Hårdere end blandt hospitalsansatte generelt. 

Sebastian Nellemann har læst DSR’s undersøgelse og mener, at nogle af udfordringerne er givet af specialet. Det er et grundvilkår, at akutsygeplejersker i højere grad end andre må afslutte opgaver, før de er færdige – og at arbejdstempoet oftere er så højt, at det påvirker kvaliteten.

Sådan må det af og til være, fordi akutmodtagelserne ikke selv planlægger, hvem der kommer ind ad døren. Men når det forbehold er nævnt, mener Sebastian Nellemann, at der lyder ret så alvorlige alarmsignaler fra akutsygeplejerskerne i undersøgelsen.

”Nogle af de ting, vi er ude for, er enormt trælse, og det kan læses i svarene i undersøgelsen. Den viser, at vi oftere end andre hospitalsansatte er for få på arbejde, og det handler selvfølgelig om mængden af personale set i forhold til antallet af patienter, deres kompleksitet og behov. Vi har også sværere ved at rekruttere erfarne kolleger. Det betyder, at vi ind-imellem må gå på kompromis med de sygeplejefaglige kerneværdier,” siger tillidsrepræsentanten med tanke på konsekvenserne:

”Det er bekymrende og kan føre til udbrændthed, som jo også ifølge undersøgelsen er mere udbredt i akutmodtagelserne end på andre afdelinger.” 

30 pct. af sygeplejerskerne i akutmodtagelser og skadestuer svarer, at de i høj eller meget høj grad føler sig udbrændte pga. arbejdet. Det samme gør 20 pct. i andre afdelinger.

”Vi prioriterer de opgaver, som er vigtigst. Men dem kan der være mange af, og der er ting, vi ikke kan nå. Det gør ondt på os, når patienten på stue 7 pludselig får hjertestop, og patienten på stue 8 er sulten, og vi ikke kan nå at hente en ostemad. I den situation er teamarbejdet virkelig vigtigt. Vi hjælper hinanden, for vi er sjældent lige pressede alle sammen på samme tid. Men jeg kan i travle situationer være nødt til at prioritere at hente medicin til en akut patient, mens en anden patient ikke får sin vanlige medicin, sin mad eller sit bleskift,” siger Sebastian Nellemann.

Ressourcerne slår ikke til

DSR’s undersøgelse  (Læs Sygeplejersker på akutmodtagelser er særligt pressede) tyder på, at akutmodtagelserne er kronisk underbemandede, vurderer Sebastian Nellemann. 89 pct. har inden for den seneste måned oplevet at være for få på arbejde. 83 pct. oplyser, at det er svært at rekruttere eller fastholde kolleger med den ønskede profil.

”Det er bekymrende, at så mange har følelsen af, at ressourcerne ikke slår til. I de gode gamle dage havde man en beredskabsbuffer som ekstra kapacitet til særlige situationer. Efterhånden er den helt væk og opslugt af hverdagen,” siger han. 

Enten må der flere ressourcer til akutmodtagelserne, eller også må man aflaste dem med en anden opgavefordeling internt på hospitalerne og i samarbejdet med kommunerne, konkluderer Sebastian Nellemann.

Det er sundhedsvæsenets mål, at 70 pct. af de akutte patienter kommer hjem efter højst 24-48 timer i akutmodtagelserne. Få skal videre til indlæggelse på en sengeafdeling. Men det kan undertiden være svært for akutmodtagelserne at overflytte patienterne. 

”Akutmodtagelser bliver brugt som buffer for sengeafdelingerne, når de mangler kapacitet, og det kan presse os. Vi kan komme ud for at skulle hælde 30 piller op til en udredt, multisyg patient en morgen, og det tager lang tid. Vi kan også bruge lang tid på at koordinere med kommunerne, når patienterne skal hjem,” siger Sebastian Nellemann.

Caption 

Sygeplejerske Heidi Flø har fem år erfaring fra akutmodtagelsen og kan godt lide, at den ene dag ikke ligner den næste. Men af og til savner hun mere tid til at tale med patienterne.

Attribution 

Foto: Claus Bech

90 patienter til 56 senge

Ude bag en rude sidder den koordinerende sygeplejerske og en læge, der har til opgave at styre flowet af patienter.

De ved, at de har 56 senge til gennemsnitligt 90 patienter i døgnet. Men de ved ikke, hvem der kommer ind ad døren, og hvem der skal videre til de sengeafdelinger, som måske ikke har plads.

Lige nu er der ingen problemer, men afdelingen plejer også først at komme i kog fra omkring kl. 15.

Sygeplejerske Heidi Flø tager imod en ny patient. Det er en ældre kvinde, der her til morgen mødte op til tjek af en brækket arm på røntgenafdelingen med så stærke rygsmerter, at en læge sendte hende herover.  

Nu er hendes puls faldet til 68. Måske godt hjulpet på vej af den ro, som Heidi Flø udstråler på baggrund af fem års erfaring i afdelingen. Ude på gangen indhentes hun af en forpustet yngre læge, der beder om en vurdering af en anden patient.

”Er hun på vej til indlæggelse,” spørger han.

”Nej,” svarer sygeplejersken. ”Jeg tænker, at hun skal tilbage til plejehjemmet.”

”Den lille dialog er et godt eksempel på det skønne ved at arbejde her,” siger Sebastian Nellemann. ”Vi hjælper hinanden, og vi kan faktisk klare de mest utrolige ting, når vi samarbejder på tværs af fagene.”