Lange sagsforløb er en "dobbelt straf"

Fra en sygeplejerske begår en fejl, der fører til sigtelse efter straffe- eller autorisationslovens paragraffer, og indtil sagen afsluttes ved domstolene, kan der snildt gå fire år eller mere. Det er i hvert fald, hvad forsvarsadvokat Thomas Hess-Petersen har erfaret.

Han har siden 2014 været fast tilknyttet Dansk Sygeplejeråd og har derfor indgående kendskab til sager som Helles. Sagsbehandlingstiden ligger efter hans eget skøn gennemsnitligt på den forkerte side af to år. 

”De her sygeplejersker er i forvejen dybt ulykkelige over den fejl, de har begået, og på vegne af den borger eller patient, det er gået ud over. De er utroligt påvirkede af sagen og føler enorm skam, og derfor er det kun endnu mere beklageligt, at de skal gå så længe med sagen hængende over hovedet uden at vide, hvad det ender med,” siger Thomas Hess-Petersen.

To år i uvished før sagen rejses

For manges vedkommende starter sagen først med en politiafhøring, hvorefter der kan være komplet radiotavshed i op til flere år. Her går sygeplejersken rundt i uvished og aner ikke, om der kommer en sigtelse, eller om politiet lukker sagen.

Det skyldes ifølge Thomas Hess-Petersen, at der er en tidsfrist i sager, der omhandler autorisationsloven. Her skal anklageskriftet være udfærdiget senest to år efter hændelsestidspunktet, ellers må sagen frafaldes.

”Så jeg ser rigtig ofte, at politiet først rejser sigtelse en, to eller tre uger før fristens udløb. Jeg har sågar oplevet klienter, der blev ringet op og sigtet telefonisk nærmest på sidste dag inden fristens udløb, og først derefter blev indkaldt til afhøring i sagen. Så er der allerede da gået to år, inden sagen for alvor går i gang hos politiet,” forklarer han. 

Hårde kriminelle hurtigere igennem

I det juridiske system er der vedtaget en form for hierarki over sagernes prioritering, sådan at eksempelvis såkaldte VVV-sager, der står for vold, voldtægt og våben, behandles hurtigere end andre.

”Det skyldes, at det er politisk besluttet, at ofrene for sådanne alvorlige sager ikke skal gå i uvished unødigt længe, og det giver god mening,” forklarer han. 

Omvendt finder han det paradoksalt, at sager om eksempelvis sygeplejersker, der ikke har haft til hensigt at begå en strafbar handling, er så længe om at finde vej til domstolene. Han mener, at de på den måde oplever en ”dobbelt straf” i retssystemet.

”For dem er det utroligt psykisk belastende at gå rundt så længe uden at vide, om de er købt eller solgt,” forklarer Thomas Hess-Petersen. 

Strafnedsættelse er en ringe trøst

Af samme årsag anvender Thomas Hess-Petersen ofte straffelovens §82 og §83 om mulighed for strafnedsættelse eller strafbortfald grundet særlige forhold.

I særlige tilfælde henviser han ligefrem til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6, der beskriver retten til en retfærdig rettergang inden for en rimelig tid. 

Men selvom det ofte resulterer i en strafnedsættelse i form af en mindre bøde, såfremt sagen fører til dom, så understreger Thomas Hess-Petersen, at det for den involverede sygeplejerske er en ringe trøst.  

”Det, der betyder noget for de her sygeplejersker, er ikke, om bøden i sidste ende bliver på 2.000 eller 10.000 kr. Det er, at de i første omgang overhovedet har begået fejlen, og at de for nogles vedkommende skal leve med at være blevet dømt for det,” slår han fast.